Ikonisk kendisromance genoplives i ny Ryan Murphy-serie – se traileren til ‘Love Story’

Ikonisk kendisromance genoplives i ny Ryan Murphy-serie – se traileren til ‘Love Story’
'Love Story: John F. Kennedy Jr. og Carolyn Bessette'. (Foto: Disney+)

Den kommende serie ’Love Story: John F. Kennedy & Carolyn Bessett’ handler om præsidentsønnen og hans udkårne Carolyns stormende forelskelse, som på grund af JFK Jr.’s status ikke udfolder sig helt uden problemer.

I traileren, der netop er landet, får man en forsmag på seriens højdramatiske tone samt nogle af seriens tematikker. Man hører for eksempel Carolyn sige: »Spørgsmålet er ikke, om jeg vil være sammen med dig resten af livet. Spørgsmålet er, om jeg er skabt til at være Mrs. JFK Jr.«.

Paparazzikameraerne knipser, mens Carolyn bliver fortalt, at hele verden kigger på hende, og at hendes fremstilling udadtil er altafgørende, ikke bare for hendes egen skyld, men for hele familien Kennedy.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Traileren giver også et blik på Carolyns liv før det overskriftstrækkende forhold, hvor hun arbejdede hos Calvin Klein, først som salgsassistent og senere som leder.

Serien er inspireret af Elizabeth Bellers bog ’Once Upon a Time: The Captivating Life of Carolyn Bessette-Kennedy’ og har det nye navn Paul Anthony Kelly i rollen som JFK Jr. og Sarah Pidgeon i rollen som Carolyn Bessette. Pidgeon har blandt andet medvirket i sidste års ’I Know What You Did Last Summer’.

På rollelisten finder man også navnene Naomi Watts, Grace Gummer (datter af Meryl Streep) og Alessandro Nivola.

‘Love Story’ er det seneste skud på stammen fra den produktive serieskaber Ryan Murphy, hvis track record må siges at have haltet i et stykke tid. Sidste år havde han to serier på listen over største serieskuffelser, og så sent som i sidste uge landede ‘The Beauty’, der fik to stjerner af Soundvenues anmelder. Det må man håbe denne titel kan rette op på.

‘Love Story: John F. Kennedy Jr. og Carolyn Bessette’ har premiere 13. februar på Disney+.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af