’Englemord’: Dansk instruktør undersøger sin families store hemmelighed i særlig ny film
CPH:DOX. Om natten vågner Patricia og tjekker under sin seng, kigger i klædeskabet og planlægger flugtruter. Det er en handling, hun gentager, men som i ’Englemord’, hendes første dokumentar i spillefilmlængde, har en helt anden betydning i slutningen, end den har i begyndelsen.
Patricia Bbaale Bandak (instruktør af P3-serien ’Bad Bitch’) er taget til Uganda, fordi hun vil kende til historien bag sin mors død. Hun flyttede til Danmark i 1989 med sin far og sine søskende som toårig, kort efter hendes mor blev skudt den 24. december. Samme dato 33 år senere føder hun en datter og kalder hende Imelda – efter sin afdøde mor.
Patricia vil gerne vide mere om sin mor, hendes liv og død og forhold til Patricias far. Deres far taler aldrig om sin afdøde kone, og ingen i søskendeflokken har turdet spørge til det før nu. »Du flygtede med os til Danmark, og vi snakkede ikke mere om dig,« fortæller hun i en af dokumentarens poetiske voice overs, som er med til at binde fortællinger fra fortid, nutid, Danmark og Uganda sammen.
I ’Englemord’ dokumenterer Patricia sig selv og sin familie, mens hun prøver at få dem til at tale om Imelda for første gang. Men i Uganda møder hun igen og igen den samme indstilling: Man taler ikke dårligt om de døde. Hun spørger venner og familiemedlemmer, hvem der skød hendes mor, om hun virkelig var sådan en englemor, som alle siger, og om hun mon ligner hende. Men den version af moren, hun bliver præsenteret for, er et glansbillede, et gudeagtigt menneske, der altid gjorde det rigtige og brugte sin frokostpause i kirken.
Hun forsøger at finde en vej ind mellem de kulturelle koder. Hun planlægger en mindeceremoni for at samle hele familien, men hun kæmper med at få ordlyden i invitationen rigtig, tager fejl af, hvilket hotel hendes forældre blev gift på, og der opstår miskommunikation, så nogle af gæsterne aldrig dukker op. I en anden situation ringer hun hjem til sin bror, som fortæller hende om sin nye støvsuger. Hendes datter savner hende, og hun begynder at spørge sig selv, om det er et egoprojekt at rode rundt i hele familiens traumer.
’Englemord’ kombinerer en hjemmevideo-agtig stil med faktiske hjemmevideoer og fanger på helt simpel vis og uden store fortællemæssige armbevægelser disse mange indre og ydre konflikter. Det gør den til et rørende vidnesbyrd om, at tid og afstand kun får det usagte til at vokse.
Men i sin famlen efter at starte samtalen om sin mor, og måske fordi hun gør noget andet end det, der blev forventet, sker der lige så stille noget i hende selv og i dem omkring hende, som får historien til at vokse. ’Englemord’ udvikler sig næsten som en true crime uden genrens irriterende sensationslyst og med et mål om opklaring for Patricia, ikke for politiet.
Mod slutningen føles hendes trang til at kigge under sengen pludselig meget mere virkelig. Som familieerfaringer, hun ikke kan slippe af med.
Der er steder i ’Englemord’, hvor jeg ønskede, at jeg blev taget en smule mere med ind i, hvem de mennesker, hun taler med, er, hvordan hun har fundet dem, og hvem der filmer, når hun ikke selv gør det.
Men det er først og fremmest en kærlig og gavmild dokumentar om familiehemmeligheder, traumer og muligheden for forløsning.
Kort sagt:
Det er en meget særlig historie om familiehemmeligheder og -traumer, Patricia Bbaale Bandak har dokumenteret med ’Englemord’.