’De uønskede!’: Opfølger til eksplosiv debutfilm antænder aldrig
Ladj Lys brutale politithriller ’Les Misérables’ var en spillefilmdebut, der nærmest eksploderede oppe på lærredet.
I opfølgeren ’De uønskede!’ er vi igen i en trøstesløs forstad til Paris. En høj, funktionalistisk boligblok er filmet i helikopterblik i første og sidste indstilling. Inhuman boligpolitik er selve omdrejningspunktet for filmen, der desværre er en regulær skuffelse. Socialpolitik, bolignød og genhusning er ikke emner, der får gnisterne til at springe lige så nemt, som det var tilfældet i ’Les Misérables’.
Første scene kombinerer sorg og lavpraktik. En afrikansk familie har afholdt en begravelsesceremoni for en bedstemor i en af lejlighederne og skal nu transportere kisten ned ad trapperne – elevatoren er i stykker i den høje bygning og har været det længe. »Hvordan kan man leve og dø her et sted som her«, udbryder en af de sørgende kvinder, og allerede her sidder man og får færten af et manuskript, der overstyrer lidt for tit.
Ladj Ly kender asfalten, hans karakterer betræder, både fra sit eget liv og fra dokumentarfilm som ’365 jours à Clichy Montfermeil’ om opstande i forstæderne i forbindelse med det franske præsidentvalg i 2005. Men det politiske niveau har han sværere ved at tackle.
’De uønskede!’ er kalejdoskopisk fortalt. Vi følger en nyudklækket borgmester, der bliver katapulteret ind på sin post, da hans forgænger dør pludseligt. Den nye borgmester, børnelægen Pierre Forges, når ikke engang at cleare sin forfremmelse på hjemmeposten. Scenerne sammen med konen fik mig til at tænke den (mest) politiske sæson af ’The Wire’, hvor vi fulgte byens nye karismatiske borgmester. En sammenligning, der ikke falder ud til den franske films fordel.
Pierre Forges bliver spillet af Alexis Manenti, der fik sit gennembrud som skuespiller i ’Les Misérables’. Her spillede han en pilrådden politimand, så man ønskede, at man kunne hoppe ind og lægge ham i benlås, indtil nogen kunne nå at ringe til Frankrigs svar på Interne Affærer. Som politikerfigur er han blot en almindeligt usympatisk bureaukrat, der ønsker lov og orden i sin valgkreds. Hans politiske beslutninger er koldblodige, men han bliver aldrig selv mere end et gråtonet ciffer. Kontrasten til Alexis Manentis første rolle for Ladj Ly er sigende for filmens mere humpende, impotente fornemmelse.
Livet i betonblokkene fremstår til gengæld mere levende end filmens besøg på borgmesterkontorerne.
Her er kolorit og dokumentarisk fornemmelse med illegale køkkener, hvor der må dufte skønt af afrikansk mad med spidskommen og kanel. Men hvor brandfaren også er udtalt mellem de rygende gryder. Den hensynsløse borgmester står klar til at tømme en hel bygning det øjeblik, en ildebrand giver ham et påskud.
Haby Keita er heltinden i ’De uønskede!’. Hun bliver spillet glimrende af Anta Diaw med stålsat blik og retfærdighedssans. Hun arbejder med genhusning på græsrodsniveau og beslutter efter et barokt udgangsforbud at stille op som borgmester frem for børnelægen, der synes at være uden omsorg eller kærlighed for mennesker. Hun er klar til at gå reformens vej.
Som den overtydelige modsætning har vi kæresten Blaz (Aristote Luyindula), der hellere vil se tingene gå op i flammer. Man er aldrig et sekund i tvivl om, at det vil ende galt med ham.
Det er deprimerende og harmefremkaldende at kigge med, når en hel boligblok bliver evakueret, så borgmesteren kan bygge nyt til franskmænd med gode banklån. Alle bygningens beboere, mestendels med oprindelse i Afrika og Mellemøsten, skal pakke og fortrække på fem minutter. Børn og ældre syge kvinder med dropstativ bliver sendt ned gennem trappeopgangen med den tisgule belysning og de triste tags på væggen, mens politiets stormtropper træder på børnenes legetøj, så det må knase under kampstøvlerne.
Hvordan det vil gå med Haby Keitas borgmesterambitioner, bliver Ladj Ly ikke hængende længe nok til at finde ud af. Denne potentielt interessante fortælling bliver anslået og forladt igen på et tidspunkt, hvor Ladj Ly sammen med den anden manuskriptforfatter, Giordano Gederlini, måske har indset, at man må sende folk hjem med noget voldsomt, de vil kunne huske.
I stedet afrunder ’De ønskede!’ med en ubehagelig finale, hvor en juleaften i et bedsteborgerligt fransk hjem udvikler sig til et home invasion-mareridt. Det er dybt ubehageligt, men også en meget forudsigelig og effektsøgende afslutning på et melodrama, der har gode intentioner, men aldrig antænder.
Kort sagt:
Opfølgeren til den eksplosive debut ’Les Misérables’ er en meget svagere film om uretfærdig socialpolitik og hjertekolde politikere. Man betvivler ikke dens bankende hjerte, alligevel antænder filmen aldrig.