’Fuld af kærlighed’: Christina Rosendahl har lavet en umådeligt smuk og hård film om at vokse op med en alkoholiker

Et stengulv kan være et dristigt valg. Trods de æstetiske og hygiejnemæssige kvaliteter skaber det et yderst unænsomt og tæt på farligt underlag – særligt med en alkoholiker i huset.

For når beruselse og baghoveder rammer den hårde og ødelæggende bund, flækkes hud, kranie og sindsro.

Hovedstød og flere former for brud er på brutal og skrøbelig vis på spil i Christina Rosendahls selvbiografiske værk og velkomponerede misbrugsfortælling ’Fuld af kærlighed’.

Det hele ser nu ellers umiddelbart poleret og hyggeligt ud i det middelklasselige stengulvshus på den rolige villavej, hvor den 20-årige Sofia (Vilbjørk Malling Agger) bor med sine forældre og to yngre søskende. Her er der kunst på væggene og i ørerne, og mens røde hummere ligger i store gryder, står langstilkede buketter i blå designervaser.

Men der er også halvtomme flasker i gemte hjørner og i en hyppigt sammenkrøllet krop.

Kroppen og gemmestederne tilhører Sofias far Peter (en rørende Lars Ranthe), hvis alkoholisme har skabt en (smerte)fuld virkelighed og et dysfunktionelt hjem. Men efter en ulykke og flere års jerngreb om et vinglas stilles han pludselig det gravalvorlige og længe ventede ultimatum: gå i behandling eller mist dine titler som far og ægtemand.

Med fritløbende vrede og usikker gang lader han sig indlægge på et misbrugscenter, og tilbage står de andre fire. Pårørende og dybt påvirkede.

Og netop deres rystelser er filmens forfriskende hovedfokus, med hvilket instruktøren udvider fortællingen om misbrugets (mange) ofre. For set gennem Sofias sortmalede øjne oplever man detaljerigt, hvordan afhængigheden ikke blot smadrer hoveder, levere og hjerter, men også det ydre og omgivende organ: familien.

Skammen og dens tømmermænd er fælles, og den lavmælte hovedkarakter er modvilligt blevet påtvunget et ansvar for at opretholde løgne og lægge blødgørende tæpper på et blod- og vinplettet stengulv.

Således drukner hendes eget liv og fremtid i farens alkohol, og som en uhelbredelig bivirkning heraf forsøger hun at kontrollere selv grænseoverskridende og utæmmelige situationer.

Det er ikke blot sørgeligt, men også et særtræk for ældstebarnet, hvilket vi oplever, når vi sidder med som det tavse vidne til klinisk familieterapi, hvor klassiske dynamikker og mønstre på ubehagelig vis fremlægges.

I denne rundkreds indtager en overlegen Stine Stengade filmens mest spændende karakter. Som medafhængig og sommetider direkte fortaler for sin mands spiritusindtag leverer hun – i tæt og bevægende samspil med de resterende karakterer – en anderledes og borende indsigt i misbrugets og afvænningens komplekse natur.

Når ens blik ikke er fanget af Stengade, søger det mod skuespiltalentet Viilbjørk Malling Agger. Med troværdig skrøbelighed og ’Fuld af kærlighed’ markerer hun, hvorfor hun er den rette til at kropsliggøre Rosendahls følsomme selvportræt.

Havde hendes mørke pandehår ikke allerede afsløret, at der var tale om instruktørens barske beskrivelse af egen opvækst, klarlægges det gennem filmens æstetiske og fortællermæssige greb. For udover enkelte scener med abstrakte billeder af forstørrede følelser og drivvåde nætter får et håndholdt og grovkornet kamera dele af filmen til at fremstå dokumentarisk eller som en vellykket imitation af hjemmevideooptagelser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Med denne linse indfanges blanke øjne og ængsteligheden fra hyperopmærksomme børn, men den skaber ligeledes smukke billeder af fødder og omsorg i græs. Dette lader – i følgeskab med et generelt brug af kontrastspil – familiedramaet bevæge sig fra (udelukkende) at være en reklamesøjle for antabus og en skræmmekampagne vedrørende sygdom på flaske til en nuanceret fortælling fuld af sorg, splittelse og, ja, kærlighed.

Har man haft en misbruger tæt på barndommen eller livet, vil man netop kunne genkende dette modsatrettede virkelighedsbillede og dets mangeartede fuldskab.

Og som i et Tove Ditlevsen-digt vil man spejle sig i beskrivelserne af de små sammentrækninger og store følelser – og den gennemgribende frygt for et stengulv.

Det er smukt og umådeligt hårdt.

---

Kort sagt:
Christina Rosendahls filmiske selvportræt er en (på)rørende beskrivelse af alkoholens konsekvenser og misbrugets mange ofre.