Døren står på klem ind til lejligheden i baghuset på den brostensbelagte gade på Christianshavn.
I sprækken anes Viilbjørk Malling Agger i færd med at hænge lyserøde og hvide lagener til tørre på tørresnoren, som strækker sig henover den lille gårdsplads, hvor en kat soler sig i foråret.
»Hej«, siger hun en smule distræt og drejer hovedet, så blikket møder mit og byder indenfor i køkkenet.
Den gamle kvistlejlighed og kvarteret i sig selv, tæt på det ikoniske ‘Rottehullet’, emmer af kunstner-boheme.
Viilbjørk Malling Agger bevæger sig da også i et kunstnerisk miljø. Forældrene er skuespillerne Søren Malling og Petrine Agger. Storesøsteren (Carla Malling Agger) går på skuespillerlinjen på Scenekunstskolen i København, roomien går på Filmskolen, og i weekenden var Viilbjørk et smut forbi Scenekunstskolen i Odense, hvor forældrene i øvrigt mødte hinanden i sin tid, for at se sin venindes forestilling.
Selv har Viilbjørk haft gang i en spirende skuespilkarriere, siden hun var barn.
På væggen for enden af trappen, som fører op til overetagen, åbenbarer sig en kæmpe plakat fra hendes debutfilm, den dansk-argentinske ‘Jauja’. Billedet forestiller en purung Viilbjørk med hovedet hvilende på verdensstjernen Viggo Mortensens skulder og et bedrøvet blik i de karakteristiske mandelformede øjne. For neden står hendes navn med store fede bogstaver ved siden af Ghita Nørbys.
Som bare 16-årig førte filmen Viilbjørk til den røde løber i Cannes i 2014. Siden har hun blandt andet medvirket i ungdomsserierne ‘Puls’ og ‘Nordland’99’, filmen ’Asfalt’ og den aktuelle rockerserie ‘Bullshit’.
På en træreol med indbygget skrivebord ligger to manuskripter. Det ene projekt er endnu hemmeligt. Det andet er manuskriptet til den film, som er anledningen til vores møde denne sidste dag i april, i hvilken Viilbjørk Malling Agger får sit store gennembrud i hovedrollen som den ældste datter Sofia, som lever i en dysfunktionel familie præget af alkohol.
En konstant angst
Christina Rosendahls ‘Fuld af kærlighed’ handler om en familie, som på overfladen er helt almindelig. Men efter en alvorlig ulykke i hjemmet bliver faren (Lars Ranthe) mødt med et ultimativt krav fra sin kone (Stine Stengade) og deres tre børn: Stop med at drikke og gå i behandling, ellers vil vi ikke se dig igen.
Pludselig står den bare 20-årige Sofia midt i en dyb livskrise. Hun påtager sig ufrivilligt ansvaret for at holde sammen på sin familie, netop som hun ellers var på vej ud i et selvstændigt liv som ung voksen med veninder, kæreste og rejseplaner.
»Jeg har været meget inspireret af hovedrollen i filmen ‘Fish Tank’, som gør sig selv til voksen, fordi de andre omkring hende ikke påtager sig den rolle. Det, tror jeg, gælder ret mange børn, der vokser op i noget dysfunktionelt«, begynder det unge stjernefrø, da hun har slået sig ned i køkkenet ved det sorte spisebord med en kaffekop i hånden.
»Sofia er hyper opmærksom på sin familie og har konstant antennerne ude for stemninger i rummet. Hun opfanger med det samme, om hendes far har drukket, hvor meget han har drukket, om han er fuld, ædru eller er på vej til at drikke. Hun er konstant på vagt, og hun påtager sig et enormt stort ansvar for at opretholde en kontrol og den her facade. Men det har store konsekvenser for hende, fordi hun tilsidesætter sig selv og overskrider sine egne grænser. Hun har en konstant angst for familiens sammenbrud, hvis hun mister kontrollen. For Sofia bliver kontrollen misbrugerbarnets misbrug«.
‘Fuld af kærlighed’ tager afsæt i Christina Rosendahls egen opvækst med en alkoholisk far og sætter fokus på pårørende til mennesker med alkoholmisbrug.
