’La Palma’: Skildringen af katastrofen i norsk Netflix-serie er nærmest uset på vores breddegrader
En ung kvinde springer fra en lille båd i det azurblå vand ud for Kanarieøerne, men få øjeblikke senere flyder hendes lig rundt under båden, mens vandet bobler og syder. Det er kogende og har dræbt hende på sekunder, for et udbrud ulmer i den vulkanske undergrund.
Sådan åbner den norske Netflix-serie ’La Palma’ på voldsom vis med forvarslet om det storslåede naturkatastrofedrama, som udspiller sig over dens fire afsnit, der følger en norsk familie og et internationalt vulkanforskerhold.
’Feliz Navidad’ spiller i baggrunden, da den norske kernefamilie af mor Jennifer, far og stedfar Fredrik, teenagedatteren Sara og lillebroren Tobias ankommer til den kanariske ferieø La Palma.
Det er jul, hotellobbyen byder på gensyn med plastikjuletræ og landsfæller, som familien seks gange tidligere har tilbragt julen omkring samme sted. Man fornemmer, at det ikke kun er under jorden, at noget er under opsejling. Familien er ikke i sync, som de givetvis plejer at være, når julen fejres i det sydspanske.
Samtidig er La Palma »en tikkende bombe« af en vulkanø, hvor det »ikke er et spørgsmål om hvis, men hvornår«, en fatal katastrofe rammer. Åbningsscenens varsel om, at vandet visse steder er kogende og kan koste svømmeglade (norske) turister livet, indikerer, at det er ved at være oppe over.
’La Palma’ udforsker det kaos, en ukontrollabel naturkatastrofe skaber, ikke mindst når nordiske velfærdsborgere, der ser sig selv som empatiens forkæmpere, er indblandet.
Udover familien møder vi norske Marie og hendes vulkanologkolleger, der tidligt opdager store forandringer, og ekspositionstungt forklarer hinanden og seerne, at et nyt udbrud kan få en bjergside på størrelse med Manhattan til at styrte i vandet.
Det vil skabe en tsunami a la den thailandske i 2004, hvor Maries forældre døde for øjnene af hende. Nu vil hun gøre alt for, at ingen skal opleve noget lignende.
Man aner undervejs en klar inspiration i Ruben Östlunds mesterlige skiferiedrama ’Force Majeure’. I familiens intime øjeblikke, hvor faderfiguren slår sprækker som jaloux ægtemand og uopmærksom far, mærker man tydeligst og bedst, at ’La Palma er norsk og ikke amerikansk.
Forholdet mellem Fredrik, der slænger sig i solstolen og drikker fadøl i vasestørrelse, og hustruen Jennifer, som har omlagt sit liv til at handle om træning og sundhed, blotter sig gennem små løgne og stikpiller.
Den 17-årige datter, der teenagehastigt forelsker sig i en anden norsk pige, og den indelukkede autistiske søn bruges velplaceret til at udforske problemerne, som de voksne lægger låg på. De er begge lige ved at stikke af, og imens hele øen skælver, er det i børnene rystelserne sker, når forældrenes tektoniske plader støder sammen.
Stærkest står Fredrik-karakteren spillet af Anders Baasmo, som da lokummet brænder skifter hyggeonklen ud med både handlekraft og små doser af medmenneskelighed. Han er røvirriterende, men jo også god nok på bunden, og den dualitet favner Baasmo flot.
Hos forskerne er dilemmaet, om man skal fortælle omverdenen om katastroferisikoen uden at være sikre på, at den indtræffer. Håndhæver man folks ret til at kende til faren, eller bukker man under for frygten for at skabe unødigt kaos?
Det etiske dilemma udlægges fint, men udover en charmerende scene, hvor to mandlige forskere deler en bundsjat rødvin, mens de stirrer direkte ned i den lavaboblende vulkan, forbliver forskernes rolle lidt fastlåst. De er der mest for at forklare, hvad der sker, så seriens stærkeste kort kan komme i spil: de kæmpestore billeder af den lige så store naturkatastrofe.
Det er vildt, voldsomt og meget langt fra subtil socialrealisme, når Netflix-pengene kastes efter bjergtagende billeder af vulkaneksplosioner og flodbølger. Visuelt er det noget nær uset på vores breddegrader.
Det klæder skandinavisk film og tv, at man tør give los, som ligeledes norske ’Trold’ i 2022 gjorde det i monsterfilmgenren. Seriens skabere og den danske instruktør Kasper Barfoed (’Sommeren 92’, ’Kastanjemanden’) spiller med åbne kort og giver os ikke én gigatsunami, men to, der i et fastfrosset sekund klasker sammen.
Udfaldet fremstår dog småforudsigeligt, og nytænkningen bliver ved små dialogsekvenser i de første afsnit. Katastrofefilmens troper overtager showet, da først alarmen har lydt.
Man bliver intenst skubbet ud mod sofakanten, men mængden af uheld og dumme beslutninger er lige ved at kamme over mod slutningen. ’La Palma’ glemmer i farten noget af den nærhed, der gør den skandinavisk og speciel.
Alligevel stikker den ud som et bevis på, at vi i Norden godt kan måle os på Hollywood-skalaen.
Kort sagt:
’La Palma’ er en underholdende, spændende og storladen katastrofeserie, der starter med en fin skandinavisk nærhed, som den dog glemmer undervejs, når kaosset først bryder ud.