‘Cornelis Vreeswijk – nogle går rundt i udtrådte sko’: Film om Sveriges svar på John Mogensen dykker ikke dybt nok i mørket
Mere end tre årtier efter sin død er Cornelis Vreeswijk stadig en stor skikkelse i svensk musikhistorie. Visesangeren, der blev født i Holland, og som vore naboer hinsidan virkelig tog til sig som en af deres egne, får nu fortalt sin omtumlede livshistorie i hænderne på Magnus Gertten.
Gertten står desuden bag filmen ‘Tusen Bitar’ om Björn Afzelius, så den svenske instruktør er – på papiret – således godt klædt på til at folde fortællingen ud om endnu en højt elsket nationalskjald i hjemlandet.
Det er derfor ærgerligt, at man ikke kommer dybere ind i materien, når det begynder at gøre ondt i ‘Cornelis Vreeswijk – nogle går rundt i udtrådte sko’.
Vreeswijks karriere tog for alvor fart i mødet med musiker og impresario Gösta ‘Skipperen’ Cervin, en nøglefigur på den svenske folkscene i start-60’erne med et betragteligt indtag af alkohol og stoffer. Hvilket desværre også blev en del af Vreeswijks tvivlsomme kostplan, som årtiet og hans popularitet skred frem.
Og selvom filmen ikke maler et glansbillede af Vreeswijk, men netop også gerne vil stille hans dæmoner til skue, bliver det ikke den optimale indgang til at forstå hans komplekse væsen.
Vi hører en skrattende optagelse med Vreeswijk selv, hvor intervieweren siger: »Vi ønsker ikke at lave en redigeret biografi«, og medtaget i filmen er ligeledes den forfærdelige episode, hvor Vreeswijk bankede sin anden hustru Bim Warne i en vodkabrandert.
Det antydes, at han var jaloux på hende, fordi hun tog sig bedre ud i et fælles tv-program.
Men filmen griber ikke fat om, hvad der kunne ligge til grund for dette mindreværd.
Den skøjter ligeledes henover, at Vreeswijk røg en tur i brummen, ligesom vi både ser legende gæster i poolen og kort efter erfarer, at villaen i den skånske landidyl skal sælges som følge af skilsmissen fra Warne.
Det havde været interessant, hvis Gertten havde undersøgt sin hovedpersons mørke yderligere. Det fremgår klart, at Vreeswijk var skamfuld og angrede sine fejltrin. Men i stedet for at gå i dybden fortsætter filmen sit kronologiske spor, og hans familiære deroute kobles sammen med, at karrieren her i slut-70’erne ligeledes var nedadgående.
Cornelis Vreeswijk kan ses som en svensk pendant til John Mogensen og Povl Dissing. Som hos førstnævnte havde Vreeswijk omsorg for de eksistenser, der cirkulerede rundt på samfundets bund. Hans krasse socialrealisme – af medierne omtalt som ‘sjofle viser’ – fik ofte med censuren, men vakte stor jubel på koncertscenerne omkring i landet og på tv, hvor Vreeswijk var en hyppig gæst.
Musikalsk favnede han også bredt, og særligt hans fusion af brasiliansk samba og amerikansk blues i den svenske visetradition var medvirkende til, at han blev det ikon, som tilfældet er.
Efter en række magre karriereår gjorde Vreeswijk comeback, da punk- og new wave-miljøet tog hans sange til sig. Således opnåede han både at spille på Roskilde Festival og som support for 80’ernes helt store stjerne i svensk rock, Ulf Lundell.
Som et parallelspor i filmen hører vi om Fatimas tilværelse. En chilensk pige, Vreeswijk lærte at kende i kunstnerkollektivet Hörgård, hvor han i en periode boede. Ligesom Vreeswijk var Fatima kunstnerisk anlagt, og hun skrev digte om ‘Stockholms smertebørn’, ligesom hun selv røg ud i et årelangt stofmisbrug.
En fin vinkel, der både illustrerer Vreeswijks indflydelse og hans nærvær i de perioder, han var tørlagt.
Det er sigende, at tilblivelsen af albummet ‘Till Fatumeh, rapport från de osaligas ängder’ fra 1987 er ham magtpåliggende at færdiggøre, på trods af at han selv er dødssyg af leverkræft og samme år bukker under for sygdommen, blot 50 år gammel.
Vi erfarer, at Fatima efter et vellykket rehab-forløb er blevet stofferne kvit. Således får fortællingen om et komplekst menneske og de personer, han berørte på godt og ondt, lov til at klinge ud med en happy ending.
Kort sagt:
Historien om den populære visesanger, der betragtes som nationalskjald i Sverige, er blevet for overfladisk med tanke på de facetter, han rummede, og de personer, han berørte – på både godt og ondt.