’Mufasa: The Lion King’: Trods dumme fejl er det svært ikke at lade sig rive med af ny ‘Løvernes konge’-film

Du godeste, hvor er det rart at sætte sig i biografsædet og vide, at Mufasa ikke skal dø!

For siden dyrenes version af ’Hamlet’ havde premiere i 1994, har publikummer i alle aldre begrædt den firbenede dilfs grufulde gnu-ulykke.

Men i Barry Jenkins’ overdådige prequel til klassikeren ’The Lion King’ får vi to timers rendyrket Mufasa’isme, når historien om en lille kats vej mod at blive en stor konge foldes ud. Halle-freaking-luja!

Ja, jeg er, som det kan fornemmes, svært begejstret for Simbas gyldne far og alle de andre løvebasser i den populære Disney-franchise, hvorfor jeg har glædet mig ustyrligt til denne fortælling ­– og hvorfor jeg ligeledes frustreres en anelse over, at den ikke lever helt op til mine tårnhøje forventninger.

Jo jo, den er da på mange måder virkelig vellykket, for med flotte fotorealistiske billeder og et formidabelt score hives publikum fra allerførste sekund ind i en vidunderlig og visuelt velskabt savannefantasi, der læner sig opad 2019’er-remaket af den tegnede original.

Men modsat Jon Favreaus liveaction-version er de besjælede karaktere denne gang fulde af udtryk og fortællende grimasser (well done!). Man ser derfor frygten i Mufasas killingeøjne, da klodens største vandpyt i filmens begyndelse river ham væk fra sine forældre, og man mærker lettelsen, da han reddes af den jævnaldrende britisktalende cutsie løveunge og tronfølger Taka.

Med et outcast-prædikat i den smukt kreerede pels får titelfiguren allernådigst lov til at tilslutte sig flokken, og akkompagneret af Lin Manuel-Mirandas svingende sange (der dog ingenlunde kan måle sig med originalens Elton John-baskere), opvokser de to brothers from other mothers side om side.

Alt er Hakuna Matata, indtil Mads Mikkelsen pludselig kommer valsende ind.

Eller indtil den white walker-lignende løve Kiros – med (sang)stemme og fremragende skurkagtighed fra den danske skuespiller – erklærer, at han grundet hævn over sin døde søn vil dræbe Mufasa. Albinodyret vil i øvrigt herske enerådigt over hele savannen (#ImperialismMuch).

Lettere abrupt skal adoptivbrødrene nu på flugt for at finde den slette, den retfærdige helt senere vil komme til at regere over, og uagtet at det giver skønne landskabsbilleder og et gensyn med den vise og capoeira-agtige bavian Rafiki, går fortællingen herefter lidt i stampe. Men så har man jo tid til at dvæle lidt ved filmens ’overraskende’ afsløring’, som ikke just går sømløst op med originalens ideer om striks tronarvelovgivning og ’he lives in you and in the clouds’-logikker.

Nuvel, der skal være plads til kunstnerisk frihed i dette forsøg på lidt velundt redemption villain story.

Og præcis som i forlægget rummer denne film et ulmende mørke, og Jenkins sniger tematikker som tyranni, jalousi og lidt low key backstabbing ind, hvilket giver musicalen en alvorstung og til tider virkelig uhyggelig dimension.

Lykkeligvis er alt ikke kødædende rædsel, for Disney-filmen er lige så underholdende, som man kunne håbe, hvilket ikke blot kan tilskrives den skarpe og vittige dialog, men ligeledes de højtelskede og herre grineren sidekicks Timon (Billy Eichner), Pumba (Seth Rogen) og Zazu (Preston Nyman), der alle beriges med fantastisk stemmearbejde.

Aaron Pierre gør det ligeledes godt som den unge Mufasa, men han er ingen James Earl Jones (Rip!). Og selvom der er flere af motiverne og ’circle of life’-pointer, der tyvstjæles fra originalen, er historien ikke lige så overbevisende som det Shakespeare-inspirerede mesterværk fra 1994.

Det er dog næsten umuligt ikke at lade sig medrive og bevæge, når der med fine nuancerede penselstrøg (eller snarere veludviklet animationsteknik) berettes om magt, mod og broderskab på tværs af blodbaner, eller når det bevises, at selv en kommende konge kan udstødes – og at selv en udstødt kan blive konge.

Nej, intet slår det tegnede monsterhit. Men med lidt god vilje kan ’Mufasa’ underholde både familier og ’The Lion King’-fangirls.

Kort sagt:
Trods dumme fejl og tyveri fra det originale mesterværk er Barry Jenkins’ prequel en både underholdende og livsklog fortælling om blod og brøde.