Efter mange års terapi har Rosendahl fundet ud af, at der kan være stor forskel på, om man er det ældste barn, det mellemste eller det yngste i en søskendeflok. I store træk bliver den ældste i en familie med alkoholproblemer typisk den ansvarsbevidste, som påtager sig voksenrollen, den mellemste bliver udadreagerende, og den yngste bliver indesluttet.
»Christina og jeg har haft et virkelig godt og meget tæt samarbejde«, konstaterer Viilbjørk.
»Jeg spiller jo en ung kvinde, som på mange måder spejler Christina selv – og mange andre unge børn af misbrugere. Så det har hele vejen igennem været vigtigt for mig at skabe en karakter, de føler sig spejlet i, og at den ærlighed og sårbarhed, Christina har lagt af sig selv i projektet, også når ud til publikum. På mange måder er det jo en kæmpe gave at arbejde med en instruktør, som har så meget af den karakter tæt på sig«.
»Christina er meget åben og nærværende, og jeg har kæmpe respekt for, at hun tør blotte dele af sig selv på den måde, hun gør med denne her film. Det har også været vigtigt for os alle sammen at få skabt en familie, hvor der også var virkelig meget kærlighed, for det at være i noget dysfunktionelt er ikke ensbetydende med, at der ikke også kan være kærlighed«.
Skænderier som taget ud af barndommen
Hvordan forberedte du dig helt konkret på Sofia-rollen?
»Jeg har læst manuskriptet mange gange, så det sad på rygraden, og haft samtaler med Christina om karakteren og improviseret med karakteren i nogle forskellige situationer. Sofia arbejder jo som rengøringsassistent på den lukkede afdeling på retspsykiatrisk, så der har jeg fået lov til at komme ud og observere, hvilket var virkelig spændende og givende, men også grænseoverskridende, fordi jeg godt kunne føle, at jeg overtrådte patienternes grænse ved at være der og træde ind i deres intime sfære«.
Hvordan har du improviseret med karakteren?
»Vi havde et prøveforløb med nogle forskellige impro-sessioner i forhold til det der med bare at være sammen i et rum som en familie, så vi også fik en fornemmelse for hinandens karakterer. Jeg tror, det gør meget for karakterarbejdet, at man har prøvet at være i nogle forskellige situationer og konflikter, som man kan trække på, når man står på set og skal lave en scene«.
»På et tidspunkt skulle vi spille kort, og det var et ret sjovt setup, for på nogle måder siger det virkelig meget om mennesker og dynamikker i en familie, hvordan man er, når man spiller et spil. Hvem er en dårlig taber, hvem snyder, hvem bliver altid uvenner? Er stemningen hyggelig eller anspændt? Jeg kan også huske en impro med Stine (Stengade, red.), hvor hun skulle putte mig, som da man var barn. Det var et virkelig fint øjeblik at have med mig i relationen mellem Sofia og Helen. Det der nærvær midt i kaos og det dysfunktionelle«.
»Jeg har også haft nogle improvisationer med Ella (Paaske, red.), der spiller min lillesøster, hvor vi har skullet skændes. Det er jo som taget ud af min egen barndom i forhold til min storesøster. Shit, hvor kan man skændes som søstre og hade hinanden, men kærligheden er der jo stadig, den forsvinder ikke. Sofia elsker heller ikke sin far mindre, fordi han drikker, men hun længes efter, at han passer på hende, og ikke omvendt«.
Jeg har ladet mig fortælle, at stemningen under indspilningerne til tider blev meget følelsesladet og næsten lidt gruppeterapi-agtig?
»Det var ret rørende at opleve et rum, der blev så sårbart og betød så meget for alle, som var til stede. Jeg kan huske de dage, hvor vi lavede nogle af de terapi-scener, hvor der bliver fortalt en hel masse om det her med familiedynamikker og roller i en familie. Det var, som om alle sad klistrede til monitoren. Alle lærte noget om sig selv og sin egen familie. Det skabte et arbejdsrum, som var meget professionelt, men også virkelig trygt at være i. Når et menneske åbner sig så meget op om noget så sårbart og universelt, som alle kan relatere til på den ene eller den anden måde, gør det noget ved folk og stemningen i rummet«.
