’Før stormen’: Dansk film om truet ø med 27 indbyggere er smuk, humoristisk og poetisk
Vandet kommer med ødelæggende kraft – og det er bare et spørgsmål om hvornår for Mandø, den lille ø i centrum for den blændende flotte dokumentar ’Før stormen’.
Øen i vadehavet huser 27 beboere på under otte kvadratkilometer, og de må finde sig i at køre til og fra den, når tidevandet tillader det, for ved højvande er vejen til fastlandet oversvømmet.
De vilkår lever indbyggerne med. Månen trækker vandet ind og ud og giver beboerne månesyge, så de ikke kan sove om natten.
Vi lærer en del af indbyggerne at kende i løbet af filmen, og de danner et portræt af et samfund med en stærk lokal stolthed og en større følelse af separation fra de danske magthavere end fra fastlandet selv.
Specifikt har øen længe haft brug for en udskiftning af de forældede diger, der med forhøjede vandstande i havet på grund af klimakrisen ikke kan holde øen sikker. Men som hovedperson i dokumentaren, landmand Gregers Jørgensen, siger, er der ikke nogen inde i København, der hører på dem.
Konsekvenserne af en oversvømmelse kan ellers være store. Øen er igennem sine mange århundreders beboelse blevet oversvømmet flere gange, med mange dødsfald til følge.
Filmen viser et tysk forskerhold, der med deres detektorer finder en begravet landsby under sandet på stranden.
Vandet ligger så smukt og skvulper, men det tager og giver også nådesløst. For længe siden tog det en landsby. Kort inde i filmen fanger Gregers en rødspætte i en vandpyt med sine bare hænder.
Som en af de yngre beboere mærker Gregers øens isolation tydeligt.
På Tinder viser hans profil, at der ikke er nogen kvinder i hans område på appen, og han bliver ikke udvalgt til at medvirke i ’Landmand søger kærlighed’.
Som dreng blev han interviewet til et tv-indslag, hvori han sagde, han ikke ville overtage familiens gård, da han var mere interesseret i fugle og fantaserede om evnen til at kunne flyve.
Han endte med at blive på øen som ottende led i slægten og har udviklet et særligt forhold til øen og den skønne natur på den.
Her fisker og jæger han og står i stormvejr som kaptajnen på sit skib og stirrer elementerne i øjnene med sin trofaste hund Sif og en cigaret i mundvigen. Han har også været single i fem år, og oprydningen i huset har kunnet vente til i morgen i mange dage.
Men da han får besøg af sin unge nevø, bliver røverhistorier – hvis en kvinde har en god røv, er det bedst at komplimentere hendes bukser i stedet – afbrudt af knægtens formulering af spørgsmålet, som hele filmen svarer på: »Hvorfor flytter du ikke til fastlandet?«
Både isolationen og charmen på øen maler den baskiske instruktør Juan Palacios og medinstruktør Sofie Husum Johannesen frem med finurlige greb fra fiktionens og de poetiske billeders verden i deres iscenesættelse af diverse beboere.
Fra dagligstuen kigger de tilbage på sightseeing-bussen, der tager tusindvis af turister rundt i de naturskønne omgivelser hvert år og fortæller om de særegenheder, der gør sig gældende på øen. Såsom at de altid har to ligkister liggende, hvis de nu ikke kan få adgang til fastlandet, når nogen dør.
Men filmen betragter ikke blot, som i udkantsdokumentarhittet ’Kandis for livet’, sine subjekter, der bliver også kigget den anden vej.
Iblandt mange smukke øjeblikke blev jeg mest ramt af noget så banalt som en sekvens, der følger en ornitolog, som lytter til øens berømte fuglediversitet med en stor mikrofon og høretelefoner, da han lukker sine øjne, og skærmen bliver sort, hvorefter fuglenes sang bliver illustreret ved sarte, røde linjer, der slanger sig til tonerne.
Filmen arbejder sig ind under huden med sin kombination af flotte billeder, personlige fortællinger, humor og visheden om, at der ligger en potentiel katastrofe og venter ud for Jyllands vestkyst.
Kort sagt:
’Før stormen’ skildrer klimakrisens konsekvenser i Danmark og et lokalsamfund, der føler sig forladt i en gribende smuk natur, med et humoristisk og poetisk blik.