‘Memory’: Peter Sarsgaards underfundige smil lyser op i tårefremkaldende melodrama

Vores hukommelse og minder i relation til andre mennesker er en svær størrelse at greje. Tag blot hovedkræfterne foran kameraet i den biografaktuelle tåreperser ’Memory’.

Navnet Peter Sarsgaard bliver fra tid til anden misforstået som en stavefejl af Skarsgård-slægten. Og ligegyldig hendes egne utrolige præstationer eksisterer Jessica Chastain alt for ofte som en tarvelig tøhø-joke om rødhårede i Hollywood ved siden af Bryce Dallas Howard.

I den mexicanske instruktør Michel Francos hårdtslående drama er hukommelsen ligeledes en fandens følgesvend, da Sylvia (Chastain) ved en fejl anklager den demensramte Saul (Sarsgaard) for at have voldtaget hende som 12-årig, da han selv var 18. I raseri og afmagt over den rolige mands sprukne kar af en hukommelse, efterlader hun ham på en parkbænk.

Dårlig samvittighed vinder dog over hendes retfærdighedssans, og da hun vender tilbage, står Saul et par meter fra, hvor hun efterlod ham. Han har opfattet den voldsomme konfrontation som sne i solen – lykken og ulykken ved ikke at kunne huske noget.

Sauls arrogante yuppiebror og værge passer på ham med post-it-noter på fordøren, som eksempelvis læser »LAD VÆRE MED AT GÅ UD«, og da Saul snakker hjertevarmt om Sylvia, bliver hun ad omveje hyret som hans plejer. Det bliver begyndelsen på et komplekst, men også romantisk drama mellem to sjæle, der prøver at bygge noget godt over ødelagte relationer.

På grund af sin ødelagte korttidshukommelse er Saul ikke rigtig til stede under samtaler, men Sarsgaards underfundige smil og rare øjne får den triste skæbne til at lyse op. Han træder ind i et fænomenalt filmår for mandlige biroller, hvor ’May December’, ’Past Lives’ og ’Frit fald’ allerede har vist os nye sider af den moderne mand. 

Det er derfor heller ikke svært at forstå, hvorfor Chastains ukuelige jernkvinde begynder at falde for ham, og de to talentfulde skuespillere har en sjældent varm kemi imellem hinanden. De har sex på siden. Sarsgaard stønner lidt for højt, når de kysser. Og de græder til film i favnen på hinanden. Den fejlbarlighed imellem de to er uimodståeligt attraktiv.

På den anden side af disse to sympatiske eksistenser, findes Sylvias mor fra helvede spillet af Jessica Harper (’Suspiria’) med den samme giftige energi som en tyv i natten. Hun lister sig ind på Sylvias teenagedatter bag hendes ryg og taler ondt om sit eget kød og blod for at få en ny chance hos det godtroende barnebarn.

Franco er desværre ikke et husstandsnavn uden for kritiker- og filmfestivalcirkler her i Danmark. Hvor han er kendt, er han tit og ofte kaldt en humanistisk pendant til østrigske Michael Hanekes sammenbidte kynisme. Begge mænd fascineres tydeligvis af den ulidelige tilværelse præget af menneskets bundløse evne til at gøre hinanden ondt.

Alligevel afviger Franco fra Hanekes balstyriske ondsindethed, som opsluger de stakkels personer totalt. I ’Memory’ virker instruktøren således mere interesseret i menneskets evne til at elske trods et lorteliv levet.

De komplekse relationer, som Franco ynder at udpensle gennem hverdagens trummerum og tidens hårde tand, bliver desværre hæmmet af filmens melodrama. Som en babuskha-dukke udfolder den ene dårligdom sig efter den anden, og der findes ikke den elendighed, som Sylvia ikke har oplevet. Når det er værst, virker Sauls demens kun til at eksistere i forlængelse af denne traumefortælling.

Det er et klassisk problem for fremstillingen af den forfærdelige sygdom på film, at patientens tilbagefald bliver fordret af handlingen snarere end den anden vej rundt. Senest så vi det i genrefilmene ’Knox Goes Away’, ’Sleeping Dogs’ samt ’Memory’s navnebror fra 2022, hvor Hollywoods grå guld belejligt glemmer, hvorfor de slår ihjel.

Så grelt står det langt fra til i ’Memory’, og hvis Sarsgaards moderne mand ikke får tårerne til at trille, er der næppe noget, som vil gøre det.

---

Kort sagt:
Michel Francos tåreperser forfalder en smule til klægt melodrama, men et stærkt skuespillerensemble fremviser på glimrende vis menneskets evne til at bygge noget smukt ud af gamle sår.