’100 års ensomhed’: Netflix-take på elsket bog er ubehagelig, smuk og imponerende
Siden udgivelsen i 1967 har mange fortabt sig i Gabriel Garcia Marquez’ storlitterære værk ’100 års ensomhed’.
Så da Netflix erklærede, at de ville lave en seriel adaption af den fantasifulde familiekrønike, var flere ramt af forventningsglæde, men ligeledes mistro til, om skaberkræfterne ville kunne udfylde den colombianske nobelprismodtagers grandiose kunstneriske sko.
Lykkeligvis har streaminggiganten været opgaven moden og leveret en ganske glimrende første sæson, hvori vi følger José Arcadio Buendia og hans hustru Úrsula – som i øvrigt også er hans kusine.
Den forbudte kærlighed skaber ikke udelukkende en snert af væmmelse hos publikum, men ligeledes hos parrets omkringstående, der blandt andet varsler, at deres kommende børn vil blive vanskabninger med grisehaler.
På flugt fra både fordømmende blikke og profetier rejser de to elskende og andre eventyrer ud for at finde havet og friheden.
Havet gemmer sig, men friheden pulserer i den by, de sammen grundlægger. I dette paradis, i dette Macondo, synger lysegule fugle, når sol og vind (bogstaveligt talt) fordeles lige mellem dets visionære indbyggere.
Her udspiller sig en årelang fortælling om lidenskab, slægt og skæbne i et imponerende sansemættet billede af latinamerikansk 1800-talshistorie.
Præcis som sit litterære forlæg er seriens æstetiske hovedgreb magisk realisme, hvilket er yderst vellykket iscenesat, og herigennem formår ’100 års ensomhed’ kløgtigt at skildre den legende relation mellem fantasi og virkelighed – og mellem natur og videnskab.
Den driftige patriark og Mads Skjern-type José Arcadio finder nemlig pludselig interesse for alkymi, og i følgeskab med både modsatrettede sønner og en rar skægget mand med en fashionabel hat forsøger han at finde formlen til guld og menneskelig erobringsmagt.
Sidstnævnte er der mange af seriens figurer, der søger, og det mangeartede – og voldsparate – karakterkatalog er en af ’100 års ensomhed’s absolutte styrker med alt fra farverige gøglere og storrygende couger-kvinder til piratlignende førstefødte, der drikker 42 æg til morgenmad. Skuespillet er glimrende og spænder fint fra det minimalistiske til det teatralske, når livets kulør og facetter dirrende fremmales.
Med»Viva la revolution«-replikker og et lille touch af western skaber serien et sprødt land, hvor mænd kan udleve deres drømme og storhedsvandvid, mens kvinderne får byens hjul og hjerte til at spinne og banke. Og så skal de ’naturligvis’ også lægge krop til maskuline lyster. Suk.
Derfor er sex og jordskævende orgasmer (til tider malplacerede) hovedingredienser i denne sansebombe, og selvom der egentlig er nogle søde romancer og gribende kærlighedssekvenser, er det samtidig meget forskruet.
For der er ikke kun tale om en enkelt spicy fætter/kusine-sengefest. Nej, serien er spækket med incestuøse forhold, hvilket grænser sig til det ubehagelige – sommetider direkte modbydelige, når det er meget unge (som i meget unge) voksne, der berøres af grove hænder og ødelæggende tendenser.
Således er slægtens ensomhed evigt nærværende. Den knaldes til døde indefra. Og selvom der ikke indavles grisehalede børn, ender Buendia-familien alligevel med at producere (følelsesmæssige) vanskabninger.
Men selv døden og det vanskabte er som alt andet i Netflix-dramaet ganske smukt – om end også grufuldt – portrætteret, og ’100 års ensomhed’ er på alle måder en umanerligt æstetisk og taktil fornøjelse.
Seriens rolige tempo gør, at man frydefuldt kan nyde hvert et lille poetisk støvkorn og nedfalden blomst, mens fremdriften dog også sine steder går tabt.
Heldigvis vugger en behagelig voiceover os gentagne gange tilbage til fortællings kerne, inden den slutteligt efterlader os på et melankolsk solgyldent spot, hvor vi spændt venter på næste sæson.
Kort sagt:
Netflix’ ’100 års ensomhed’ er en poetisk slægtsfortælling og en vellykket serieadaption af Gabriel Garcia Marquez’ storhyldede værk.