SCENEN, DER FIK MIG TIL AT GRÆDE. Jeg græder næsten aldrig.
Det er creepy og vistnok en medfødt defekt eller nedarvet sygdom, ganske uhelbredelig. Troede jeg. For i juni kom en ikke-receptpligtig kur, og den hedder ’Hotel Romantik’.
Du ved, seersuccesen hvor 20 danske pensionister er rejst til det schweiziske bjerglandskab for forhåbentligt at finde deres næste søvl mate – og programmet, hvor det nærværende ægte- og værtspar Sofie Linde og Joakim Ingversen på fineste vis faciliterer et generationsforbindende projekt.
Ja, værsgo: endnu et stykke verdensklasse aldersoptimistisk popkultur, der understreger, at rynker kan være lige så smukke, som de bør være myndiggørende. Og en vellykket public service-reminder om, at ’selv’ seniorer kan være sultne på eventyr, ostefondue og så sandelig også hinanden.
Det lyder da umiddelbart både opløftende og glædeligt – hvilket det bestemt er. Faktisk er ’Hotel Romantik’ på mange måder en pissegrineren tv-perle, hvor seeren muntrer sig med at overvære alt fra liderlighed i støttestrømper til jodlen fra rustne stemmer og dansen med ivrige hofter – I’m looking at you, wingman macho-Lars.
Jeg kigger også på fanfavoritten JR, der zumbaer med, hvad der ligner en tampon i næsen og siger »Yo«, mens han fyrer skøre håndtegn af, når han møder lækre »mumse-piger«. Han og hans LA-hestehale er faktisk svære at slippe blikket fra.
Men det er hele det vidunderligt skægge og generøse cast sgu.
I dette bredspektrede karakterkatalog er selv de semi-irriterende nemlig mere end tiltalende, og alle deltagerne fremstår – i modsætning til visse andre realityformater – både hudløst ærlige og beundringsværdigt sårbare.
Netop derfor har DR’s måske allerbedste datingprogram ever (!) været en rørende og tårevædende oplevelse. For mens boomerne leder efter deres sidste kærlighed, fortæller de i ømme og velplacerede sync-sekvenser om deres første – og om allerede levede liv spækket med lykke og sorg.
Her formår end ikke selvbetitlede kynikere at holde et straight eller tørt face.
Nej, jeg får faktisk et decideret sug i maven, når jeg tænker på Lise Lottes hjerteknusende fortælling om tabet af sin datter eller Hans’ bekendelse om de (børne)børn, han begrædeligt aldrig fik. Og jeg får seriøse chills ved at genspille Kelds imponerende karaokeversion af Billy Joel-balladen ’Just the Way You Are’ – og endnu flere ved tanken om fotoshootet, hvor Steen følelsesladet luner sig på historier om sin mor og hendes hjemmestrikkede sutsko.
De momenter er ikke blot honorable og uforglemmelige mentions, men vaskeægte bevægende skærm-magi.
Ét øjeblik står dog tydeligst frem: afskedsmiddagen. Scenen, hvor de medvirkende kinderødmende stråler af sjælevarme og taknemmelighed, mens de leger ’gæt et stykke uidentificerbart kød’. Og scenen, hvor Kirsten slutter en i forvejen dybt fængslende talerække med kulderystende lærdomme.
Den charmerende 79-årige har i tidligere afsnit delt ubærlige beretninger om sin mands selvmord – og sit eget forsøg på selvsamme. Barske historier, der let kunne vække en stille frygt for, at melankoli og mismod for evigt vil overmande en, hvis først skyggesiderne får favntag.
Men da Kirsten rejser sig fra både bordet og fra en mørklagt fortid, efterlader hun fellow-pensionister og publikum måbende. For som aldrig før legemliggør den lille dame med det store sind håb og vitalitet, som hun smukt maler billeder om beruselse i champagne og selvværdsgaver fra fremmede kanter og nye bekendtskaber.
Og lige dér indkapsles et af programmets vigtigste budskaber: Vi vil alle bare gerne høre til.
I Schweiz, i fællesskabet, i livet.
Ønsket om ufortrødent at danse (videre) i flok og forelskelse – eller smerten ved, at ens hjertenskær på fuckboi-manér har købt en dyr flaske scorerødvin til en anden – kender ingen alder.
Tænk, at nogle af os har været så dumme at betvivle det. Og tænk, at en spisebordsscene i et singleshow om alper og amoriner viste sig at blive et stærkt middel i kampen mod ignorant, ekskluderende ungdomsdyrkelse – og defekte typers anti-tuderi.
’Hotel Romantik’ kan ses på DR.