‘Med drager mod dæmoner’: DR’s efterskoleserie lever og ånder gennem de tre fantastiske hovedpersoner

Det er frem for alt takket være castingen, at DR’s nye efterskoleserie ’Med drager mod dæmoner’ i øjeblikke er enormt rørende.

Særligt den usædvanligt velartikulerede Ask, der taler langsomt og omhyggeligt, så ordene går lige i solar plexus. »Min ambitiøse præstationshjerne prioriterer tit projekter over relationer. Og jeg tror ikke, det er det, jeg bliver glad af«, siger han til sin lærer, stort set uden fyldord.

Sådan får efterskoleeleven beskrevet et virkelig centralt samfundsproblem på to smerteligt præcise sætninger.

Dokumentarserien følger Luca, Ask og Josefine, som er elever på rollespilsefterskolen Østerskov. Alle tre kommer til skolen med en bagage, som nok er tungere end de fleste 16-åriges.

Skolen brander sig på at være et epicenter for nørder. »Jeg spillede rollespil, som var dét der, alle de mærkelige børn gjorde. Rollespil er kikset (…),« beskriver den fandenivoldske, livskraftige Luca i en voiceover, mens vi ser hende sætte mørke kontaktlinser i øjnene og trække i kraftige, pelsede benvarmere.

Det er en dokumentarisk gave, hvordan elever og lærere bruger rollespillet som en metafor for livet off-game, og den prisvindende instruktør Camilla Magrid har et godt øje for disse overlap. I spillet ’Engle og Dæmoner’ går deltagerne rundt i cirkler i et okkult ritual med dramatisk lyssætning, mens de taler om at give slip på barndommen, og hvad ondskab betyder. Bagefter er de berørte og taler om oplevelsen. En elev fortæller, at hun ikke rigtigt føler, hun har fået lov til at være barn, og at det først på bagkant går op for hende, hvor meget hun har mistet.

Jeg kommer til at misunde muligheden for at få et eksplicit coming of age-ritual. Østerskovs elever er så parate til at fralægge deres hverdags-jeg og overgive sig til iscenesættelsen.

På efterskolen fortsætter mange elever på 2. år. Da Josefine starter på sit første år, ligner hun et sky dyr, der konstant er parat til at flygte ind i sin hule. Da hun sidder i bilen ved siden af sin mor og skal til at træde ud i nye efterskoleliv, er hun så nervøs for at åbne bildøren, at man kunne tro, den var lavet af glohedt kul.

Josefines udvikling er den mest markante blandt de tre. Det er helt vildt at se, hvordan hendes hud nærmest får en ny, varmere farve, og der blomstrer en karismatisk, handlekraftig person op, som evner at stå foran en fyldt spisesal og igangsætte et spontant natløb uden at have haft tid til at forberede sig på opgaven.

Det er lettere at tale med mennesker i et rollespil, forklarer hun. Så er man en anden person, og man skal ikke bekymre sig for, om folk nu kan lide én. For så er det jo karakteren, de ikke kan lide. Om sin udvikling siger hun selv, at hun er blevet god til at efterligne, hvad andre gør. Det er endnu et eksempel på rollespillets funktion – man lærer, at i interaktionen med andre, spiller vi nu en rolle.

Og sådan er det jo, uanset om man er midt i et faktisk rollespil eller ej. Man lærer at spille rollen som nogens barn, nogens ven, nogens kæreste og nogens ansatte. Fake it till you make it.

’Med drager mod dæmoner’ er fuld af smukke øjeblikke på grænsen mellem ’virkelighed’ og fantasi – og filmisk spændende både som coming of age-fortælling og som en refleksion over den eksistentielle ensomhed i at være menneske i et samfund. De tre unge mennesker personificerer i ret bogstavelig forstand Gregors kakerlaktilstand i Kafkas ’Forvandlingen’ anno Danmark i 2020’erne og herved en universelt menneskelig oplevelse af at være andet.

Der sker det ret ærgerlige i sidste afsnit, at de tre unges udviklinger bliver afrundet med banale målbare succeser. Luca har tabt sig, og Ask og Josefine får topkarakterer til deres danskeksaminer.

Det er ikke kun fortællemæssigt synd, men går også lodret imod, hvad dokumentaren via de fantastiske efterskolelærere og elever indtil da forbilledligt manifesterer: At menneskets skønhed findes udenfor det målbares klæbrige opbyggelighed – i legen og i historien.

---

Kort sagt:
’Med drager mod dæmoner’ er en smuk dokumentar om at lære at være menneske i et fællesskab med en smertelig bevidsthed om, at man er fremmed i det bredere samfund.