’Leave No Trace’: ’Winter’s Bone’-instruktørs nye film er fuld af empati og store skuespilpræstationer
‘Leave No Trace’ er Debra Graniks første spillefilm siden gennembruddet i 2010 med den sublimt mørke coming-of-age-udkantsthriller ‘Winter’s Bone’, der gjorde Jennifer Lawrence til stjerne. I sin nye film, der bygger på romanen ‘My Abandonment’ af Peter Rock, fokuserer Granik igen på en marginaliseret ung kvindes overlevelse i vildnisset, men på en mere afdæmpet, udramatisk facon.
Historien minder om ‘Captain Fantastic’, hvor Viggo Mortensen opdrager sine seks børn uden for civilisationen – blot uden dens quirk. Krigsveteranen Will lever i skjul for samfundet sammen med sin 13-årige datter Tom (det newzealandske fund Thomasin McKenzie). Da vi møder dem, camperer de i et naturreservat uden for Portland, Oregon, men de flytter sig hele tiden for ikke at blive opdaget. I filmens første stemningsfulde, næsten ordløse del følger vi deres dagligdag i den fredfyldte skov, hvor de samler svampe og regnvand, spiller skak og afholder flugtøvelser. Man mærker en stiltiende, næsten symbiotisk respekt og ømhed mellem far og datter, der lever i harmoni med hinanden og naturen. Men ak, de bliver opdaget af en løber, der underretter myndighederne. Det er ulovligt at bo på et offentligt område, informerer den velmenende socialrådgiver dem. Og godt nok består Tom sin færdighedstest med glans, men skal hun ikke socialiseres?
En venlig gårdejer tilbyder far og datter tag over hovedet til gengæld for Wills arbejdskraft. Men deres nye situation skaber spændinger mellem far og datter. Mens han føler sig indespærret, trives hun i den mere sociale og stabile tilværelse. Hun lærer at cykle, begynder i skole og bliver venner med en jævnaldrende nabodreng, der tager hende med på et kursus i kaninplejning.
Wills situation overforklares ikke, men det står klart, at han lider af posttraumatisk stress, der gør, at han ikke kan klare samfundets snærende bånd, men blot ønsker at gøre sig usynlig og overleve. Som en metafor for børns uundgåelige løsrivelsesproces søger Tom derimod efter sin identitet i samspil med omverden. »Det, der er i vejen med dig, er ikke i vejen med mig«, siger Tom i et sjældent oprørsk øjeblik. Situationen er uholdbar.
Ben Foster giver en indfølt og underspillet præstation som blid og kærlig far med smerte i øjnene. Endnu bedre er nu 18-årige Thomasin McKenzie, der forståeligt blev talk of the town på årets Sundance-festival. Under sit skrøbelige ydre udstråler Tom stor styrke og stille beslutsomhed, en blanding af barnlig nysgerrighed og moden ro og selvsikkerhed.
Trods sit alvorlige emne er filmen fuld af varme og tro på menneskeheden. Der er ingen ydre konflikt eller fjende, og alle karakterer, som Tom og Will møder på deres vej – fra socialarbejderen, der er ægte bekymret, men også respekterer Wills selvstændighed, til en omsorgsfuld hippie (en glimrende Dale Dickey), der giver dem husly i en krisesituation – er rare og hjælpsomme.
‘Leave No Trace’ føles som en autentisk skildring af det fattige udkants-USA, som Debra Granik portrætterer i øjenhøjde, uden medlidenhed eller voyeurisme. Hun skildrer konflikten og sine karakterer med stor empati uden at fælde dom over, hvad der er den rigtige måde at leve på og viser det smukke ved livet i naturen og det fordelagtige ved fællesskaber uden at idealisere nogen af delene.
Læs også: De 25 vigtigste film i 2010’erne