‘Bridget Jones: Vild med ham’: Renée Zellwegers heltinde kan stadig ikke være lykkelig uden en mand
Da vi sidst efterlod Londons populære singleton, var hun ENDELIG blevet gift med sin tilknappede drømmemand.
Med et smil på læben og en tumling på armen – som vi i øvrigt fik bekræftet var Marks – nåede Bridget Jones (nu Darcy) definitivt sin happy ending i ’Bridget Jones’s Baby’ fra 2016. Troede man.
Klip til en håndfuld år efter, hvor hun og deres to børn er de eneste på storbyadressen. For den uheldige hovedkarakters store og bistre kærlighed, Mr. Darcy, er på tragisk vis død. Snøft!
Collin Firth er dog ikke helt ude af romcom-land. For med instruktør Michael Morris’ forsøg på at gribe om komplekse spørgsmål vedrørende efterliv og ligeledes fremmale et dilemma mellem naturvidenskab og tro, er loverboyen blevet til en slags ugle og et hjem- og hjertesøgende spøgelse, der synger falset for det tidligere ’will they or won’t they’-pars søn.
Det er muligt, at ugler og spøgelser kan fremføre vuggeviser, men de kan ikke smøre madpakker, hvorfor enken og alenemoren selv må få den klistrede havregrynshverdag til at hænge nogenlunde sammen.
I dette kaotiske hjem serveres brændende spaghetti, britiskklingende bandeord og klassiske Bridget Jones-pinligheder, sådan som vi kender og elsker dem.
Single gal-tilværelsen er altså (for en stund) udskiftet med småbarnslivets hovedpiner og lykkelige sejre, og det er faktisk tæt på både underholdende og rørende at overvære Bridget Jones som kærlig og klodset mor.
Men det er som bekendt ofte ikke nok for folk ’bare’ at være forælder – heller ikke for kvinder, selvom vi længe er blevet bildt det modsatte ind, og den besnærende hovedkarakters omgangskreds (heriblandt den stoiske gynækolog, der endnu engang gestaltes mere end sjovt af Emma Thompson) anbefaler derfor en retur til arbejdet som succesfuld tv-producent. Og i øvrigt også en kickstart af det støvede underliv.
Skulle nogen være i tvivl, er 50+-kvinder nemlig fortsat liderlige dyr, hvilket i den grad understreges i nyere populærkulturs ultimative musthave: en seksuel relation mellem den modne kvinde og den yngre mand.
Og med besøg fra ’One Day’-stjernen Leo Woodall, der indtager rollen som den skraldentusiastiske redningsmand og Bridget-fan Roxster, kan hovedkarakteren som mange af sine ligesindede kuvøseguffe sig igennem sit nye liv.
Eller nye og nye. Udskifter man børnene med vægtvogter-tendenser, virker den fjerde (og forhåbentligt sidste) film om dagbogsskribleren faktisk som en lidt ringere kopi af originalen.
Det gælder alt fra de ikoniske grisefarvede mormorunderbukser til kærlighedserklæringer i sne og omgivelsernes evindelige fordømmelser. For slet ikke at nævne det snart udvandede ’hvilken mand skal jeg dog vælge’-motiv (denne gang dog ingenlunde lige så spicy og ’It’s Raining Men’-agtigt som hanekampen mellem Mark Darcy og Daniel Cleaver).
Ud over den unge, blonde herre, der beriger den romantiske komedie med pool- og trussevåde slowmotionsekvenser, har pyjamasheltinden nemlig også kastet sit svagtseende blik efter børnenes Von Trapp-lignende lærer Mr. Wallaker (Chiwetel Ejiofor), der primært kommunikerer gennem en dommerfløjte.
I selskab med ham har Renée Zelleweger mange charmerende og morsomme momenter, men skuespilleren leverer desværre mest af alt en parodi på en parodi på en parodi.
Og jo jo, Hugh Grant er da ligeledes sjov som nu gråhåret womanizer, der bijobber som Bridget Jones’ babysitter. En relation man ikke helt forstår – og var han i øvrigt ikke død i forrige film?
Nå, men i ’Bridget Jones: Vild med ham’ kan man altså godt genopstå – og man kan lave sjov med, at britiske kvinder tager deres skrukhed og frosne æg med til Danmark for at hamstre sæd og gode gener.
Kald mig bare skabsnationalist, for det var muligvis den eneste joke, jeg sådan rigtigt grinte af.
Franchisens ellers skønne dialog har nemlig udviklet sig fra vittig til plat, og uagtet at efternølerens beliggenhed og suveræne musiksmag er den samme som i etteren, er kvaliteten og underholdningsværdien det ikke.
En ulidelig og knap så imødeset genganger er forestillingen om, at tosomheden er det moderne livs nirvana. Og selvom man hele tiden håber og hepper på, at ’All by Myself’-lipsynceren skal være en normkritisk modstandsfigur, bliver hun det aldrig.
For med en genstridig lynlåsanalogi understreger denne fjerde film om Bridget Jones, at nej, uden en partner kan en kvinde simpelthen ikke blive lykkelig – eller ordentligt påklædt.
Kort sagt:
Hvis du ønsker underholdende selskab fra den ikoniske antiheltinde Bridget Jones – der notorisk bekræfter den udmattende forestilling om, at kvindeliv skal reddes af mandehænder – behøver du ikke at gå i biffen. Gå hellere i gemmeren og find den første film i rækken.