’Gen V’ sæson 2: ’The Boys’-spinoff er blevet lige så voksen og mørk som sin storebror
Hvad sker der, når verdens stærkeste superhelt laserstråler verdens (måske) kommende stærkeste superhelt midt i et masseslagsmål på campus?
Svaret er: tilsyneladende ingenting.
Sådan efterlod første sæson af ’Gen V’ os. Homelander landede på superhelteuniversitetet Godolkin, stoppede et blodigt slagsmål mellem pro- og antimenneske-superhelte og satte en parentes omkring Marie Moreau (Jaz Sinclair), den unge helt med evnen til at manipulere blod. Hun og hendes venner vågnede op i Elmira, en slags højsikkerhedsforvaring for superhelte, der er værre end noget fængsel, mens USA udenfor stadig ulmer i en politisk skyttegravskrig.
Her tilbedes Homelander som en frelserfigur, og hvor Trump-vælgere råber »MAGA«, lyder det her i stedet »Go Mega«. Konspirationer om 5G og antiwokeisme breder sig, og i den aktuelle sæson 2 fortsætter serien som en lige dele grotesk og præcis parodi på amerikansk kultur.
Men hvor første sæson balancerede det absurde og eskapistiske med ungdommelig energi og ’X-men’-agtige campusoptrin, er anden sæson markant mørkere. Godolkin føles mindre som et kaotisk frirum og mere som et overvåget laboratorium under ny ledelse.
Den nye rektor, Cipher (Hamish Linklater), er selv en Vought-blå superhelt og stolt af det. Han nulstiller skolens ranking-systemer for at sortere de »ægte« talenter fra resten. Hans metoder lugter mere af eugenik end pædagogik, og hans besættelse af Marie er isnende ubehagelig. At se ham charmere sig igennem møderne med eleverne, mens han langsomt afslører sit sande ansigt, giver sæsonen en kold og kynisk tone.
Det betyder dog ikke, at ’Gen V’ har glemt at more sig. Serien er stadig bedst, når de studerende får lov at gå amok i deres egne små lommer af anarki. Særligt Emma (Lizzie Broadway), der kan skrumpe til mikrostørrelse eller vokse sig gigantisk, folder sig ud sammen med et nyt hold aktivistiske veninder med bizarre superkræfter.
På papiret er de »ikke rigtige helte«, men netop derfor fungerer deres scener som et kærkomment pusterum. At Cipher afviser dem, understreger blot pointen: Det er i de fejlbarlige figurer, serien finder sin charme.
Og så er der fraværet af Andre, der kunne manipulere med metal. Skuespilleren Chance Perdomo døde i en motorcykelulykke sidste år, og holdet bag valgte respektfuldt ikke at recaste ham. I stedet er tabet skrevet direkte ind i fortællingen. Emma står i centrum for sorgen, især i scenerne med Andrés far (Sean Patrick Thomas), hvor hendes og farens skyldfølelse og savn skærer igennem al ironien.
Midt i satirens overflod opstår der et stille, ømt rum, som viser, at ’Gen V’ også kan ramme følelserne.
Alligevel er balancen forskudt. Første sæson havde et ungdommeligt drive, hvor Godolkin var et teater af hormoner, likes og superkræfter – en slags ’Wednesday’ på steroider. Anden sæson er mere dyster, mere kontrolleret. Den er stadig voldsom, stadig morsom og stadig uhyggeligt aktuel i sin satire af et USA, hvor blind dyrkelse af stærke mænd æder demokratiet indefra. Men noget af den fandenivoldske eskapisme er forsvundet.
Humoren er fortsat en blanding af infantile chok og knivskarpe punchlines. Når Cate (Maddie Phillips) ved et uheld manipulerer en vagt til at bolle en havenisse, rammer den absurde tone plet. Når serien derimod insisterer på, at en hel vennegruppe skal teleportere sig gennem en medstuderendes numsehul – selvom en dør stod lige dér – føles det som en billig provokation.
Jeg savner ikke mindre pik-og-røv-humor. Jeg savner mere logisk pik-og-røv-humor. For hvis man ikke tror på karakterernes bevæggrunde, bliver det svært at grine med dem.
Der er også fortællemæssige benspænd. Nogle storylines virker hastigt afviklet, og cliffhangeren fra første sæson bliver nærmest ignoreret til fordel for en ny fjende i rektoren, der i Hamish Linklaters skikkelse til gengæld spiller skurkerollen med samme overlegne overbevisning, som da han spillede præsten i Netflix’ ’Midnight Mass’.
Alt i alt er ’Gen V’ stadig et værdigt supplement til ’The Boys’ – og mod slutningen bygges der bro mellem de to serier.
Kort sagt:
Anden sæson ’Gen V’ skruer ned for hormoner og likes og op for mørke laboratoriegange. Satiren bider stadig, scener med Emmas gakkede veninder giver humoren lethed, og håndteringen af Andrés fravær giver serien et uventet ømt hjerte.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.