Hvad er det, der gør mennesket unikt?
Det er der nok mange bud på. Ét af dem har gjort Joshua Oppenheimer til en af dette årtusindes største dokumentarister.
Svaret i amerikanerens to nyklassiske danske dokumentarfilm om det indonesiske folkemord er ikke ligefrem opløftende: Vi er unikke, fordi vi er i stand til at lyve over for ikke bare andre, men også over for os selv. At vi kan overbevise os selv om noget, vi ved er løgn, adskiller os fra alle andre arter.
»En fugl kan lade, som om dens vinge er brækket, for at lede andre væk fra dens rede, men den kan ikke fortælle sig selv, at vingen faktisk er brækket. Omvendt kan mennesker, der har gjort de mest grusomme ting, overbevise dem selv om, at de er gode væsener«, siger Oppenheimer, da vi møder ham op til hans nye film, som er noget af et kvantespring:
’The End’ er simpelthen en postapokalyptisk sci-fi-historie om verdens undergang, fortalt som en musical i stil med Broadways guldalder i 40’erne og 50’erne og med tre kendte skuespilstjerner i hovedrollerne.
Oppenheimer debuterede i 2012 med ’The Act of Killing’, hvor han fik dødspatruljeledere til at dramatisere deres egne handlinger under det indonesiske folkemord i 1960’erne.
Filmen kombinerede de gruopvækkende historier med fiktion og iscenesættelse, endda musik og dans, og skabte en drømmelignende udstilling af bødlernes fantasier om sig selv og deres massemord. Debuten sikrede Oppenheimer en Oscar-nominering for Bedste Dokumentar og vandt i alt 72 priser.
Den blev produceret af det danske selskab Final Cut For Real, hvor han i dag er partner. Da den skulle klippes, flyttede han til København og blev hængende, indtil han og ægtemanden Shu for nyligt flyttede til Malmø, kort efter Oppenheimer fik dansk statsborgerskab.
Han boede her således også under tilblivelsen af opfølgeren ’The Look of Silence’ fra 2014, der vendte perspektivet på folkemordet mod de indonesiske offerfamilier, og som sin forgænger blev Oscar-nomineret og vandt, tro det eller ej, præcis 72 priser.
Konsekvenserne af vores selvbedrag
Det er en imødekommende og nærværende instruktør, der, mens januarsneen bliver til slud uden for mødelokalet på Nørrebro, flere gang forsikrer mig om, at han ikke har travlt, så han med glæde går over tid.
Efter vores snak takker han ydmygt nej til en taxa, og i stedet fylder han lunken mødekaffe i sin termokop, og bereder sig på først en vinterkold cykeltur, og så et smut med Øresundstoget. En tur, han holder meget af, fordi den lader ham efterlade arbejdet ét sted og træde afslappet ind i hjemmet.
’The End’ foregår også i et slags hjem, en selvforsynende bunker i en saltmine, hvor vi 25 år efter en klimaapokalypse møder en rig familie bestående af Mor, Far og Søn, spillet af Tilda Swinton, Michael Shannon og George McKay.
Som noget nær de eneste overlevende har de et trygt og luksuriøst liv, og de har taget en stjernekok, en superlæge og en tilpas fåmælt butler med sig under jorden. Men pludselig dukker en fremmed kvinde op og sår tvivl om familiens stiltiende selvtilfredshed, særligt i sønnen.
Der prikkes hul på illusionen om, at de intet har gjort galt, mens de opretholder hverdagen i bunkeren, hvor faren arbejder på en memoir til fremtidige generationer, en bog, ingen nogensinde kommer til at læse.
Når man tænker på, at store dele af historien fortælles i sang, kan det lyde som et stort skridt fra Oppenheimers tidligere film, men forbindelsen er ifølge instruktøren klar.
»Som mine andre film er det en meditation over måden, vi fortæller historier, måden vi finder på undskyldninger, der retfærdiggør alt det dårlige, vi fortryder at have gjort. Jeg vil afdække de konsekvenser, vores selvbedrag har på måden, vi elsker hinanden«, siger han.
Besøgte oliemilliardær i bunker
Idéen til bunker-historien er taget ud af virkeligheden og er et direkte resultat af, at Oppenheimers første film blotlagde sider af Folkemordet i Indonesien, som mange havde håbet ville forblive glemt.
