‘Black Barbie’: Vigtig historie i ny Netflix-dokumentar forplumres af opkørt aktivisme
Jeg har aldrig forstået, hvorfor kvinder synes, man kan sige feminisme og Barbie i samme sætning, uden det er en negation, men dejligt for Mattel og det afsindige kropsideal, at det har fået en masse gratis reklame af Greta Gerwig og andre ellers så begavede kunstnere.
Det var, indtil jeg så dokumentaren om den sorte Barbie, produceret af diversitetsdronningen og seriemogulen Shonda Rhimes, der står bag blandt andet ’Bridgerton’.
Dokumentaren er en rodebutik af random kilder, en instruktør, der fylder alt for meget, og aktivister, der udgiver sig for at være forskere. Men den lykkes trods alt med at fortælle en af menneskehedens mest væsentlige historier.
’Black Barbie’trækker på den velkendte Clarke-test, hvor afroamerikanske børn i 1940’ernes USA skulle udpege karaktertræk hos to dukker: en sort og en hvid. Det viste sig, at de små vurderede, at den hvide dukke havde alskens gode sider fra skønhed til godhed, mens den sorte – og altså den, der lignede børnene selv – var grim og ond.
Åh, mit hjerte.
I dokumentaren sidder sorte kvinder i farverige rum, de fremstår umiddelbart selvsikre og stolte af deres arv med naturligt hår og etniske smykker. Men selv når de taler med høj energi og sjove miner, bryder gråden pludselig igennem som et chok. De var ikke forberedte på, hvor svære minderne om den lyshårede Barbie var, og hvordan den fik pigerne til at tænke, at de var forkerte fra yderst til inderst.
Og hvor meget det så betød, da mødrene kom hjem med den smukke, sorte Barbie. Det naturlige hår, næsen, løberne, der fik hende til at ligne superstjernen Diana Ross.
Det hele – dukken, tøjet, smykkerne – var lavet som en hyldest til sort kultur af Kitty Black Perkins, den første farvede designer hos Mattel. Hun er én af dokumentarens kilder, som faktisk er relevant. Det er spændende at høre hende fortælle om at være den første sorte i toppen af dukkehuset.
Samtidig er der klip til små sorte børn fra fattige kvarterer i et stadig raceadskilt USA med dukker i hænderne, der er hvide som sne.
Ældre kvinder fortæller om at være vokset op udelukkende med hvide dukker. Nu er de besatte af sorte dukker, de viser deres samlinger frem til kameraet og siger, at de ikke kan få nok af dem.
Det er et vidnesbyrd, der knuger en om hjertet, og på den måde har ’Black Barbie’ indiskutabelt historien på sin side.
Men ’Black Barbie’ skæmmes af vældet af ubetydelige kilder, hvoraf en af seriens primære – instruktørens moster, der har været receptionist for ’Barbie’-skaber Ruth Handler – rammesættes, som om hun har været en af skaberne af den sorte Barbie, hvilket på ingen måde holder vand.
Dokumentaren kunne have fokuseret på borgerrettighedsbevægelsen og alt det svære, der sker som bagtæppe for fremkomsten af de vigtige barbier, i stedet for de mange kontormus’ personlige historier og kedelige anekdoter om barbiernes kjoler.
Desværre skæmmes filmen også af ensidighed. En gruppe såkaldte forskere gentager Clarke-testen for et nyt hold børn. Heldigvis synes de ikke længere, den hvide Barbie er bedre end den sorte, men de er alle sammen enige om, at det nu engang er den hvide, der er den »rigtige« Barbie.
Forsker-aktivisterne begynder herfra at tale om, at man bør disrupte »violent institutions, violent dolls, violent doll worlds, that exists because of the long legacy of colonialism«.
Filmens instruktør ender med at hylde sig selv som aktivist og citerer sine kilder for at sige, hvor vigtigt og godt hendes værk er. Inden det er udkommet.
Kort sagt:
Historien om repræsentation i legetøj er vigtig, og den fortjener en bedre dokumentar.