Fuck 20’erne
Armene i Viilbjørks lilla trøje omfavner ofte hende selv, mens fingrene piller ved skuldre og nakke. De lange mørkerøde lokker med det pjuskede pandehår indrammer ansigtet. En sort streg langs de nederste vipper markerer de grønne øjne med et lidt punket udtryk. I ørene hænger små kors af sølv, og om halsen pynter en tyk sølvkæde.
Som førstehåndsindtryk fremstår Viilbjørk på én gang sej og sårbar. Hun virker selvsikkert og professionelt rutineret i at få drejet samtalen væk fra det nære og personlige og op i helikopterperspektiv og samtidig usikker og tøvende, når hun holder lange tænkepauser og reflekterende vejer sine ord, mens blikket søgende forsvinder ud i lokalet.
Måske er det bare kombinationen af omhyggelighed, stædighed og kontrol, som skinner igennem hendes væsen. Sider som Viilbjørk kan genkende i karakteren Sofia, og som hun gætter på måske kan være årsagen til, at Christina Rosendahl efter sigende har haft hende udset til rollen fra begyndelsen af.
»Sofia er en ung kvinde, som er ved at finde ud af, hvem hun selv er. Det kan jeg godt kan genkende hos mig selv, selvom jeg også er enormt målrettet og godt ved, hvad jeg vil«, siger hun.
»Jeg har et ret stort behov for at være alene og kan godt være ret ensom, men jeg har også et analytisk og rigt indre følelsesliv og er nysgerrig på mennesker og kognitive processer. Selvom Sofia har mange mennesker omkring sig, som elsker hende, tror jeg også, hun er virkelig ensom. Hun er på en måde både overstimuleret og understimuleret på samme tid, så hun står lidt et sted, hvor hun ikke rigtig kan mærke sig selv og har svært ved at sætte de der grænser. Det, tror jeg i virkeligheden, er en ting, der gør sig gældende for rigtig mange unge i dag«.
»Da jeg var barn, glædede jeg mig som en lille hundehvalp til at komme i 20’erne og bare leve ‘det fede liv’, hvad end det så var. Den der forskønnelse, folk kan have af ungdommen, og fortællingen om, hvor fedt de havde det i 20’erne, den har jeg aldrig forstået«.
»Det skal ikke lyde som en klage over min ungdom, men jeg kunne godt have ønsket mig, at nogle også havde fortalt mig, at livet efter gymnasiet ikke bare var sjov, ballade og frigørelse. At verden står åben, stiller også krav. Jeg tror, jeg følte mig ret alene i at have det sådan: Fuck 20’erne. Men det er min oplevelse, at mange unge og venner omkring mig virkelig har det svært, og at det er rigtig svært at få hjælp. Dels fordi det er svært at tale højt om de ting, der er svære, men også fordi der ikke er et samfund, som står på den anden side og er klar til at hjælpe en. Man bliver alt for ofte mødt af lange ventelister, og så giver man næsten op«.
Folk drikker sig også ihjel i Hellerup
Hvad er dit eget forhold til alkohol?
»Det fylder enormt meget i vores kultur. Da jeg gik i gymnasiet, var der virkelig meget, der handlede om alkohol og druk, og jeg har helt klart overtrådt mine egne grænser i forhold til alkohol. Jeg tror også, der er nogle aspekter i det, hvor jeg ikke engang har taget stilling til det, fordi det så meget bare har været en selvfølge«.
»Jeg synes, vi er blevet bedre til at snakke om det, og det er virkelig positivt og godt, men der er stadig langt til, at statistikken bliver ændret. Alkoholisme eksisterer jo alle vegne, og så længe alkoholismen eksisterer, vil der også være pårørende«.
De her problematikker og konsekvenser kan jo også bunde i andre ting end lige alkohol, så mange kan nok godt genkende sig selv og sin familie i filmen i større eller mindre grad?