»Jeg ville lave en tredje film i Indonesien, om magtfulde rigmænd, der udnytter et rædselsslagent folk, men efter ’The Act of Killing’ blev jeg bandlyst. Så jeg researchede på tidligere sovjetiske oligarker og fandt en centralasiatisk oliemilliardær, der havde fået bygget en luksusbunker. En munter og kærlig herre, der kunne gøre forfærdelige ting mod en masse mennesker, fordi han var totalt distraheret af omsorgen for sine nærmeste«.
Oppenheimer inviterede sig selv på besøg.
»Jeg besøgte bunkeren med ham og hans familie, og da jeg på hjemturen havde brug for at lede mine tanker hen på noget helt andet, så jeg en af mine yndlingsfilm, den franske musical ’Pigen med Paraplyerne’ fra 1964«.
»Da den sluttede, vidste jeg, at min næste film skulle være en musical, der skulle foregå i hans bunker i fremtiden, men faktisk handle om nutiden. Familien er en allegori over hele den menneskelige familie, men samtidig er det alle vores familier. Karaktererne har ikke navne, fordi de er os. I stedet for fingerpegende satire er det en empatisk undersøgelse af menneskets dysfunktioner«.
I din film er menneskeheden nået enden. Gælder det samme i virkeligheden?
»Familien gør det sidste ærlige medlem tavst, det sidste ærlige menneske på jorden, og vender på den måde ryggen til ærligheden for at overgive sig til deres selvbedrag. Det er for sent for dem, men vi har lavet filmen som en advarsel, for det er ikke for sent for os. Da filmen slutter med rulleteksterne, som oversætter Mor til Tilda, Far til Michael, Søn til George, overgår vi til den virkelige verden, hvor rigtige mennesker har skabt denne her film som en håbefuld handling«.
»Der er stadig himmel over os, og vi kan stadig trække vejret. Der er tid til at gøre jorden til et meningsfyldt hjem. I vores korte levetid har vi chancen for at skabe mening og leve ærligt, og det er det, jeg udfordrer folk til at gøre fra det sekund, de forlader biografen«.
Elskede og hadede musicals
Hvad er dit forhold til musicalgenren?
»Som barn gik mine forældre fra hinanden, og jeg besøgte ofte min bedstefar i New York. Han var min turbulente barndoms klippe, det sikreste sted jeg kunne være. Når han havde råd, tog han mig med til Broadway-genopsætninger, og det blev et safe haven for mig. Senere lærte jeg, at musicals ikke kun er et trygt sted, men også et tilflugtssted fra virkeligheden«.
»Jeg elskede og hadede dem på samme tid. Musikken henrykte mig, men eskapismen skræmte mig, så jeg græd både over skønheden og min egen fortvivlelse. Netop eskapismen muliggør al den vold og ødelæggelse, der styrer vores verden«.
»Modsat klassisk musical, hvor man synger sandheden, når den er for stor til talte ord, synger mine karakterer deres løgne, og sandheden gemmer sig i stilheden. Gennem sang overbevises de om deres egne løgne, hvorfor sangene næsten kun udgøres af onetakes. De afslører, at vi er vidner til selvbedragets kontrol over mennesker i dyb krise«.
»I klassiske musicals bryder karaktererne ud i sang, når deres sandhed er for stor til tale, mens sangene i ’The End’ kommer ud af en krise, hvor karakterernes løgne og illusioner bryder sammen. De synger for at finde på og overbevise sig selv om nye illusioner for at lette deres skyld. Så sangene er de her lysende smukke løgne, mens sandheden skriger, ikke i musikken, men i de stille passager. Når de er mest intense bliver sangene følelsesmæssige sammenbrud i sang, som karaktererne prøver, men ikke er i stand til at tro deres nye løgne. Det er derfor, vi filmede sangene i ét take: for at være vidne til mennesker, mens de kæmper for at flygte fra den forfærdelige sandhed gennem selvbedrag«.
Filmen har været undervejs i otte år. Hvad har det været for en proces?
»Med musicals har man ikke én, men tre skriveprocesser: Først skrev jeg og medforfatter Rasmus Heisterberg manus. Så skrev jeg sangene sammen med komponist Joshua Schmidt, og så skulle musikken integreres i manus. Der får man altid et Frankenstein-problem, hvor sangene ødelægger manuskriptet, og manuskriptet ødelægger sangene, så man må skrive begge om igen og igen«.
