Nyheden om David Lynchs passeren til de evige kaffemarker har skabt kollektiv sorg i filmverdenen, både blandt de stjerneskuespillere, hvis karrierer instruktøren var med til at fremme, og blandt helt almindelige filmfans, for hvem han har defineret perspektivet på, hvad filmkunsten formår.
Sandheden er dog nok samtidig, at mange uden for cineastkredsene i dag nok primært kender Lynch for hans mest populære værk, serien ’Twin Peaks’, der redefinerede tv-formatet i starten af 90’erne, og som den visionære amerikaner vendte tilbage til i ’The Return’ fra 2017, hans sidste store arbejde.
’Twin Peaks’ lever videre i populærkulturen, mens Lynchs banebrydende film måske fylder mindre blandt nye generationer. Hans sidste spillefilm, ’Inland Empire’, ligger trods alt 19 år tilbage.
Filmene er ikke desto mindre lige så emblematiske som den berømmede tv-serie for, hvad der udgør det særligt »Lynch’ske«, som i dag er en betegnelse, vi lystigt sætter på alt, der flirter med surrealistisk stil, sort humor og menneskets dystre underbevidste lag.
Men hvor skal man starte, hvis man har ’Twin Peaks’ i bagagen (og har man ikke: så se at komme i gang!), men er novice ud i Lynchs imponerende række af mesterlige film?
Vi hjælper på vej.
Jeg vil da starte med hans mest anerkendte film.
Så skal du se: ’Mulholland Drive’.
I 2016 blev David Lynchs næstsidste film ’Mulholland Drive’ fra 2001 kåret til årtusindets bedste af britiske kritikere, og på den prominente Sight & Sound-kanon tronede den i 2022 på en ottendeplads. Lynch blev nomineret til en Oscar for bedste instruktør, selvom hans eneste Oscar-statuette blev en særlig ærespris.
Ligesom David Lynch sidst i sit liv har fortalt om Netflix’ afvisning af hans nyere projekter, var ’Twin Peaks’ massive succes heller ikke garant for at få grønt lys tilbage i 2000, hvor ABC takkede nej til ’Mulholland Drive’, der oprindeligt var et 90 minutter langt pilotafsnit af en serie.
I stedet blev det klippet til en film, hvis genistreg ikke mindst er dens syrede form, hvor man som seer, ligesom Naomi Watts’ blonde og blåøjede skuespillerspire, er underkastet fortællingens magt.
På papiret kan ’Mulholland Drive’ næsten lyde som en generisk gyser. Den unge Betty Elms flytter til Hollywood med stjerner i øjnene, men bliver en brik i drømmefabrikkens hjerteløse mørke. I sin lejlighed finder hun en dag en kvinde med hukommelsestab, men deres møde omgærdes af mystiske hændelser.
Lynch spiller på nogle af Hollywood-historiens helt store noir- og divamyter fra ’Sunset Boulevard’ til ’Whatever Happened to Baby Jane’, mens man senere kan se ’Mulholland Drive’s spor i både ’Black Swan’, ’The Neon Demon’ og ’Gone Girl’.
Hvor mainstreamlandskabet i dag, ikke mindst i thriller-genren, er præget af et overforbrug af tidsspring og fortælletwists, er ’Mulholland Drive’ til gengæld et mesterværk.
’Mulholland Dr.’ kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Viaplay
Nej, spol lidt tilbage. Jeg vil starte med filmen, der gjorde Lynch til Lynch.
Så skal du se: ’Blue Velvet’.
‘Blue Velvet’ var filmen, der i 1986 for alvor satte Lynchs særlige stil på landkortet og som en enestående revolution af måden, man fortalte populærkulturelle historier på, skulle forandre amerikansk film for altid.
Man kan ikke tænke på ’Blue Velvet’ uden også at høre ’Blue Velvet’ for sit indre øre (et ord, der i sig selv er mærkeligt at bruge om ’Blue Velvet’, hvor et øre er hovedmotiv).
