’En vild familie’: En stor sorg er i centrum for tragisk og livsglad dokumentarperle
»Tror du, det gør ondt på dem, når man plukker dem?«, spørger en dreng sin far i starten af ’En vild familie’, mens han holder en lille buket blomster i hånden.
Sådan et nysgerrigt spørgsmål kunne komme ud af munden på ethvert barn. De fire yngste hovedpersoner i instruktør Silje Evensmo Jacobsens nye norske dokumentarfilm, der vandt en jurypris på Sundance-filmfestivalen tidligere i år, er dog særligt interesserede i at tage hensyn til naturen.
Ronja, Freja, Falk og Ulvs opdragelse ligger nemlig et stykke fra normalen. De vokser op på en gård midt i den vilde norske natur, hvor forældrene Maria og Nik hjemmeskoler dem og lærer dem om bæredygtig livsstil og miljøvenligt forbrug.
Alt går imidlertid slet ikke som planlagt. For førnævnte blomsterbuket skal lægges på Marias gravsted.
Moren bliver syg med kræft og dør på tragisk vis alt, alt for ung. Pludselig står Nik tilbage med børnene, den store gård og deres fælles idealer, som er svære at opretholde, når man er alenefar. Det er her, ’En vild familie’ starter.
Anslaget lyder lidt som handlingen i fiktionsfilmene ’Captain Fantastic’ og ’Leave No Trace’, hvor idealistiske fædre opfostrer deres børn uden for civilisationen.
Dokumentaren er noget mere afdæmpet, idet mødet mellem naturfamilie og det omkringliggende samfund er mindre konfliktfyldt. Det betyder dog langt fra, at hovedpersonerne i ’En vild familie’ har det let, eller at filmen bliver mindre rørende.
»Har jeg ødelagt deres liv?«, spørger den sympatiske far sig selv, mens han forsøger at undervise sine børn i norsk, til trods for at det er den britiske tilflytters andetsprog.
Nik må tage nogle svære, men nødvendige valg i løbet af den lille håndfuld år, instruktøren følger familien med sit kamera. Han bliver nødt til at sælge gården og flytte familien længere ind mod byen. Børnene begynder også, modvilligt, at starte i skole og børnehave.
Selvom familiens livsførelse nok ikke ligner publikums egen, er deres samtaler, tanker og følelser fuldstændigt universelle og genkendelige. ’En vild familie’ er nemlig mest af alt en film om sorg og afsavn – om at leve videre og støtte hinanden, når familiens grundpille er gået bort.
Det er rørende at følge alle personerne, mens de bærer sorgen med sig på hver deres måde. 10-årige Freja ifører sig sin mors sweater, som stadig har lidt af hendes duft. Halvsøsteren Ronja, der er flyttet hjem til sin far i byen, isolerer sig, fordi hun ikke magter at tale med sine yngre søskende om moren.
Netop Marias ånd hvisler gennem filmen ligesom susen i skovens trækroner. I kraft af sin profession som fotograf har hun både gemt optagelser af sin stemme og taget en masse fotografier og videoer af familien før sin død. Dette materiale er blevet til en række små vignetter, hvor vi løbende ser hovedpersonerne gennem den afdøde mors kameralinse og omsorgsfulde blik.
»Når man står af rotteræset, lever man mindre luksuriøst«, fortæller Marias voiceover-fortællerstemme. »Men vi styrer vores eget liv«.
Hendes familiefotos og optimistiske tanker om deres liv står i smertelig kontrast til nutiden, men de giver også ’En vild familie’ en varm og håbefuld fornemmelse, som spiller sammen med den smukke, blødt dvælende underlægningsmusik.
Det er således vigtigt at nævne, at dokumentaren ikke bare består af sorgfuld tristesse. Den er også fyldt med humoristiske og kærlige scener. »Vi må spørge i børnehaven, om du må have kniv med«, siger Nik for eksempel grinende til treårige Ulv, der er i gang med at pakke sin elskede dolk ned i en rygsæk.
»Jeg er virkelig glad, men jeg er virkelig ked af det«, siger Freja på et tidspunkt i ’En vild familie’.
Sådan havde jeg det også efter at have set denne tragiske og alligevel livsglade dokumentarperle.
Kort sagt:
I den smukke dokumentarfilm ’En vild familie’ skal en atypisk norsk familie leve videre med en universelt smertefuld sorg, da den ene forælder på tragisk vis går bort.