’Det sidste paradis på jord’: Pludselig runger selv den mindste gestus med stor emotionel kraft i færøsk drama
At man skal rejse væk fra sin base og ud i verden for at finde sig selv, er et tilbagevendende tema i utallige coming of age-fortællinger – fra ’Stand by Me’ og ’Moonrise Kingdom’ til ’Y tu mamá también’ og ’The Way, Way Back’.
Men hvad med dem, der bliver tilbage?
Det spørgsmål undersøger den nye dansk-færøske film ’Det sidste paradis på jord’, der er den første af sin slags optaget på Færøernes sydligste ø, Suðuroy.
Med sin anden spillefilm (efter ’Dreams by the Sea’ fra 2017) fortæller instruktør Sakaris Stórá historien om en ung mand ved navn Kári, der ser sine jævnaldrende forsvinde til havs og til udlandet, mens han som en af de eneste unge beboere på den lille ø selv bliver hængende.
Fremtiden ser ikke lys ud for lokalmiljøet. Den lille fiskefabrik, som Kári og mange andre arbejder på, er lukningstruet, og de lokale kuttere fanger færre og færre fisk.
»Du må se at få dig et liv«, siger en kollega direkte til Kári, som hverken har kæreste, eget hus, børn eller bil. Han bor stadig hjemme hos sin far sammen med teenager-lillesøsteren Silja, og stemningen har været nedtrykt, siden moren gik bort nogle år tilbage.
Kári er en tilbageholden mand, der mest udtrykker sig med en sammenbidt grimasse og få ord i stedet for store armbevægelser og følelserne uden på tøjet. Unge Sámal Hansen indtager karakteren med fin troværdighed og naturlighed, men måske er han faktisk instrueret lige en tand for afmålt. I hvert fald ændrer Kári påfaldende sjældent sit ansigtsudtryk under den stilfærdige indre deroute.
Han får heldigvis mere umiddelbart modspil fra de to primære kvinder i sit liv. Han har en flirt kørende med sin gamle skolekammerat Elin, som desværre for ham rejser til Frankrig inden længe for at starte på et kunstakademi. Og søsteren, der er ramt af angst og ensomhed, skælder jævnligt ud på både Kári og deres akavede far for at være passive.
En mere abstrakt medspiller i fortællingen er den storladne færøske natur, som omgiver karaktererne med bjerge, græsmarker og et viltert hav. Flere gange stopper Kári op for at bare at snuse havluften ind og være alene i landskabet.
Stórás løbende vekslen mellem intime dialogscener og smukke, ordløse landskabsbilleder skaber en god dynamik i fortællingen. Káris følelsesmæssige forbindelse til den evige natur får et ekstra lag i filmens sidste akt, hvor han i en ordudvekling omsider sætter ord på det savn, som holder ham fast til stedet.
Sammenlignelige filmiske sjælevenner finder man i den islandske instruktørkollega Rúnar Rúnarsson realismedramaer om ensomme karakterer, der i film som ’Sparrows’, ’Lysbrud’ og ’Solitude’ (sidstnævnte nøjedes han med at skrive manus til) kæmper med afsavn og ensomhed.
Hvor Rúnarsson har hang til at overraske publikum med et voldsomt tragisk twist, går Stórá dog gennemført underspillet til værks. Og det belønner sig i høj grad mod slut i færingens nye film.
For når man i en times tid har vænnet sig til Káris stillestående og ordfattige gemyt, kommer selv de mindste gestusser af tiltrængt venlighed og forsoning mellem karaktererne pludselig med stor emotionel kraft.
’Det sidste paradis på jord’ runder stærkt og rørende af med en lille smule håb midt i livets uvished. Måske er det okay at være den, der bliver hængende.
Kort sagt:
Den storladne og smukke færøske natur er en vigtig medspiller i melankolsk coming of age- film om at være den, der bliver tilbage, mens alle andre rejser ud i verden og finder sig selv.