’Apple Cider Vinegar’: Netflix-serie om famøs Instagram-løgner bliver trættende i længden

»En sand historie baseret på en løgn«.
Sådan præsenteres Netflix’ nye serie ’Apple Cider Vinegar’, der er fortællingen om den australske influencer og snydepels, Belle Gibson.
Du kender hende måske allerede. For i 2013 havde hun en af verdens største Instagram-profiler, hvor tusindvis af følgere var voyeurer til hendes kamp mod hjernekræft.
Med åbenhed og patosfulde beskrivelser delte hun sin rejse gennem den helende jungle af alternative og virkefulde behandlingsformer, hvilket blev startskuddet på et wellnessimperium, der senere skulle omfatte billedrige kogebøger og smarte sundheds-app, særligt egnende til ’ligesindede’ patienter.
Det skulle dog vise sig, at det eneste Gibson fejlede, var bekræftelsessyge. Hun havde aldrig den påståede terminale lidelse, men fuppede sig til succes og medlidenhed.

Britney Spears’ ’Toxic’ spiller, når vi møder den patologiske løgner og hovedkarakter gestaltet af en veloplagt Kaitlyn Dever, og med hyppige spring i tid og sted får vi en fiktionaliseret version af svindelhistorien.
I en noget hektisk omgang oplever vi dele af en barndom i mistrivsel, hovedkarakterens unge moderskab og hendes mange utallige forsøg på at styre eget syge narrativ. Det betyder blandt andet forsøg på at undgå nærgående spørgsmål fra to journalister, der – udover at være meget, meget glade for den konventionelle lægevidenskab – løbende fatter mistanke om Gibsons bedrag og som derfor ønsker at fælde hende.
Denne jagt mod afsløring er seriens lidt klodsede motor. Men ’Apple Cider Vinegar’ er lykkeligvis ikke udelukkende historien om en næsepiercet scammer og hendes modstandere. Det er ligeledes en serie, der skildrer sociale mediers opblomstring, og som kritiserer, når lidelse bliver forretning – og når sygdom bliver instagramable.
I tragikomiske scener ser vi Belle tage billeder foran hospitaler eller i sengen, når hun netop har presset et dødfødt barn ud af kroppen. For tilværelsens smerter og sorger skal åbenbart dulmes af likes – og gurkemeje.
Sundhedstrends og alternative behandlingsmetoder er under luppen, når den nye Netflix-satsning undersøger clashet mellem kemo og krystaller.

Dette sker i særdeleshed gennem skildringen af Gibsons store idol, den faktisk kræftramte Milla Blake (Alycia Debnam-Carey), der på egen blog beretter om, hvordan tarmskylninger med kaffe og et positivt sind (ifølge hende) kan kurere livstruende sygdomme.
Selvom det er meget tydeligt, at seriens skabere problematiserer den såkaldte pseudo-videnskab, så evner de i selskab med de to kvinder (og på mere eller mindre nuanceret vis) at stille følgende spørgsmål:
Er det ikke ligegyldigt, om der er en dokumenteret virkning, så længe det hjælper? Er det ikke ligegyldigt, om Belle Gibson er en løgner, så længe hun giver håb?
Hvis man tror på noget, bliver det virkeligt. Sådan er det for homøopatisk medicin og startups – det er i al fald hovedfigurens mantra, hvilket hun siger med et stift blik rettet mod kameraet.
Det gør hun tit, taler ind i kameraet, som var publikum følgere på en af hendes populære kanaler, og selvom det giver morsomme sekvenser, bliver det lidt trættende i længden. Selvsamme gælder for dramaseriens insta-æstetik fuld af nærbilleder af mad, solnedgange og emojis, der flyver rundt, som var de nærende luftpartikler.

Det understøtter dog den sørgelige erkendelse af, at den venneløse hovedkarakters eneste fælleskaber og sociale interaktioner findes på virtuelle platforme. Det er en (online) virkelighed, som flere muligvis vil kunne genkende, og det er en fortælling, som har ganske rørende momenter – takket være Dever.
For med ’Booksmart’-skuespillerens vellykkede vekselvirkning mellem sårbar, besat og vanvittig forstår man ensomhedens enorme tyngde, og i enkelte scener får man decideret ondt af den løgnagtige skurk.
Men trods hovedrolleindehaverens fine præstation og det hastige tempo bliver ’Apple Cider Vinegar’ dog lidt kedelig og ualmindeligt overmoralsk i anden halvdel.
Den fungerer bedst af alt som en skræmmekampagne mod både alternative behandlingsformer og sociale medier, der fremmales som livnedsættende parasitter.
Så havde du ikke allerede lyst til at slette dine Meta-kanaler, får du det saftsuseme efter seks lange timer i selskab med Belle Gibson.
Kort sagt:
Netflix’ ’Apple Cider Vinegar’ om en af Australiens største svindlere er en rettidig, om end lettere kedsommelig fortælling om sociale mediers (sind)syge effekter.