’Den ensomme dræber’: Ambitiøs dansk lavbudgetfilm om terrorangreb i Danmark kammer over
Det skorter ikke på ambitioner hos instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller Danny Thykær.
Helt uden støttemidler fra Det Danske Filminstitut har den 46-årige dansker kastet sig ud i at lave en journalistisk thriller med et stort cast samt flere locations og parallelle handlingstråde, der kredser om terrorangrebene i 2015 mod Krudttønden og Synagogen i Krystalgade.
Thykær indtager selv hovedrollen som familiefaren Benjamin, der er redaktør på den lille, traditionsbevidste avis Københavneren, som hans afdøde far tidligere ledte. Avisen kæmper med økonomien, for indtjeningen på abonnementer og annoncer daler. Det samme gør den journalistiske kvalitet og mængden af originale idéer.
Det brogede og til tider uvenskabelige hold af journalister tvinges imidlertid til at samarbejde i højeste beredskab i løbet af den dramatiske weekend, hvor København bliver ramt af det todelte terrorangreb. Imens forsøger Benjamin at finde frem til, hvilken rolle Københavneren skal spille nu og i fremtiden.
Det aftvinger respekt, at Thykær har formået at færdiggøre sin spillefilm med et meget beskedent produktionsbudget på 120.000 kroner. Dog må man desværre konkludere, at den lille film ikke lykkes med at realisere sine store ambitioner og mange ærinder.
’Den ensomme dræber’ vil gerne være et dybdegående arbejdspladsportræt af den trængte, men dedikerede avis. Derfor er der sat en hel del tid af til scener, hvor kollegaerne småsnakker, joker og skændes over faglige og personlige udfordringer.
Men skuespillerne finder sjældent kemien – måske fordi alle optagelserne skulle i hus på blot ni dage – og de mest dramatiske dialogscener kammer over i karikerede vredesudbrud.
I stedet for at sætte pris på hovedpersonernes grundige arbejde og samspil, som man gør det i forbilleder som ’All the President’s Men’ og ’Spotlight’, bliver man faktisk træt af journalisterne, når de taler i munden på hinanden. Særligt en håndfuld alt for lange redaktionsmøder, hvor karaktererne namedropper virkelige nyhedshistorier fra 2015, uden det fører til egentlig fremdrift for fortællingen, burde være skåret ned i klipperummet.
Filmen agter at være en hyldest til journalister og ytringsfriheden, men mange af medarbejderne på Københavneren fremstår enten inkompetente eller usympatiske. Chefredaktøren Benjamin er underligt frembrusende uden egentlig at sætte en linje for sine ansatte, som han til gengæld ikke sender hjem, når de oplever noget traumatiserende. Og hans tætteste kollega langer konstant nedladende ud efter »Google-generationen« af unge kollegaer i stedet for at lære fra sig.
Mens de fleste af scenerne på kontoret er for lange, er et sideløbende spor, hvor vi følger den titulære drabsmand op til, under og efter terrorangrebene, omvendt alt for underudviklet. For vi ved ganske lidt om den kommende terrorist, hvis ansigt vi aldrig ser. ’Den ensomme dræber’ lader os ikke komme ind i hovedet på den radikaliserede mand.
Den opgave lykkedes bedre for instruktørkollegaerne Ole Christian Madsen og Nils Giversen i henholdsvis fiktionsfilmen ’Krudttønden’ og dokumentaren ’Angrebet – Omars vej til Krudttønden’, som begge har fem et halvt år på bagen.
Hensigterne med den anonyme terrorists scener er nok at skabe ildevarslende suspense, inden angrebene falder. Men optakten til drabene, hvoraf det ene af budgethensyn vises offscreen, er langtrukken snarere end pirrende.
Mere interessant er et spor om den desillusionerede journalist Hakan, spillet af Afshin Firouzi, der skriver om drenge og unge mænd i byens bandemiljøer. Hakan kæmper med at bevare optimismen i sit arbejde, både fordi drengene i realiteten ikke formår at bryde fri af kriminaliteten, og fordi han er bange for bare at forstærke omverdenens fordomme om den sårbare samfundsgruppe.
Da Hakans sidefortælling senere tager filmens mest spændende drejning, studser man over, hvorfor han ikke er hovedpersonen. Havde han været det, kunne ’Den ensomme dræber’ også, gennem det journalistiske arbejde, have dykket mere ned i det liv, som drabsmanden kommer fra.
I stedet prioriterer Thykjær en virkelig lang dialogscene mellem Benjamin og en utroværdigt meddelagtig FBI-mand spillet af Peter Gantzler. Efterfølgende udfærdiger redaktørens en opsummerende artikel om terror, ytringsfrihed og fordomme, som, i de bidder vi får serveret, lyder påfaldende lommefilosofisk.
Thykær lavede en lignende fejlkalibrering på sin spillefilmdebut som instruktør fra 2014, ’Backgammon’, hvor han lovligt forsimplet sammenlignede livets gang med brætspillet af samme navn.
Instruktøren har tydeligvis meget på hjerte, men det falder desværre til jorden.
Kort sagt:
Danny Thykærs passionsdrevne indiethriller om journalisters arbejde under terrorangreb i København kommer ikke i mål med sine store ambitioner og mange ærinder. ’Den ensomme dræber’ fungerer hverken som arbejdspladsportræt, spændingsfilm eller rekonstruktion af et kollektivt traume.