ANBEFALING. Det er sjældent, at en 25 år gammel film taler så meget til vores tid, som Michael Manns ’The Insider’ gør.
Det er en film om sandhed og om at stå ved sine idealer, og hvordan dette hurtigt kan blive overtrumfet af økonomiske og politiske interesser. Og så er det om muligt den mest nervepirrende og velspillede thriller om det møjsommelige arbejde, der ligger til grund for undersøgende journalistik, jeg nogensinde har set.
Filmens mesterlige anslag iscenesætter en forbundet, global verden i konstant bevægelse. Den drevne ’60 Minutes’-producer Lowell Bergman (Al Pacino) bliver med bind for øjnene fragtet til et hemmeligt mødested i Libanon med Hizbollahs leder, som han forsøger at istandsætte et interview med på vegne af tv-programmets feterede vært Mike Wallace (Christopher Plummer).
På den anden side af jorden i Kentucky bliver den højtstående erhvervsforsker Jeffrey Wigand (Russell Crowe) fyret af tobaksgiganten Brown & Williamson, fordi han har været for åbenmundet i sin kritik af de afhængighedsskabende stoffer, der bliver tilsat cigaretter, men som offentligheden ikke har kendskab til.
Altid et nyt scoop
Det er byggestenene til fortællingen, der afdækker den virkelige historie om, hvordan Bergman overtalte Wigand – »den ultimative insider«, som han omtales i filmen – til at stille op på kamera og afsløre en af de største sundhedsskandaler i USA’s historie, som siden kastede milliarder af dollars af sig i erstatningssager.
Men det er sigende, at fortællingen slutter et helt tredje sted – med tilfangetagelsen af en af USA’s mest notoriske terrorister i Montana – og undervejs skifter retning så mange gange, at man let kan blive rundforvirret.
Der er altid et nyt scoop at afdække i et nyhedsbillede, der aldrig sover, men spørgsmålet er, om graverarbejdet overhovedet gør nogen forskel, eller om det bare er endnu en vare, der kan sælges som infotainment.
Den erkendelse går langsomt op for Bergman, der i mødet med Wigand erfarer, at det konglomerat, han selv arbejder for, CBS News, i lige så høj grad gør sig skyldig i at udviske den sandhed, han er ansat til at grave frem, som tobaksgiganten, der truer med at lægge Wigands liv i ruiner, hvis han taler og bryder sin tavshedspligt.
Mænd, der taler i rum
Da ’The Insider’ udkom i 1999, blev den, som så mange andre af Michael Manns film, en kommerciel skuffelse, der dårligt indtjente sit budget ved billetlugerne – også selvom det muligvis er instruktørens mest tilgængelige film.
Da Oscar-statuetterne nogle måneder senere skulle uddeles, måtte filmen også gå tomhændet hjem til trods for otte nomineringer.
Siden har filmen utvivlsomt tjent sig selv hjem mange gange som en ombejlet kronjuvel i mangt et streamingkatalog, og dens plads i procedural-genren er uomgængelig.
Men det er alligevel til at forstå, hvorfor filmen ikke blev en stor billetbasker, da den udkom. Som Michael Mann selv har sagt i interviews: Det er i sin essens en film om folk, der taler sammen i to timer og 32 minutter. Hvor noget så oldschool som en fax-samtale kan føre til neglebidende spænding, og hvor der altid er en telefon, der bimler i baggrunden.
Det er et kammerspil strukket ud på det størst tænkelige lærred. Det udspiller sig i bestyrelseslokaler, kontorer, mødelokaler, anonyme newsrooms og inden for kernefamiliens fire vægge, som langsomt splittes til atomer, når Wigand kommer længere og længere væk fra sin familie i et slør af tiltagende paranoia, hævntørst over at være blevet fyret og truet og et forsøg på at gøre det rigtige.
Som altid hos Michael Mann er det arbejdet, der er i fokus. Wigand og Bergman er professionelle, der brænder efter at præstere deres ypperste, men som begge må indse, at de har bevæget sig for langt væk fra deres idealer. Som hovedkaraktererne i Manns mesterværk ’Heat’ er de på overfladen modsætninger, men de er bundet sammen af deres værdisæt.
