CPH:DOX. Mette Carla Albertsen har et godt blik for de kollektive historier.
I ’Venus – Let’s Talk About Sex’, som hun instruerede med Lea Glob, talte en række danske kvinder åbenhjertigt om de mest intime detaljer fra deres sexliv.
Hendes nye dokumentar, CPH:DOX-aktuelle ’En plads i solen’, vender sig fra soveværelset mod stranden, men stadig med en polyfoni af stemmer i centrum.
Den danske instruktør er nemlig rejst til Gran Canaria, hvor hun har interviewet alt fra turister til flygtninge for at indfange de slående kontraster på den spanske solskinsø: Charterturisme i en klima- og migrationstidsalder.
I filmen møder vi blandt andet den svenske kvinde, som har søgt tilflugt fra sin voldelige mand, og et tysk ægtepar, der hænger ud med andre tyskere og driver en lokal radiokanal.
Her fortæller Mette Carla Albertsen, hvordan hun fik de medvirkende til at stille op, hvad hun håber, publikum tager med fra filmen, og om hun selv kommer til at tage på charterferie igen.
Hvornår fik du idéen til at lave en film om charterturisme på Gran Canaria?
»Ideen har ligget og ulmet i mig, siden jeg i 2003 tog af sted som rejseleder for Star Tours til Tenerife. Jeg tror, oplevelsen var så dyb, at følelserne, billederne af arkitekturen og de mennesker, der fandtes på øen, blev i mig. Jeg havde en meget stærk oplevelse med mig selv omkring ensomhed«.
»Jeg kunne ikke være i mig selv på grund af en uerkendt angstdiagnose, så jeg havde en trang til at forsvinde fra mit liv og tage væk, men som bekendt flytter nissen med. Men solen gjorde alligevel noget godt ved mig. Kontrasten mellem melankolien og det solbeskinnede lette liv interesserede mig og blev i mig som et stærkt minde, jeg så vendte tilbage til mange år senere«.
Hvad er dit eget forhold til Gran Canaria?
»Jeg kender kun personligt til Tenerife, men valgte at skyde filmen på Gran Canaria, da jeg efter en research syntes, at der var bedre locations og muligheder i den sydlige del af Gran Canaria ved Playa del Inglés. Jeg blev også inspireret af en Christophe Honoré-film, som hedder ’Ma Mére’ som er sat på GC. Her er der en scene, som er skudt i det kendte Yumbo Centrum, som er et af de mange shoppingcentre, som både rummer familierestauranter, souvenirs, drag cabaret og gay cruising bare med dark rooms«.
»Det er et spraglet sted hvor alle øens turister mødes til shopping, drinks og fest. Du kan møde alt fra familien Danmark på chartertur til mænd i fuld drag, og det hele eksisterer sammen i sit eget skønne farverige økosystem«.
Kom i kontakt med bådmigranterne
Hvordan fik du folk til at stille op – både turister og flygtninge?
»Gran Canaria er et meget åbent sted. Generelt er folk nysgerrige og vedkommende for nye mennesker og ideer. Det er noget af det bedste ved at være der. De mennesker, der bor der fast, er altid klar på at hjælpe eller møde nye mennesker, så ved hjælp af mund til mund i expat-miljøet og vores lokale hjælpere er vi kommet i kontakt med rigtigt mange forskellige mennesker, som har peget os videre til nye medvirkende, vi kunne opsøge. Nogle har vi selv opsøgt bare på at spotte dem på gaden«.
»Vi fortalte, at vi ville lave et portræt af stedet og menneskene, der boede her fast i kortere eller længere perioder. Under corona lukkede turismen ned, og da vi kørte forbi Holiday Club-hotellet i Puerto Calma, så vi, at der boede afrikanere. Vi stod og filmede mod facaden, da vi blev antastet af ejeren, Calvin fra England. Vi fortæller ham om filmen, og han inviterer os ind og fortæller, at de har haft 300 bådmigranter fra forskellige dele af Afrika boende, og om vi vil tale med nogle af dem. Sådan mødte vi Papi, Azzedine og Sulaiman, som alle tre i en periode boede på hotellet og senere arbejdede for Calvin og Unn-Tove, som er Calvins norske kone og partner«.
»For dem var oplevelsen med at tage alle de her mennesker ind en kæmpe øjenåbner, og de har stadig kontakt med flere af dem, som de personligt har hjulpet videre. Da turisterne udeblev, åbnede de deres hotel, både for ikke at miste for meget omsætning, da Røde Kors betalte et mindre beløb per migrant, men også fordi migrantkrisen var blevet så stor, og Spanien ikke helt vidste, hvad de skulle stille op med de cirka 20.000 migranter der kom til øerne. Det var afgørende, at vi havde et mellemled, som kunne invitere os med ind i deres tillid«.