»Ja, fuldstændig. Det her er jo en familie, som ikke mangler noget, og som bor i et fint hus, men spejlingen i fortællingen er relevant i alle samfundslag. Jeg tror tit, der kan være et billede af, at en alkoholiker er en sut, der sidder på bænken eller er på klods nede på bodegaen, og det billede er jo ikke særlig rart at putte ind i hovedet på andre om et menneske, man elsker«.
»Men folk drikker sig også ihjel i Hellerup. Du kan have været mega ensom som barn, fordi din mor var på bistand, og din far drak sig selv ihjel, eller du kan have været mega ensom, fordi du sad alene i en eller anden kæmpestor villa, fordi dine forældre havde travlt med deres advokatjobs og tog til Mallorca for at drikke sig ned i champagne. Vi kommer fra forskellige steder, men vi plages af de samme grundlæggende problemer«.
Et stædigt barn
Har du selv haft lignende oplevelser inde på livet, som du har kunnet bruge i denne her sammenhæng?
»Jeg tror, at alle på et eller andet tidspunkt vil få erfaring med at være i noget, der er dysfunktionelt, og en oplevelse af at være forbundet til nogen, der har et misbrug. Det er virkelig skræmmende. Også hvis man alene tænker på den der statistik. Statistikken der siger, at hvert tiende barn vokser op med en mor eller en far, der drikker for meget. Den statistik er jo alene baseret på alkohol, så hvad med alt det andet?«
»Jeg fornemmer, at det eksisterer i min omgangskreds. Jeg møder næsten ikke et menneske, som ikke kan relatere på den ene eller den anden måde, og det er blevet tydeligere for mig i arbejdet med filmen, fordi det har givet anledning til sårbare samtaler. Jeg er blevet mødt af så mange, der har åbnet sig op og delt deres historie. Det har været enormt givende og bekræftende i vigtigheden af historien, men også i hvad arbejdet som skuespiller kan. Man kan faktisk godt rykke til noget«.
Nu er du jo selv lillesøster, så hvilken rolle har du haft i din egen familie i forhold til det her med familiedynamikker?
»Jeg har altid været et ret stædigt barn og har meget sådan en ‘kan selv, vil selv’-mentalitet. Jeg har altid gået min egen vej. Jeg kunne godt syntes, det var lidt udfordrende at være den yngste, fordi jeg gerne ville alt det, mine søskende kunne, men jeg skulle jo først lære det. Ligesom Sofia kommer jeg også fra en familie, hvor der er højt til loftet. Jeg har nok også haft det lidt svært med autoriteter. Den der sætning: ‘Jeg bestemmer, fordi jeg er voksen’, har jeg haft det svært med, for jeg vil gerne forstå logikken. Det er ikke nok, at du bare er voksen, det er jo ikke et grundlag for, at du skal bestemme«.
Tror du, du har fået nogle ting med dig som voksen, som er formet af din familie?
»I forhold til de roller man kan have i sin familie, som bliver præsenteret i filmen, har jeg bestemt noget rebel i mig, og samtidig vil jeg også gerne have, at alle har det godt i min familie. Jeg har også altid haft enormt høje forventninger til mig selv. Det har altid fulgt mig, det der med at have svært ved at give plads og lov til, at andre gerne må hjælpe mig og acceptere, at jeg ikke kan klare alting selv«.
»Min familie ved godt, at når jeg bliver udfordret eller er ked af det, så har jeg en tendens til at lukke i som en østers. Det ved jeg ikke om er formet af min familie, men det er i hvert fald noget, der har fulgt mig, siden jeg var barn. Min evige stædighed«.
Kan de høje forventninger til dig selv også være udsprunget af at være vokset op med succesfulde forældre som forbilleder?
»Jeg tror i virkeligheden, at de der høje ambitioner kommer helt vildt meget indefra. Mine forældre lavede rigtig meget teater, da jeg var barn, og det er ikke sådan en klassisk fortælling om, at jeg var med på teatret og så mine forældre og fik stjerner i øjnene. Jeg tror i virkeligheden, jeg syntes, det var lidt træls. Jeg skulle ofte passes om aftenen, når de spillede forestillinger eller var på turné, og når man blev trukket med på teatrene, var det ofte kedeligt. Jeg var som regel for lille til at forstå forestillingerne, og så sad man nede i garderoben og blev underholdt af en fremmed. Måske var man heldig at få en sodavand«.
