’Constellation’: Sci-fi-serie med Noomi Rapace er en rendyrket mystery box – på godt og ondt
Det føles både nostalgisk og en smule gammeldags, når Apples nyeste sci-fi-serie, ’Constellation’, slår tonen an med et desorienterende flashfoward og et hav af mysterier.
En kvinde og hendes datter kører gennem et snebeklædt landskab i Nordsverige, mens de lytter til en kvindestemme over radioen, der hvisler, at »verdenen er the wrong way around«.
Hvem tilhører stemmen? Hvad menes der med the wrong way around? Hvad er det for en lysende genstand, kvinden gemmer på i sin taske? Og hvorfor bliver kvinden nervøs, da en politibil med udrykningslys overhaler dem?
Det er blot et lille udpluk af de mange spørgsmål, som serien kører i stilling i de første par afsnit.
Peter Harness’ ’Constellation’ er ren mystery box, et begreb fans af J.J. Abrams i blinde vil kunne sætte i forbindelse med en af 00’ernes helt store tv-serie-juggernauts, ’Lost’. Her blev seriens handling båret af mysterier, og sulten efter svar på disse mysterier skulle pirre og fastholde publikums interesse.
Det er en effektiv og succesfuld skabelon, som et utal af serier siden har kopieret, men det kan også blive for meget, hvis mysterierne løber løbsk uden en egentlig retning. Og ’Constellation’ formår netop at udstille de både positive og negative sider ved den efterhånden gamle tv-tradition.
I serien følger vi Jo (Noomi Rapace), en svensk astronaut, der arbejder på den internationale rumstation. Da et mystisk objekt beskadiger en kritisk del af rumstationen, påtager Jo sig ansvaret for at reparere skaden alene, mens hendes kollegaer sendes mod jorden.
Jo formår at fuldføre missionen og formår også at slippe fra rumstationen med livet i behold. Men da hun lander på jorden og bliver genforenet med sin mand, Magnus (James D’Arcy), og datteren Alice, føles noget helt forkert.
Hun begynder at lægge mærke til små, men ikke helt ubetydelige forandringer i sit liv, som var markant anderledes, da hun drog afsted. Og da hun skal debriefes om hendes mission og det objekt, der ramte rumfærgen, indser hun, at ikke alle er interesseret i at høre sandheden.
Serien får et solidt take off med de første to afsnit, der læner sig op ad den intensitet, som ’Gravity’ også leverede. Herefter lander serien bogstaveligt talt på jorden til fordel for de ellers velproducerede rumsekvenser, mens der skrues op for sci-fi-konceptet med kvantefysik og alternative universer.
Det er medrivende, men også set før (og bedre).
Noomi Rapace klarer det flot i hovedrollen som den hårdtprøvede Jo, og hun skifter ubesværet mellem replikkerne, der både falder på svensk og engelsk. Mike Ehrmantraut himself, Jonathan Banks, leverer også en utroligt seværdig og til tider ret creepy præstation i en dobbeltrolle, han åbenlyst selv har det sjovt med. Til gengæld mangler James D’Arcys Magnus noget dybde og udvikling til, at han gør en nævneværdig figur.
Hold også øje med danske Kurt Dreyer og Birthe Neumann, der dukker op i et par finurlige roller som et dansk forsker- og søskendepar, der har stor betydning for Jos søgen efter svar.
Harness og co. iscenesætter en mørk og dyster atmosfære, der undervejs inkorporerer horrorelementer med fin succes og krydrer det med flere mysterier og cliffhangere undervejs. Over de otte afsnit, der ligger i omegnen af en time stykket, bliver serien lidt for tung og nølende.
Serien bruger også for lang tid på at svælge i melodrama, og historien ender med at køre i ring – selv for en historie om alternative tidsregninger.
Kort sagt:
’Constellation’ er en velproduceret og velspillet mystery box, men den nølende og melodramatiske historie suger saft og kraft ud af fortællingen.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.