1. Netflix’ sorte spejl er tilbage
Der er sket det underlige med Charlie Brookers berømte fremtidsdystopi ’Black Mirror’, at serien er blevet mere og mere aktuel, samtidig med at kvaliteten er dalet støt.
Den nye sæson er ikke en mirakuløs genkomst til tidligere tiders storhed, men i det mindste et forsøg på at komme tilbage nogle af de dyder, der gjorde serien til noget unikt helt tilbage ved premieren på britiske Channel 4 i 2011: Teknologiens indvirkning på vores nære liv, de følelsesmæssige mavepuster og de små satiriske svirpere.
Første afsnit er stærkt begyndt i hvert fald: Her holdes en kvinde i live efter en ulykke gennem et abonnement, der lyder for godt til at være sandt … indtil det skal opgraderes til Premium. Senere på sæsonen vender Brooker & co. tilbage til det fremragende ’USS Callister’-afsnit fra sæson 4.
Måske var ’Black Mirror’ bare allersjovest, da opfindelserne trods alt føltes helt uvirkelige. Men seriens budskab er der vel mere brug for at tage seriøst end nogensinde før, og alene er den grund af syvende sæson et besøg værd. Læs Alexander Grevys fulde anmeldelse af sæsonen her. – JLU
’Black Mirror’ sæson 7 kan ses på Netflix.

2. ‘Doggystyle’-skaber går DR Drama
2024 blev uden DR’s traditionsrige søndagsserie. Nu rammer der endelig én, som dog ikke er noget, der minder om traditionel.
Kvinden bag er ‘Doggystyle’-skaber Anna Emma Haudal, der bringer anderledes takter til den velkendte dramaformel.
Det starter med fundet af et mumificeret spædbarnslig, der har ligget skjult i skunken på loftet af en ejendom på fine Frederiksberg, hvor den ellers nydelige 87-årige Martha bor. Og da hun uden at blinke erkender, at det er hendes barn, som hun selv slog ihjel, er hendes levende voksne datter og børnebørn paffe.
Selvom det umiddelbart kunne lyde som et udelukkende ubehageligt mysterie, spiller ‘Generationer’ på alle mulige strenge af både krimigenren og familiedramaet. Faktisk er det til tider også lidt sjovt. Læs vores anmeldelse af serien her. –MJK
‘Generationer’ kan ses på DRTV.

3. Svindlerisk Jonn Hamm
Mange ting havde nok set anderledes ud for Don Draper, hvis han havde levet i 2025.
Det kan man ikke undgå at tænke lidt på i den nye Apple TV+-serie ‘Your Friends and Neighbours’ med Jon Hamm i hovedrollen. Godt nok ikke en fortsættelse til ‘Mad Men’, men den rummer alligevel en del paralleller til stjernens hævdvundne 50’er-alfahan, der besad en uanet evne til at flyde ovenpå. Sådan er det ikke længere.
I hvert fald ikke i genkomsten som finansmanden Coop, der går fra vinder til svindler, da han bliver fyret og derfor begynder at stjæle fra sine rige naboer for at holde sig oven vande.
Det er efterhånden længe siden, Jon Hamm virkelig har været et powerhouse. Det kan ‘Your Friends and Neighbours’ forhåbentlig lave om på.
‘Your Friends and Neighbours’ kan ses på Apple TV+.
Set det hele? Så tjek sidste uges anbefalinger.