»Det var i virkeligheden først senere, de begyndte at lave meget film. Men selvfølgelig er det det, jeg er dannet af. Jeg så ret mange film, da jeg var barn, og var meget betaget af det medie. Jeg husker tydeligt at jeg kom hjem en eller anden dag og var sådan: ‘Mor og far, jeg har fundet ud af, at jeg skal være skuespiller, jeg vil gerne lave film’. Så sagde de: ‘Den klarer du bare selv så, det hjælper vi dig ikke med’«.
»Jeg har stor respekt for deres tilgang til det. Det har jo været en måde at beskytte mig på, fordi branchen bare er så mega hård at være i. Den er utryg og kan gøre en mega glad, men også mega ulykkelig. Når jeg mærker den hårde bagside og kommer til mine forældre for råd eller støtte, bliver jeg mødt af den der: ‘Vi har altid sagt, at det er en pissehård branche, Viilbjørk – så må du finde noget andet at lave’«.
»Det føder til min kan-selv-vil-selv-mentalitet. Min fandeninvoldskhed. Men det er det sgu lidt irriterende, at de ikke bare kan se på mig med stjerner og hjerter i øjnene og sige, ‘du er så god og fantastisk og alting skal nok gå’. Det ved jeg, at de syntes, men i sårbare momenter kan jeg godt have brug for at blive strøget lidt med hårene«.
Nepotisme eksisterer i alle brancher
Hvordan er det at komme frem som skuespiller med dine efternavne i en tid, hvor der er meget snak om nepo-babyer i branchen?
»På mange måder er det indlejret i min opvækst, og ubevidst er det det, jeg har kendt til, så selvom det ikke har været med mine forældres gode vilje, at jeg har valgt at gøre det samme, så kommer bevidstheden om, at skuespil også er et professionelt erhverv, jo fra dem, og det kan jeg på en eller anden måde kun være glad for, for jeg elsker at lave film og arbejdet som skuespiller«.
Hvad tænker du, når du for eksempel støder på en artikel, som udstiller diverse skuespillerbørn i branchen?
»Det vil jeg faktisk ikke rigtigt svare på. Egentlig ikke på grund af selve debatten i det, men det spørgsmål bliver man jo bare konstant mødt af, og det er ikke en flugt fra, hvor jeg kommer fra, men hvorfor skal det handle om mine forældre?«
»Når jeg ser det udefra, kan jeg godt forstå interessen, men det har bare altid været så mega vigtigt for mig at skabe min egen identitet og nå derhen, hvor jeg nu gerne vil hen, via min egen vej. Nepotisme eksisterer helt klart i alle mulige forskellige brancher. Men jeg tror måske, det særligt er til stede i kreative brancher, fordi det også er fag, som ikke er naturlige leveveje, men hvis man vokser op i det, er det måske det, der bliver naturligt«.
Hvor vil du gerne nå hen?
»Egentlig drømmer jeg bare virkelig om at kunne blive ved med at fortælle historier, som betyder noget og rykker ved noget. Jeg er jo stadigvæk ung og har ikke lyst til at skulle tage stilling til, hvilken skuespiller jeg skal være. Jeg vil gerne prøve rigtig mange ting af og søge ud i nogle hjørner, jeg ikke har været i. Og så tror jeg på mange måder, at det at lave film også for mig er et sted, hvor man kan sætte ord på alle de ting, man har svært ved, og alle de store følelser, der bor inde i en«.
»Jeg har jo også så meget rod og pis og lort inde i mig. Jeg er ikke nødvendigvis god til at sætte ord på ting, men jeg er god til at sætte følelser på ting og sætte mig ind i andre perspektiver. Det er i hvert fald det, jeg prøver at tage med ind i mit arbejde«.
Du har en masse pis og lort inde i dig, siger du: Har du lyst til at uddybe det?
»Det tror jeg, alle mennesker har«.
Hun smiler hemmelighedsfuldt.
»Punktum«.
’Fuld af kærlighed’ får biografpremiere 23. maj.