’The Testaments’: Savner du ‘The Handmaid’s Tale’? Teenage-spinoff puster nyt liv i vanæret franchise
SERIE. Under his eye.
Der var engang, hvor ‘The Handmaid’s Tale’ dominerede popkulturen. Tv-serien, baseret på Margaret Atwoods bestseller, stod som et empowerment-fyrtårn i streamingens gyldne æra. Det ikoniske handmaid-kostume blev brugt til adskillige protester verden over som symbol på kvindelig kropsautonomi under pres.
Men storhed står for fald, og serien sluttede i 2025 uden den store fanfare.
Det er ikke ligefrem, fordi verden har opnået ligestilling mellem kønnene i mellemtiden. Så det er ikke mærkeligt, at showrunner Bruce Miller har mere at sige gennem det (nærmest) fiktive Gilead.
Denne gang er det ‘One Battle After Another’-stjerneskuddet Chase Infiniti, der har hovedrollen som teenagepigen Agnes MacKenzie i efterfølgeren ‘The Testaments’, også baseret på en roman af Atwood.
Agnes lever på overfladen et ret fredeligt liv i Gilead. Hun bruger tiden med sine veninder: Den godtroende Hulda (Isolde Ardies), den bedrevidende mean girl Shunnamite (Rowan Blanchard) og hendes bedste veninde, Becka (Mattea Conforti), som har svært ved at rette ind efter Gileads strenge regler.
For pigerne går på en skole for døtre af højtstående commanders, ledet af den frygtindgydende Aunt Lydia (Ann Dowd), som er blevet mildere med årene. Her lærer pigerne, iført farvekoordinerede uniformer, at blive perfekte, underdanige ægtefæller.
Men som i alle highschool-fortællinger kommer der en ny pige i klassen, som skaber røre i andedammen: tilflytteren Daisy (Lucy Halliday).
Hun er en såkaldt pearl girl, en Gilead-konvertit, som har forladt Canada for at blive genfødt i Gilead.
Eller, det siger hun i hvert fald. Agnes får besked på at vise Daisy rundt, men hun mistænker hurtigt, at hendes nye slyngveninde ikke kun er kommet til Gilead for at tjene Guds vilje.
‘The Testaments’ er til dels en coming of age-fortælling, dels spionthriller og dels politisk drama med Aunt Lydia og de andre aunts’ interne magtkampe.
Serien er mindre hårdtslående voldelig end sin forgænger, og Miller går til universet med et nyt perspektiv og fornyet energi, som især mærkes i de unge og enormt talentfulde hovedroller.
Chase Infiniti sælger Agnes, hvis baggrund trækker tråde ind i den oprindelig serie, som rettroende og blid. Hendes senere tvivl er tålmodigt udrullet og fyldt med gråzoner, som Infiniti leverer med en subtil og dragende tilstedeværelse.
Hvor ‘The Handmaid’s Tale’ havde oprør i fokus, går det nye skud på stammen mere subtilt til værks.
Hverken June eller de andre handmaids var vokset op i en verden, hvor Gilead eksisterede, men teenagepigerne i ‘The Testaments’ har aldrig kendt til andet.
Og alt i Gilead er så smukt, at man helt kan glemme, hvor man er, bemærker Daisy.
Bruce Miller gør en dyd ud af at vise, hvor appellerende religiøse dogmer og fanatisme kan være. Især når man er født på toppen af pyramiden.
Det bliver særligt støttet af seriens smukke billedside.
Skolen og pigernes hjem fremstilles harmonisk i smukke og symmetriske billeder. Man lulles til at holde af Gilead, når pigerne danser synkront, høster honning eller udfører en omhyggelig teceremoni.
Men der er revner i det fine porcelæn, som gradvist bliver umulige at ignorere.
Som da en commander bemærker til sin datter, at hun er meget ung til at blive giftet bort, men med de horrible fødselstal er det den eneste vej. Kvindekroppen er trods alt mest fødedygtig i teenageårene, blessed be the fruit.
Agnes og hendes veninder må indse, at selvom de får lov til at bestemme farvepaletten til deres bryllup, er de ikke mere end kostbare fødemaskiner.
Deres strid med Gilead og hinanden går til tider lige langsomt nok, og visse plottråde trækkes så tynde, at de næsten sprænger.
Alligevel lover det godt for kommende sæsoner, som forhåbentligt ikke løber tør for brændstof som sin forgænger.
Kort sagt:
At dømme ud fra udviklingen i ‘The Handmaid’s Tale’ kunne man være bekymret for efterfølgeren, ‘The Testaments’. Men serien byder på et nyt cast, et nyt perspektiv og bevarer sin forgængers skarpe politiske kritik i det stadig lidt for #tooreal Gilead.
Anmeldt på baggrund af hele serien.