Sagde du til turisterne, der medvirkede, at du kom med et lidt kritisk blik på ferieformen?
»Ja og nej. Vi sagde, at vi lavede en film om øen og turismen og de mennesker, der havde søgt et nyt liv og slået sig ned af forskellige årsager og den kompleksitet, der følger med. Der er et kritisk blik i filmen, men vi er ikke kritiske over for vores medvirkende og deres valg, det håber jeg, man kan se. Jeg kan godt forstå, hvorfor man gerne vil bo i solen, og jeg kan godt forstå, at mange føler sig bedre tilpas der, da der er en anden venlighed og åbenhed, og folk taler med hinanden på en måde, vi ikke gør i Skandinavien«.
»Der er højere til loftet på mange områder for, hvordan man må udtrykke sig. Men det er klart, at jeg har været nervøs for, om vores medvirkende føler sig stødt på stedets vegne. Det er let at dømme et sted som Gran Canaria, når man sidder i en kulturel højborg i København, men det er bestemt ikke ærindet. Jeg synes, de har fat i den lange ende på den menneskelige front. Der kunne vi godt lære lidt om, hvordan man omgås og hjælper hinanden og er mere åbne og mindre fordømmende, både over for vores kroppe og personligheder«.
Vi søger alle vores plads i solen
Både i Venus og denne film arbejder du uden en egentlig hovedperson. Hvilke overvejelser har du gjort dig om den form i forhold til publikums indlevelse?
»Der er klart forskel på en karakterdrevet film og så den her type ensemble-film, som kan være mere udfordrende at komme igennem. Jeg bliver bare mere tiltrukket af temaet end den enkelte historie. Jeg elsker karakterdrevne dokumentarfilm, men det er bare ikke min metode, har jeg erfaret. Det ligger ikke til mig at skulle vente og følge efter nogen. Jeg vil hellere selv skabe spillereglerne og invitere folk ind i et univers til et samarbejde, men i min ramme«.
»Det kan klart skabe noget distance, men jeg tror på, at man må være tro mod sit kunstneriske sprog. I ’En plads i solen’ drømte jeg rigtigt meget om at lave en film, hvor jeg bare kunne få lov til at kigge på mennesker – studere vores vaner, kroppe og selvskabte oaser, og det er det i høj grad blevet: et studie i vores vaner og ideer om det gode liv med en virkelighed i baggrunden, der banker på og truer den illusion, vi har bygget op over de sidste 60 år om det gode ferieliv«.
Hvad håber du, at publikum tager med fra ’En plads i solen’?
»Jeg håber, at man ser menneskeligheden: at vi alle søger vores plads i solen. Det begær er universelt, og derfor skal det ikke dømmes. Men jeg håber også, at filmen giver anledning til refleksion over turismen som fænomen. Filmen er en metafor for den måde, Europa har set sig selv, og nu er verden forandret, og vi skal måske også til at ændre vores syn på vores grænser, og hvor vi hører til, og hvordan vi hører til i verden«.
»Vi indgår alle i det her underlige kapital-system, hvor turismen tydeligt udstiller, hvem der har privilegierne. Vi rejser med fly, flygtningene kommer med træbåde, hvor de risikerer deres liv, ja sågar deres børns liv i håbet om noget bedre, og vi kan ikke bare vende det døve øre til mere«.
Kunne du selv forestille dig at tage på charterferie igen?
»Jeg synes, det er svært at rejse sådan og samtidig kunne nyde det helt ukritisk. Jeg føler, verden har ændret sig, og der er indtrådt en ny bevidsthed omkring privilegier i den vestlige verden. Det er jo ikke forbudt at rejse, og jeg dømmer ikke nogen, som gerne vil rejse, men jeg tænker klart mere over, om det koncept stadig er holdbart på samme måde som tidligere, hvor vi ikke bekymrede os om klima og migration. Charterferien er jo stadig gangbar, hvis man kigger på tallene. Danskere rejser stadig vildt meget og gerne på pakkerejser, så efterspørgslen er der«.
»Turismen er et komplekst økosystem, hvor man ikke bare kan konkludere, at det er skidt, da en masse steder jo lever af den, men det er også et sted, hvor forskellen på privilegier bliver ret tydeligt udstillet, og hvor verdens realiteter banker på, mens vi ligger på stranden og soler os«.
’En plads i solen’ kan ses på CPH:DOX 17. og 19. marts – og kommer på TV 2 til maj.