Og selvom det måske ikke umiddelbart virker mere bemærkelsesværdigt end med så mange andre film og deres catchy titelsange, er det altafgørende for, hvordan Lynch fusionerer. Bygger levende mysterier og mareridt ved at vise det usandsynlige, binder billeder og lyd sammen.
I ’Blue Velvet’s ikoniske åbningsscene ånder alt fred og fordragelighed i det næsten selvlysende perfekte forstadskvarter med tæmmede grønne plæner og hunde i snor. Indtil manden med vandslangen falder om, dyret gør, vi bogstaveligt talt dykker ned under overfladen i den billebefængte jord, og alle mindelser om orden går i total svimlende opløsning.
Selvom Kyle MacLachlan havde været frontmand i kæmpefloppet ’Dune’, gav Lynch ham endnu en hovedrolle som den universitetsstuderende Jeffrey Beuamont, der vender hjem til sin barndomsby og ved et tilfælde finder et afskårent øre, der bliver portal til grumhederne i skyggerne, som tæller en Dennis Hoppers psykopatskurk og Isabella Rosselinis næsten overnaturlige barsangerinde.
Det er Lynchs opfindelse af, hvad man kun med et fattigt ord kan kalde instruktørens ’bag det stille ydre’-formular, som senere blev central for hans allerstørste tv-revolutionerende hit ’Twin Peaks’. Uden yderligere sammenligning havde der uden ’Blue Velvet’ næppe heller været en ’Desperate Housewives’, som Kyle McLachlan senere kunne spille morderisk tandlæge i.
’Blue Velvet’ kan ses på Apple TV og YouTube Movies
Spol endnu mere tilbage. Jeg kan lide orden i sagerne og vil starte med begyndelsen.
Så skal du se: ’Eraserhead’
Med 10 spillefilm er David Lynchs oeuvre overskueligt nok til, at du godt kan køre det hele igennem på et par uger, hvis du er ambitiøs (vi garanterer ikke for den psykiske tilstand, et sådant binge vil bringe dig i).
Og er du typen, der har det bedst med kronologi og orden, jamen så er debutfilmen ’Eraserhead’ fra 1977 selvfølgelig stedet at fange an.
Den sort-hvide lavbudgetsfilm er en udsyret bodyhorror om en akavet mand, Henry, der efterlades med sit barn, et monstrøst væsen, der måske-måske ikke kommer fra det ydre rum.
Den industrielle lo-fi-æstetik vil absolut skræmme nogle væk i dag, men filmen er ikke desto mindre dybt foruroligende og forvarsler flere af Lynchs bærende ideer, som når en kvinde bor i radiatoren i den mørke faldefærdige lejlighed, når Henry surrealistisk drømmer om en månemand, og når det ender klamt og blodigt, så man forstår, hvor ’The Substance’ hentede noget af inspirationen fra.
Men filmen har også den ømme følelsesmæssige nerve, der gennem meget af Lynchs værk og skaber en kontrast til det uhyggelige og ulækre. Sammen med deadpan-humoren er det måske netop denne (selvbevidste) sentimentalitet, der har gjort Lynch tilgængelig for et bredere publikum.
Er man virkelig completionist, kan man jo også gå helt tilbage og starte med Lynchs første kortfilm, ’Six Men Getting Sick’, som er, fuldstændigt hvad titlen lover.
’Eraserhead’ kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay
Åh. Må jeg ikke bare starte lidt blødt og nænsomt?
Så skal du se: ’The Straight Story’
Er dobbeltgængermotiver, manglen på åbenlys logik, pludselig vold og generel uhygge ikke lige din kop te, så er … David Lynchs film nok generelt ikke lige sagen.
Med en enkelt undtagelse: ’The Straight Story’ fra 1999.
Som titlen antyder, var filmen et demonstrativt og selvironisk modsvar til de kryptiske værker, Lynch var slået igennem med. Den kom to år efter Lynchs måske mest mørke og mærkelige film (se herunder), og den var sågar lavet for Disney i et af filmhistoriens mest mærkværdige matches.