»Det gjorde vi ved at lave en workshop i København med de fantastiske skuespillere Jeremy Strong, Jesper Christensen, Karen-Lise og Rosalinde Münster, Elliott Hove, Charlotte Fich, Flemming Enevold, Sofie Gråbøl, Jens Jørn Spottag, Morten Hauch Fausbøll og Gerard Carey Bidstrup. Sådan tester man musicalopsætninger på teatret, og jeg ville det samme med denne her filmproduktion, blandt andet gennem improvisation. Nogle af Tilda Swintons vildeste øjeblikke i ’The End’ opstod fra ting, Karen-Lise improviserede«.
»Siden var der prøver med castet i Irland og Skotland, London og L.A, og endda på Fyn. Processen gav karaktererne en enorm dybde og mindede mig om dokumentarfilm. Jeg genkendte min søgen efter de bjergtagende momenter, som jeg øjeblikkeligt genkender sandheden i«.
Hvordan har det været at arbejde med skuespillere som Tilda Swinton og Michael Shannon i familierollerne?
»Hele castets commitment var ulig noget andet. De var som en dommedagskult, der havde skrevet sig op til bortrykkelsen og har gjort deres karakterer til rigtige mennesker, der både er håbefulde og dybt fortabte«.
Mentor skænkede ham friheden
’The End’ har virkelig delt vandene efter visningerne på festivaler rundt om i verden. Hvad gør det ved dig?
»Med ’The Act of Killing’ klappede hele Vesten i hænderne, men med ’The End’ har vi vendt pilen 180 grader og lavet en film om dem, der klappede dengang, og det vil altid skabe delte meninger. Dengang blev jeg bandlyst i Indonesien, men intet sted er filmen blevet set så meget og har haft så stor indflydelse som der«.
»Vi skal omfavne de delte meninger i stedet for at feje dem ind under tæppet. Det er fedt, at folk ikke bare siger ’den er god’ eller ’den er dårlig’, men enten synes, det er verdens vigtigste film, eller at det er ren lort. Polariseringen er udtryk for noget kontroversielt, og selvfølgelig er min film det. Sandheden vil altid gøre folk vrede«.
»Det kommer også af, at tragedien er forsvundet fra film. Alle vil have heltefortællinger, og det er kulturelt forfald i dets værste form. Den sidste families kapitulationen til håbløshed er det forfald kogt ned til ét øjeblik i menneskets historie. Trump har lige sagt, at ’nu begynder vores guldalder’, og her er så en Guldaldermusical, der viser de konsekvenser, hans løgn kan få«.
Hvad kan du sige om dit næste projekt?
»Jeg kan ikke sige mere, end at jeg bliver i fiktionen. Min mentor Dusan Makavajev (anerkendt jugoslavisk eksperimentalinstruktør, red.) skænkede mig friheden som værktøj. Friheden til at følge min vildeste idé, at lave en musical med dødspatruljeledere eller en Guldaldermusical i en bunker. Men nu arbejder jeg med et mantra om overgivelse af mit eget ego for at hellige mig livets små øjeblikke og alt det, de blomstrer og bliver til«.
Da vores snak er ovre – 20 minutter senere end planlagt – rejser vi os fra bordet, men Oppenheimer har lige én ting mere, vi skal nå.
Han vil sende mig playlisten, som han og Joshua Schmidt brugte som inspiration, da de skrev sangene til ’The End’. Efter en lynhurtig airdrop-sceance har jeg modtaget et link.
»Den musik er så, så smuk«, siger han storsmilende, da vi går ud ad døren.
Et par minutter senere genforenes vi tilfældigt ved cykelstativet. Oppenheimer tilføjer:
»Du skal lige igennem noget klassisk filmmusik som ’Oklahoma’-temaet, men så kommer der faktisk lidt hård rock, næsten metal – god tur!«.
Jeg åbner sms-linket og springer på cyklen til lyden af det hedengangne amerikanske post-hardcore-band Fugazi.
Det er svært helt at placere hvordan eller hvorfor, men en brik eller to falder på plads. Der er noget rebelsk og punket over Oppenheimers sammenfletning af virkelighedens død og ødelæggelse med fantasiens musik og magi.
Hvem ved, måske hans næste film lyder mere af metalstøj end skønsang?
’The End’ har dansk biografpremiere 20. februar.