’Human Race’: Eske Willerslev synes ikke selv interesseret i at forfølge den personlige vinkel, der er filmens krog
CPH:DOX. En central pointe i ’Human Race’ kan også oplagt bruges til at påpege filmens største svaghed.
Den nye dokumentar, der får verdenspremiere på CPH:DOX, følger den profilerede danske dna-professor Eske Willerslev og hans forskerholds arbejde. Undervejs bliver det smerteligt klart for de dygtige og hårdtarbejdende medvirkende, at et forskningsprojekt ikke kun handler om indholdet. Det handler også i høj grad om at komme først i det konkurrenceprægede miljø.
Det samme kan til en vis grad siges om dokumentarer, særligt dem med et journalistisk fokus. Og her kommer instruktør Simon Lecs (’Being Human’) nye film til kort.
For hovedpersonen er langt fra et ubeskrevet blad. 53-årige Eske Willerslev er derimod en velkendt stemme i det danske mediebillede, også på dokumentarfronten.
Han har for eksempel ageret subjekt i Linus Mørks serie ’DNA Detektiven’, der også blev klippet til filmen ’Remains’, som fik premiere på CPH:DOX i 2023. Året efter viste samme festival yderligere to dokumentarfilm med Willerslev, da han var i centrum for Niobe Thompsons amerikanske ’Hunt for the Oldest DNA’ og blandt de mange gæster i Max Kestners filosofiske essayfilm ’Livet og andre problemer’.
Man går med andre ord ikke ligefrem og sukker efter en ny Willerslev-dokumentar. Men det har Simon Lec nu alligevel givet os efter at have fulgt den danske videnskabsstjerne gennem fem år.
Filmen stiller skarpt på Willerslevs arbejde med at indsamle arvemasse fra 5.000 forhistoriske skeletter, der skal hjælpe med at forstå, om psykiske lidelser som depression, adhd og autisme har været en del af menneskeligt dna siden tidernes morgen.
Forskerkollegaer og journalister forklarer fint og forståeligt de faglige termer, så alle kan være med. De eksisterende dokumentarer har dog allerede givet et fyldestgørende indblik i Willerslevs arbejde, så der er klart mest at hente her, hvis man ikke allerede har set dem.
Sideløbende handler ’Human Race’ også om Willerslevs person og privatliv som ægtemand og far til to drenge. Instruktøren følger blandt andet Eske som midlertidig, halvakavet alenefar, da han flytter med sønnerne til Cambridge for at arbejde, mens hustruen tager tilbage til Danmark.
Vi er også med ham på besøg hos sin mor, der fortæller lidt om hans barndom, ligesom den ligeledes medievante tvillingebror, antropolog og Nationalmuseet-direktør Rane Willerslev kigger forbi til et kort interview.
Filmen forsøger at skille sig ud med den personlige vinkel, men desværre kommer vi kun for alvor tæt på hovedpersonen i korte glimt, som savner uddybning.
Mest gribende er en scene, hvor Eske fortæller, at han i sit tidlige voksenliv var tæt på at tage sit eget liv med en riffel, da en familietragedie ramte, og drømmen om at være pelsjæger i Sibirien ramlede. En alvorstung livskrise, han tidligere har delt med blandt andre BT, og som filmen lovligt hurtigt bevæger videre fra.
Det virker en smule underligt at have en gammel kollega til at fortælle om Eskes barndom, familie og frygt for at fejle, mens han selv kun taler ganske kort om sin personlige historie.
Måske vidner det om Eskes store drive for at bevæge sig fremad – en utrættelig iver efter at vinde og bevise sig selv, som han muligvis er blevet presset ud i af sin følelseskolde, nu afdøde far. Man får i hvert fald indtrykket af, at det meste har andenprioritet over for det profilerede arbejde og det videnskabelige ræs (bemærk filmtitlens kløgtige dobbeltbetydning) med konkurrerende forskere. Nobelprisen er det ultimative mål.
Undervejs kommer ’Human Race’ med nogle interessante perspektiver om dna-oplysninger og identitet samt den velkendte arv og miljø-diskussion, som man kan summe videre over. Eske er sjovt nok selv modstander af at lade vores dna bestemme over, hvem vi er.
Det skyldes måske, at han – i et spor, der godt kunne være stof til en hel dokumentarfilm – modtager trusler fra den ekstreme højrefløj og nynazister i Norge, da han kommer med overraskende afsløringer om vikingernes arvemasse og geografiske tilhørsforhold.
Nogle af Lecs forsøg på at skabe spænding og konflikt fremstår desværre for konstruerede på grund af distancen til hovedpersonen.
Filmen sår for eksempel lidt tvivl om, hvorvidt Eske kan lykkes med sit store dna-projekt ved undervejs at vise dramatiske avisoverskrifter – i stedet for at lade forskeren selv fortælle om udfordringerne. Og da en rival modtager Nobelprisen, skal vi fornemme, at Eske er skuffet, fordi vi ser ham på en løbetur i gråvejr.
’Human Race’ er ikke en rendyrket observerende dokumentar, men derimod spækket med interviews. Derfor savner jeg, at der bliver sat lidt flere ord på følelserne.
Kort sagt:
’Human Race’ forsøger at skille sig ud fra en håndfuld tidligere dokumentarer om og med dna-forsker Eske Willerslev med en mere personlig vinkel, som hovedpersonen dog ikke synes særligt interesseret i at udforske.