Wigand er en socialt akavet, drikfældig, men genial forsker, der har givet køb på sine værdier om at bruge sin viden til at tjene offentligheden for i stedet at tjene en fed hyre i tobaksbranchen, så han kan give sin familie de bedste forudsætninger.
Bergman er på den anden side en selvretfærdig sandhedssøger, der bærer sit ’60 Minutes’-job som et adelsmærke, indtil han desillusioneret indser, at han også har sat sine værdier over styr, lokket af prestigen ved at producere landets mest populære nyhedsprogram.
Hjerteskærende slowmotion
Det, der er så fascinerende ved ’The Insider’, er, at det er en klassisk Hollywood-film med skuespil i særklasse, samtidig med at det er en abstrakt udforskning af de kapitale kræfter, som styrer samfundets bærende instanser, fra retssale og politikontorer til nyhedsredaktioner.
Hvor det at gøre det rigtige har en høj personlig pris, fordi de virksomheder, der sidder på magten, simpelthen gør det modsatte langt mere lukrativt.
Mann-aficionados har en tendens til at underkende ’The Insider’, netop fordi den lægger sig et sted mellem det konventionelle og det abstrakte, hvor hans senere værker i højere grad bekender kulør. Men for mig at se er filmen i perfekt balance, og den præsenterer Manns om muligt mest skarpe dissekering af, hvordan mennesker formes af de systemer, der omgiver dem, og hvor svært det er at bryde fri af dem – et fast tema hos instruktøren.
Mann præsterer i samarbejde med sin hoffotograf Dante Spinotti et utroligt intenst kameraarbejde, der gør, at vi kommer helt ind i hovedet på karaktererne. De grænseoverskridende, kælkede nærbilleder blev blandt andet optaget på objektiver designet til at fotografere insekter, så man kunne komme helt tæt på karaktererne. Og sjældent har slowmotion været brugt med så hjerteskærende effekt som i filmens emotionelle klimaks.
Filmens mest vovede visuelle valg er en utroligt smuk scene, hvor et vægmaleri pludselig bliver levende på det hotelværelse, Wigand har indlogeret sig på for at have udsigt til Brown & Williamsons juraafdeling, hvor lyset er tændt dag og nat, fordi de arbejder på at køre hans liv i sænk.
Baggrunden flyder sammen og bliver til et billede af Wigands små piger, som han har sat alt over styr for. For hvis han ikke er sand over for sig selv og gør det rigtige, hvordan kan de så nogensinde lære af ham?
En ufattelig transformation
’The Insider’ er også en af de mest narrativt komplekse mainstream-film, jeg kan komme på.
Den hopper konstant mellem locations og subplots, uden at det føles forceret, og halvvejs igennem filmen går den fra at være en film om at opnå social retfærdighed mod milliardvirksomheder til at vende blikket indad mod mediernes sandhedsværdi og den uafhængige journalistiks kollaps og skabe en langt mindre opbyggelig fortælling end den om den lille mand mod systemet.
Ankeret, der binder det hele sammen, er det fænomenale samspil mellem Russell Crowe og Al Pacino. Sidstnævnte spiller stort set den samme rolle som i ’Heat’, og også i ’The Insider’ giver han fuld los med ekstravagant skuespil – blandt andet i en kuldegysningsfremkaldende monolog, hvor han udstiller nyhedscheferne på CBS for at lade nyhedskriterier styre af økonomi, da hans chefer truer med at skrinlægge Wigand-interviewet på grund af et muligt søgsmål fra tobaksindustrien.
Det er samtidig ufatteligt at tænke på, at Russell Crowe kun er i starten af 30’erne, da han spiller rollen som den kontorgrå, let overvægtige, 50-årige familiefar Wigand, der står i skærende kontrast til Crowes efterfølgende rolle som glinsende muskelbundt i ’Gladiator’.
Tilsæt et mesterligt birollecast med Christopher Plummer, Michael Gambon, Gina Gershon og Bruce McGill som højdepunkterne. Nogle af dem er kun med i én scene, men de efterlader et uforglemmeligt indtryk.
Man skal passe på med at bruge ordet i flæng, men her er det på sin plads: Mesterværk.
’The Insider’ kan ses på Disney+, Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.