’Don’t Move’: Intens Netflix-thriller lider under mangel på logik
En kvinde vågner op på bagsædet af en bil, hun er blevet kidnappet og får at vide af gerningsmanden, at hun om 20 minutter vil være lam i hele kroppen.
Hun flygter ind i en skov, han følger efter hende. Hun løber, falder, sidder og stirrer ud i luften, løber igen, og så stiller hun sit smartwatch-stopur til, ja, 20 minutter.
Det giver ingen mening, mindst halvdelen af tiden må være gået nu, men det er desværre lidt for symptomatisk for den aktuelle Netflix-thriller ’Don’t Move’.
Kelsey Asbille spiller Iris, der er traumatiseret efter at have mistet sin lille søn, der faldt ud over en skrænt i et naturreservat. Fremmedgjort fra sin mand kører hun tilbage til dødsstedet for at tage sit eget liv.
Inden hun hopper ud over kanten, dukker den mystiske, men imødekommende Richard (Finn Wittrock) dog op, og taler hende til fornuft ved at fremlægge sin egen traumatiske historie.
»Verden tager, hvad den vil have – bare den havde taget mig i stedet«, siger Iris, og vi forstår temaet om sorg og tab i en ond verden, og om viljen til at overvinde og overleve traumer. Temaer, som filmen hurtigt glemmer igen.
Richard finder en paraply med en indbygget strømpistol frem, og snart ligger Iris bedøvet i hans bil. Om han har en god forbindelse til James Bonds gadgetguru Q er et af mange spørgsmål, jeg gerne ville stille den relativt uprøvede instruktørduo Brian Netto og Adam Schindler.
De to har før ’Don’t Move’ hver instrueret én spillefilm. Til gengæld har de helt sikkert set nogle film, for vi får også et voldsomt malplaceret vink til scenen fra ’Ringenes herre’, hvor Frodo og hobbitterne gemmer sig fra en Nazgûl i hulrummet under et kæmpe træ, mens ’The Shining’ spøger i supertotalerne af en bil på vej gennem en skov set fra luften.
Herfra følger en til tider intens, men også forudsigelig flugt, hvor Iris kæmper for det liv, hun kort forinden ville sige farvel til.
Richard bliver ved med – stik mod sin kyniske, koldblodige natur – at begå dumheder som at tjekke Iris’ lommer eller fjerne hendes smartwatch. Han er rutineret og systematisk og så pludselig laissez fair og sjusket, når det er belejligt for plottet.
Alligevel viser Richard sig at være den mest interessante – eller mindst uinteressante – karakter. Filmen viser indimellem fint hans bølgende indre, og hans psykopatiske sind udfoldes, som bedøvelsen ændrer Iris, men til sidst ender Richard som en brutal voldsmand, som vi har set dem før.
Billedsiden viser effektivt det lille menneskes desperate flugt igennem den store skov, ligesom bedøvelsens af Iris’ sanser træder fint frem i trippede POV’er af naturen omkring hende.
Desperationen og suspensen underbygges af en velfungerende lydside, hvor uret altid tikker i baggrunden, imens træerne knirker, fuglene kvidrer, og brisen rusker i de høje træer.
Det giver ’Don’t Move’ tiltrængt kant i sammenligning med andre af Netflix’ genrefilm fra samlebåndet, som pletvist også kommer til udtryk i overraskende grafiske drab.
Det kan dog ikke overstråle det gennemforudsigelige plot og et akut fravær af logisk sans.
Kort sagt:
Trods visuel kreativitet kommer Netflix-thrilleren ’Don’t Move’ til kort med et sløjt plot og uforløste karakterer.