’The Straight Story’ er lige netop fuldstændigt straight: En klassisk roadmovie om den gamle krigsveteran Alvin, der rejser gennem Iowa og Wisconsin på en plæneklipper, baseret på en virkelig historie.
Mange inkarnerede Lynch-fans er ikke meget for at sætte pris på denne mainstream, varme og nærmest opbyggelige fortælling, og starter man her, er det da også lidt som at se ’Direktøren for det hele’ som sin første Lars von Trier-film.
Men ikke desto mindre: Det er faktisk en virkelig god, smuk og rørende fortælling, der viser, at Lynch var meget mere end sine mere surrealistiske shticks. Han er en elementært dygtig filmskaber, og hans kærlighed til de amerikanske landskaber og evne til at billedliggøre landets ikonografi lyser tydeligt igennem ’The Straight Story’.
Inderst inde var Lynch lige så meget varm humanist, som han var voldsdyrkende provokatør, hvilket også ses i hans næstmest ligefremme film, ’Elefantmanden’, der med sit fokus på et deformt menneske dog stadig vil være hård kost for nogle.
’The Straight Story’ kan ses på Filmstriben
Du har ikke bare noget med … Nicolas Cage, vel…?
Så skal du se: ’Wild at Heart’
Før David Lynch syrede helt ud, lavede han i 1990 ’Wild at Heart’ – eller ’Vilde hjerter’ på dansk – der vandt Guldpalmen i Cannes. Med Nicolas Cage i legendarisk slangeskindsjakke og Lynch-yndling Laura Dern i de to hovedroller er filmen relativt lige ud af landevejen efter Lynch’ske dimensioner, men den er til gengæld båret af en ungdommelig energi og vildskab, der fik den til at dele vandene ved premieren.
Cage spiller Sailor, der kommer ud fra fængsel efter at have afsonet en dom for at have slået en mand ihjel, som var hyret af hans elskede Lulas mor til at dræbe ham.
Sailor og Lula genoptager deres forhold i frihed og flygter til Californien, og deres veje krydses blandt andet med gangsteren Bobby Peru, forrygende overspillet af Willem Dafoe med filmhistoriens mest rædselsvækkende tandsæt.
Som en Bonnie & Clyde på syre – eller Tarantino før Tarantino – er ’Vilde hjerter’ måske Lynchs mest romantiske film, tilsat barok komik, glimt i øjet, americana-stemning og altså et frimodigt forhold til sex og vold, som stadig vækker opsigt den dag i dag.
’Wild at Heart’ kan ses på Viaplay, Apple TV og Blockbuster
Glem romance og plæneklippere. Stik mig bare hans mest hårdkogte film.
Så skal du se: ’Lost Highway’
Er du hardcore, går du bare direkte til ’Lost Highway’, David Lynchs måske mest mørke, voldsomme, gådefulde og skræmmende film – tør man endda sige bedste?
Vi starter med at følge jazzmusikeren Fred (Bill Pullman), der får en mystisk besked på sin telefonsvarer: »Dick Laurent er død«. Inden længe finder hans hustru (Patricia Arquette) et vhs-bånd med en optagelse af deres hus foran døren, så både ser og møder han en mystisk mand med et ur-angstskabende kridhvidt ansigt, og inden længe ryger han i fængsel, dømt for mord!
Troede man, at filmen var syret på nuværende tidspunkt, sker følgende: Pludselig forvandler Fred sig i cellen til en ung mand, automekanikeren Pete (spillet af Balthazar Getty), som ikke lige forstår, hvorfor han sidder bag tremmer. What the actual fuck?
Med Rammstein tordnende på soundtracket, en manende hallucinerende stemning og en intens flirt med det ubevidste sætter ’Lost Highway’ sig dybt i sindet på et niveau, hvor ikke engang ’Blue Velvet’ og ’Mulholland Dr.’ kan være med.
Er du decideret masochist, kan du også starte med Lynchs sidste film, den tre timer lange og komplet uforståelige ’Inland Empire’, men det vil vi trods alt ikke anbefale.
’Lost Highway’ kan ses på Filmstriben og Mubi.