’All Dirt Roads Taste of Salt’: Instruktørtalent har truffet et modigt valg i sin fornemme debutfilm
Det giver rigtigt god mening, at Barry Jenkins står som producer på ’All Dirt Roads Taste of Salt’.
Den flotte spillefilmdebut af instruktør og manuskriptforfatter Raven Jackson synes nemlig influeret af Jenkins’ følelsesfulde og poetiske filmværker ’Moonlight’ og ’If Beale Street Could Talk’, der berører familierelationer, opvækst, traumer og livet som sort amerikaner gennem historien.
Ligesom ‘Moonlight’ følger ’All Dirt Roads Taste of Salt’ sin hovedperson fra opvæksten til voksenlivet, mens hun forsøger at finde en vej i livet.
Mackenzie, spillet af tre forskellige skuespillere, vokser op i Mississippi med sin søster og deres forældre. Et dødsfald bringer turbulens ind i relationerne, og rådvildheden tager til, da hun i en ung alder bliver gravid med en datter, som hun elsker, men ikke magter at opfostre.
Jacksons film føles ikke bare som et vink til Jenkins’ Oscar-vindende nyklassiker. Den unge instruktør tager konceptet længere ud – i en mindre mainstream og mere eksperimenterende retning.
For ligesom titlen kan være lidt kringlet at udtale, er ’All Dirt Roads Taste of Salt’ en langsom og stilfærdig film, der kræver, at publikum tager sig tid og giver sig hen til den. Gør man det, får man til gengæld en smuk og sanselig filmoplevelse, der kommunikerer store følelser uden at italesætte dem.
’All Dirt Roads Taste of Salt’ har nemlig usædvanligt få replikker – mange scener er helt uden. Det er et modigt og virkelig velfungerende valg, og egentlig måtte der gerne have været endnu færre replikker.
For man behøver slet ingen ord for at forstå og genkende de universelle følelser, som Mackenzie oplever, mens filmen bevæger sig frem og tilbage mellem barndom, ungdom og voksenliv. Fra hendes forundring over den store verden og den evige natur til den første kærlighed og en tyngende sorg, der vil følge hende resten af livet.
Fortællingen er fragmenteret, men også dvælende. Mange scener er påfaldende lange, hvilket giver ro til at fordybe sig i de sanselige billeder og lyde, der træder i forgrunden i replikkernes fravær.
Fuglekvidder, en klaprende cykel, gøende hunde, torden i det fjerne, cikadernes intense summen – lyddesignet er levende og fuld af detaljer.
Det passer godt sammen med den kropslige billedside. Et tilbagevendende motiv er hovedpersonernes hænder, der rører ved omgivelser og medmennesker. Et af filmens første skud er for eksempel et nærbillede af Mackenzies barnehånd, som glider ned i den plørede, grå søbund efter en fisketur med sin far og sin søster.
Senere fortæller Mackenzies bedstemor sine børnebørn, at alle mennesker kommer fra naturen, og at man kan se sig selv i enhver tilfældig håndfuld jord. I rulleteksterne takker Raven Jackson på lignende vis »de mange generationer af min familie, som vandede denne films jord med mig«.
Man får netop fornemmelsen af, at ’All Dirt Roads Taste of Salt’s billeder, berøringer og blikke gemmer på mange generationers forbundne fortællinger gennem tiden. En uudtalt samhørighed hviler over filmen.
Mennesker vil altid tvivle og spørge sig selv, hvem man var, hvem man er, hvem man bliver, og hvem man kunne være blevet. Men Raven Jacksons flotte debutfilm giver også en varm og næsten spirituel følelse af, at alt og alle, trods uvished, på en måde hænger sammen.
Kort sagt:
Amerikanske Raven Jackson spillefilmdebuterer som instruktør på fornem vis med en fragmenteret, dvælende og sanselig generationsfortælling, som lader de smukke billeder og det detaljerige lyddesign træde i forgrunden.