‘The Outrun’: Saoirse Ronan er fænomenal i hudløst ærligt alkoholikerportræt
At komme ud af et misbrug er langt fra en lineær proces – og på samme måde flyder fortid og nutid sammen i ’The Outrun’.
En rolig gåtur ved stranden efter drivtømmer afbrydes pludselig af et flashback til hovedpersonen Ronas traumatiske rock bottom.
Under et AA-møde, hvor hun fortæller om, hvor sjovt det er at drikke, klippes der til et voldsomt skænderi med ekskæresten om hendes alkoholforbrug.
Festivaldarlingen er baseret på forfatterens Amy Liptrots selvbiografi af samme navn og er instrueret af den tyske instruktør Nora Fingscheidt, som lykkes flot med sin poetiske, brutale og ærlige skildring af et alkoholmisbrug.
Da vi først møder 29-årige Rona (Saoirse Ronan), er hun ved sit førnævnte rock bottom. Hun drikker sjatter på en bar, der er ved at lukke, indtil en sikkerhedsvagt er nødsaget til at smide hende ud med magt. Fuld og alene tager hun imod et lift af en fremmed, der har skjulte intentioner.
I et forsøg på at se sine problemer i øjnene – eller fordi hun er løbet tør for livliner – beslutter hun sig for at vende tilbage til sit barndomshjem på de skotske Orkneyøer, der med sin lille befolkning og vilde natur er langt fra hendes hektiske tilværelse i London.
Her går tiden med at hjælpe sin psykisk ustabile far med at passe hans gård og langsomt finde tilbage til sig selv, mens hun forsøger at holde trangen til at drikke på afstand.
Det lyder måske en smule kedeligt – et langsomt, socialrealistisk drama om generationstraumer og den evige kamp, som misbrug kan være.
Men det er umuligt ikke at blive langsomt besnæret af filmens drømmende og poetiske stil. Flashbacks til hendes barndom på øerne og ungdom i London fylder lige så meget som »nutiden« på Orkneyøerne. Ronas psyke udfoldes langsomt scene for scene, og hun er et fascinerende mysterium at prøve at regne ud.
Måske som rester fra filmens litterære forlæg bliver Ronas inderste tanker udfoldet gennem en række små segmenter af arkivmateriale uden for tid og sted, hvor hun i voiceover filosoferer over alt fra alkoholismens biologi til størrelsen på Orkneyøerne.
Til tider tangerer det til navlepillende really-makes-you-think-lommefilosofi, som når hun beretter om, hvor mange procent dna mennesker deler med bananer og gopler. Men for det meste er hendes overvejelser et fascinerende indspark, som da hun fortæller den lokale myte om Orkneyøernes oprindelse, illustreret med en charmerende animation.
For det er ikke kun Ronas umiddelbare fortid, som spøger. ‘The Outrun’ er gennemsyret af en ældgammel, mytisk fortid på Orkneyøerne, hvor naturen stadig besidder kræfter, der overgår vores forstand.
Ronas langsomme rehabilitering sidestilles med billeder af enorme bølger, der slår mod øens klipper, og et vildt dyreliv, som skeptisk betragter hende. Under en særligt voldsom storm er hun ikke bange, men hujer ud ad vinduet, forbløffet over vindens rene styrke. Fingscheidt indfanger en følelse af vildskab og forbindelse til naturen, som jeg sjældent har set indfanget ordentligt på film.
Det er dog umuligt at forestille sig, at ‘The Outrun’ ville fungere så godt, som den gør, uden Saoirse Ronan, som ganske enkelt er fænomenal. Rona bærer sine følelser uden på tøjet, men er samtidig omgivet af en mystik, som Saoirse Ronan spiller med lige dele karisma og distance.
Som da hun spørger en tilfældig forbipasserende i landsbyen om en lighter, og det ellers hyggelige møde bliver en smerteligt akavet affære, hvor hun ikke kan stoppe sig selv fra at snakke løs og blotlægge sin dybe ensomhed.
Og det er i denne hudløst ærlige skildring af Ronas misbrug, at filmen virkelig brillerer. For der er intet rock’n’roll ved at have en flaske gin gemt bag håndvasken eller at lade et æble rådne på gulvet, fordi man ikke orker at samle det op.
Men ‘The Outrun’ – og Rona – overgiver sig aldrig helt til mørket. Som hun kæmper sig tilbage til livet, efterlades man ikke kun med misbrugets hårde realiteter, men også med en enorm livslyst.
Kort sagt:
Fortid og nutid flyder sammen i ‘The Outrun’, dereret brutalt, poetisk og ærligt portræt af misbrugets grimmeste sider – med en fænomenal Saoirse Ronan i front.