’The End’: Dokumentarmesters dommedagsmusical giver mere mening, end man lige skulle tro
Et stykke ude i fremtiden vil man måske se tilbage på 2024 som de skæve musicalfilms år.
Inden den rent mainstream-appellerende Broadway-filmatisering ’Wicked’ ramte biograferne, havde en ukoordineret treenighed af særprægede musicalmiksturer nemlig haft verdenspremiere på forskellige europæiske festivaler.
Jacques Audiards mexicanske kartel- og transfortælling ’Emilia Pérez’ skød festen i gang på Cannes-festivalen i maj (godt et halvt år før filmen og dens skuespiller Karla Sofía Gascón skulle blive lagt for had på internettet).
Efterfølgende gik Todd Phillips linen ud i Venedig i sin mestendels udskældte ’Joker’-efterfølger, der blandede superskurkefortællingen med retssalsdrama og musicalshow.
Og imellem de to fik Joshua Oppenheimers længe ventede kuriosum ’The End’ verdenspremiere på en mindre scene, Telluride-filmfestivalen i Colorado. Nu har filmen endelig ramt de danske biografer.
Amerikaneren, som er bosat i København, har ikke været aktuel som instruktør siden sine to Oscar-nominerende dokumentarmesterværker ’The Act of Killing’ (2012) og ’The Look of Silence’ (2014). Ligesom dem er det imødesete comeback co-produceret af det danske selskab Final Cut for Real.
Oppenheimers første fiktionsfilm, skrevet i samarbejde med Rasmus Heisterberg (’En kongelig affære’), er intet mindre end et postapokalyptisk sci-fi-drama tilsat musicalnumre. Handlingen udspiller sig udelukkende under jorden i en stor bunker, hvor seks mennesker har forskanset sig gennem flere år, efter klimakatastrofer har gjort det nærmest umuligt at leve oppe på overfladen.
George MacKay spiller bunkerens eneste unge medlem (ingen karakterer i filmen er navngivne). Han blev født der og er dermed også den eneste, der aldrig har været ude i virkeligheden. I stedet forestiller han sig verden og ikke mindst fortiden gennem sine forældres historier. Moren (Tilda Swinton) var en succesfuld ballerina, og faren (Michael Shannon) var chef for en stor energivirksomhed, som, ifølge ham selv, ikke havde noget med klimakrisen at gøre.
Sønnens liv ændrer sig, da en fremmed ung kvinde (Moses Ingram) en dag forvilder sig ind i på den topsikrede base. Hendes familie er død, og hun får efter en del tøven lov til at blive boende.
I gængse science fiction-film fra Hollywood ville dette nye fremmedelement nok føre til faretruende, blodige og destruktive scener fyldt action og suspense. Snart efter ville karaktererne nok forvilde sig ud i den ødelagte verden. Men Oppenheimer og Heisterberg går forfriskende anderledes – og tålmodigt – til værks.
Langt hen ad vejen er ’The End’ en grundig udforskning af beboerne relationer, der forandrer sig og støder mod hinanden i konflikt og omfavnelse efter ankomsten af det nye ansigt. I centrum er de to unge menneskers spirende forelskelse og forskelligheder.
I takt med at den nytilkomne kvinde udfordrer den voksne søns opfattelse af omverdenen, begynder han også at forstå, at forældrene dækker over smertefulde hemmeligheder. Hvorfor er det for eksempel kun farens side af familien, der tog flugten til bunkeren? Og hvad er patriarkens andel i den verden, som han nu skærmer sig selv fra?
Selvom manuskriptet må have en del år på bagen, føles fortællingen om ansvarsfralæggelse og fordrejet, ensidig historieskrivning meget aktuel holdt op mod nutidens politiske klima. Det er også filmens forbindelse til Oppenheimers dokumentarer om 60’ernes folkemord i Indonesien og nutidens ustraffede bødler.
Karaktererne må se svære sandheder i øjnene, men de får også anledning til at slippe mere kærlighed, følsomhed og varme løs i deres liv. Moren har for første gang lyst til at skifte sine papirblomster ud med virkelige planter groet i grotten, og faren husker forundret tilbage på sine svedige håndflader ved deres første nervøse forelskelse som unge.
Desværre for den ellers vedkommende fortælling har ’The End’ sin spillelængde imod sig. Det er en lille udfordring ikke at kigge på sit armbåndsur gennem det 2,5 timer lange, intime drama, der udspiller sig på samme lokation.
Når det er sagt, bringer musical-elementet lykkeligvis tiltrængt lethed og dynamik ind i forløbet. De oftest strygerbårne sangstykker er fine, enkle og følelsesfulde, og de spiller flot sammen med filmens gennemførte visuelle udtryk – en kombination af Jette Lehmanns (’Melancholia’, ’Bastarden’) smukke produktionsdesign og filmfotograf Mikhail Krichmans lange, rolige kamerature.
Faktisk fremstår sangene slet ikke så spøjse i dette dommedagsscenarie, som man måske skulle tro. Det giver egentlig rigtigt god mening, at de isolerede mennesker føler sig nødsaget til at synge undertrykte følelser og tanker ud.
MacKays hovedperson udtrykker for eksempel flere gange sine frustrationer og længsler gennem sang og dans, når han er alene i bunkernes store tilstødende hulegange. Først efter flere tilløb tør sønnen, der altid er blevet passet på, kaste sig ud i egenrådighed – og tosomhed.
»Måske er det livets romantik: At lave fejl og blive tilgivet«, siger Michael Shannon i løbet af ’The End’, der bevæger sig et interessant og tvetydigt sted mellem fordømmelse og forsoning helt frem til slutningen.
For kan alle fejl tilgives? Og er det værd at leve videre, når resten af verden er gået under?
Kort sagt:
Joshua Oppenheimers første film i et årti er en følsom, smuk og tålmodighedskrævende sci-fi-musical, der fortsætter instruktørens Oscar-nominerede dokumentarfilms udforskning af skyld, ansvar og historieskrivning.