‘Mere tid til gaming’: Komikers P3-satire er spild af alles gamingtid (og kostbare liv)
Hvordan får man mere tid til at game?
Stensikkert ikke ved at se P3-programmet ‘Mere tid til gaming’, der ønsker at gøre op med fordomme og »gamerskam«, men udelukkende frarøver sine seere kostbare minutter.
Jeg skal være ærlig og medgive, at det ikke nødvendigvis er øverst på min ønskeliste at høre en voksen mand tale om gaming.
Dog virker det som et meget større tidsspilde at høre en voksen mand tale om, at han ikke har nok tid til at game, hvilket desværre er det eneste, ‘Mere tid til gaming’ handler om.
Det siger jeg ikke, fordi jeg synes, det hverken er barnligt eller spild af tid at game, men fordi serien selv lader til at have så svært ved at tage sin mission alvorligt, at den ender med at bekræfte alle de fordomme, den ønsker at komme til livs.
»Gamerskam« er i øvrigt et fænomen, DR selv sætter fokus på i forbindelse med programmet, og selvom det sådan set er prisværdigt og måske tiltrængt, lugter hele projektet langt væk af ord som ‘målgruppe-workshop’ og ‘indsatsområde på tværs af platforme’ stemplet i panden.
Som den sigende titel indikerer, handler ‘Mere tid til gaming’ om, at Peter Werner som en 30-årig familiemand med krævende 9-17-arbejde, hov nej… en 30-årig mand med en hund opkaldt efter ‘Tekken’-bjørnen Kuma, den ufleksible jobbetegnelse standup-komiker og en lejlighed med kæresten Clara Schøn, der også er standup-komiker, har for lidt tid til at dyrke sin hobby.
Det skal Werner til livs gennem fire afsnit, hvor han prøver at tidsoptimere sit liv på nogle så snotdumme måder, at han ikke engang selv evner at bilde os ind, at han mener det.
I første afsnit prøver komikeren at være en dårligere partner, som sætter en AI til at lytte til kærestens historier om kaffesirup, mens han spiller. I et andet er han en virkelig dårlig standup-komiker, der vil gamificere sit set, men i stedet dør på scenen.
I det sidste er det tid til at være en forfærdelig ven, som af uransagelige årsager beder eksfinansminister og DR-supergæst Bjarne Corydon om hjælp til at fyre en af sine nærmeste venner.
Hvorfor det er så vigtigt for Peter Werner at game, blafrer underfortalt i vinden, mens han vasker sin hvide Tesla, (som han »har købt, før de blev billige«) med virtual reality-briller på.
Det bliver tilnærmelsesvis sjovt, da Werner forsøger at »nudge« sin kæreste Clara til ikke at ville have børn ved at hyre et hold skuespillere til at svine familielivet til på en date i et keramikværksted.
I sidste ende viser det sig dog, at problemet ikke har så meget med gaming at gøre, men noget så originalt som … frygten for voksenlivet!
Selv det virker bare påklistret, for generelt lader alle involverede til at være så vanvittigt klar over, at de medvirker i et underudviklet satireprogram, at det hele bliver ligegyldigt spil for galleriet. Den gennemgående tøhø-stemning dræber spændingen og får alle til at fremstå dummere, end de er.
Hvis man har fordomme om, at gaming er for mandebabyer, bliver man ikke udfordret overhovedet, og det virker håbløst bedaget og misforstået.
I stedet for at lave et sjovt program om et menneske, der har stor passion for sin hobby, har DR med venstre hånd og et vanligt ikke-budget, præsteret et program med en elendig præmis, der burde have nøjedes med at skamfere et whiteboard.
For enten har komiker Peter Werner lavet serien, fordi han oprigtigt drømmer om at outsource sine analoge relationer til kunstig intelligens for at få ‘Mere tid til gaming’. Eller også ved han godt, det er gak, og så er den komiske konflikt jo dødfødt?
Intet står dog rigtigt klart i P3-programmet, andet end at DR er lige så liderlige efter unge mandlige seeres opmærksomhed, som Bergur Løkke Rasmussen da han forsøgte at høste stemmer til EU-valget i ‘World of Warcraft’, eller som Donald Trump på stemmefiskeri i USA’s populæreste dude-podcasts.
Men desværre enormt meget mindre dygtige til det end begge.
Kort sagt:
‘Mere tid til gaming’ er 80 minutters mislykket, doven satire, der er spild af liv og kostbar gamingtid.