De fleste voksne kan huske den skelsættende periode i livet, hvor man ikke længere legede med sine venner. Nu hang man ud sammen.
Det skete for mig i 2004 – samme år som ’Mean Girls’ udkom.
I 2005 var min største drøm at have et tandsmykke, Von Dutch-kasketter og lipgloss i alskens smage og farver. Jeg læste Vi Unge-blade og blev forelsket for første gang. Forelskelsen var i Elijah Wood …
I efteråret samme år kom min storesøster, som var på udlandsophold i Tyskland, på besøg. Med sig havde hun stakkevis af dvd’er, og blandt dem spottede jeg et funklende pink omslag med fire virkelig pæne piger på. Det var selvfølgelig ’Girls Club – Vorsicht Bissig!’, som er ’Mean Girls’ tyske titel.
Første gang jeg så filmen, forstod jeg ikke så meget af den. Vores dvd-afspillers fjernbetjening var nemlig gået i stykker, og jeg kunne derfor ikke ændre sproget fra tysk til engelsk. Men på trods af den sproglige barriere cementerede ’Mean Girls’ en magisk begejstring i mig om alt det sindssygt fede, akavede og tarvelige, som jeg snart ville opleve i mit liv som teenager.
Sindssygt tarveligt
’Mean Girls’ er først og fremmest kendt for sin ironiske tone og satiriske fremstilling af highschool-kulturen.
Manuskriptforfatter og ’SNL’-komiker Tina Fey har mesterligt opbygget hver scene i filmen, som var de en sketch. De ophober sig til en samfundskommentar og en refleksion over de herskende regler i og uden for Girl World.
På et dybere plan handler filmen om, hvordan man overlever i sociale kastesystemer – og transcenderer dem.
I 2010, efter jeg fik pillet al limen fra tandsmykkerne af mine fortænder, startede jeg på gymnasiet og genbesøgte ’Mean Girls’ talløse gange. Filmens ekstreme citerbarhed gjorde den til en del af min og mine venners lingo. Vi vidste, at flere af de sociale do’s and don’ts, der blev håndhævet på North Shore High School, også var en del af vores virkelighed på et gymnasium på Fyn.
I de fleste sociale sammenhænge vil vores hjerner gerne kategorisere menneskene omkring os. Så bliver verden mere overskuelig. Vi kalder det typer: »Hvilken type var du, da du gik på gymnasiet«?
I virkeligheden er der jo ikke et rigtigt svar på det spørgsmål, ender ’Mean Girls’ med at konkludere trods sin indledningsvise introduktion til grupper som ’cool asians’, ’girls who don’t eat anything’ etc.
I bakspejlet tænker jeg, at jeg internaliserede ’brown sidekick’-tropen i min tidlige ungdom. Jeg følte ikke, der var plads til, at jeg kunne være mig selv, og lavede sjov på bekostning af mig selv. Jeg havde bildt mig selv ind, at jeg hverken kunne blive en Regina, Cady eller hovedrolleindehaveren i mit eget liv, hvilket jo var sindssygt tarveligt over for mig selv.
Ligestillede venskaber
Men som i enhver coming of age-fortælling skulle det vise sig, hvordan dét at tage personligt ansvar og vælge sig selv på Kierkegaard’sk vis skulle være vejen til at træde uden om det sociale hierarki.
Lindsay Lohans Cady italesætter den accept af sig selv og andre, da hun har et heureka-øjeblik under matematikkonkurrencen: »At kalde nogen dum, gør dig ikke klogere. Og at ødelægge Regina Georges liv har bestemt ikke gjort mig lykkeligere. Alt, du kan gøre i livet, er at løse problemet for øjnene af dig«.
Den erkendelse fungerer som en påmindelse om, at ægte skønhed og værdi ikke stammer fra ydre opfattelser, men fra en sund og positiv selvopfattelse.
’Mean Girls’ udstiller selv sit indledende postulat om sociale grupperinger i filmens sidste scener og viser, hvordan kategoriseringer er fleksible og ikke bør være drevet af eksterne markører eller andres syn på dig.
Cady fortæller henimod slutningen, at Rachel McAdams’ Regina er kommet med på lacrosse-holdet, og at hendes holdkammerater ikke er bange for hende og kan holde til hendes temperament.
Filmen er på den måde med til at opmuntre til ligestillede venskaber, der er baseret på tillid og støtte.
Det afgørende øjeblik
Det afgørende øjeblik i filmen er, da Cady erkender, at det at være cool ikke nødvendigvis betyder at være tro mod ens sande selv. Et tydeligt, men vigtigt budskab for alle, der har ladet sig definere igennem et negativt selvbillede, man har malet af sig selv filtreret gennem andres øjne.
Omvendt understreger ’Mean Girls’ også, at man selv kan styrke ens selvtillid og selvværd, selv når ens omgivelser prøver at presse på for at opfylde stereotyperne.
Nu, 20 år efter filmen udkom, har jeg igen besluttet at få et tandsmykke. Alt kommer og går i bølger. Men mest af alt er jeg glad for at have haft filmen ved min side to tredjedele af mit liv.
Det føles privilegeret at have en film, der vækker minder og erfaringer i så en omfattende grad. Som Kevin Gnapoor siger til Cady: »Don’t let the haters stop you from doin’ your thang«.
‘Mean Girls’ kan ses på Netflix og Viaplay. Den nye ’Mean Girls’ kan ses i biografen fra i dag.