’Calle Málaga’: ’Hotel Romantik’ har fået sig en værdig konkurrent med rørende ny film
FILM. Pladespilleren drejer. Små støvkorn lander på vinylen, der spiller spanske serenader i det hjem, hvor Maria Angeles (Carmen Maura) er i gang med at anrette hjemmedyrkede blomster og slagte fedekalven.
Der er dog hverken jubel eller udpræget gensynsglæde at spore hos den fortabte datter, Clara (Marta Etura), da hun endelig ankommer til marokkanske Tanger. Snarere sorg i øjnene og umenneskelig træthed i ansigtet.
Med rette. For fanget i en strid skilsmisse og dertilhørende økonomiske problemer er hun kommet for at meddele, at hun vil sælge både pladespilleren og den lejlighed, som moren aldrig har ejet, men altid har boet, elsket og levet i.
Og nu kan Maria så pænt vælge mellem at blive placeret på et tarveligt plejehjem, hvor de ældre fastspændes til formynderiske vægge, eller flytte med Clara og hendes to børn til Madrid.
Æsel eller selvopofrende bedstemor – take your pick.
Ingen af delene, tak. ’Den Blå Kaftan’-instruktør Maryam Touzanis nye, sjælevarme film ’Calle Malaga’ – opkaldt efter den gade, hvor den smukke lejlighed ligger – bliver nemlig en medrivende fortælling om den karismatiske hovedkarakters bevægende og virkelig sjove vej tilbage til sit hjem.
Det gør hun blandt andet ved at bryde alkohol- og husregler. Sammen med det lokalmiljø, hun er så forankret i, begynder hun nemlig at afholde semiulovlige arrangementer, hvor hun – mod betaling – viser fodboldkampe og serverer hjemmelavet mad i missionen om at samle penge nok til at skaffe adressen og hver en ejendel tilbage. Med fuld opbakning fra både det medrevne publikum og instruktøren, btw.
For i den alderspositive og symbolstærke fortælling er der et tydeligt opgør med forestillingen om, at ældresager – hvad enten det er et skuffedarium eller en +70-årig dame – er noget, man bare lige skiller sig af med.
Med et poetisk kamera og en enestående sans for det taktile puster filmen ikke blot liv i den marokkanske bydel og i lysekroner og gyngestole, men også i den gnavne antikvar, Abslam (en glimrende Ahmed Boulane).
Til at begynde med er han filmens bad guy, men i en velkendt enemies-to-lovers-trope ender han som en hot Romeo med høreapparat.
Åh, hvor bedårende. Vent… faktisk nej.
For efter den seneste tids debat om elderspeak og potentiel nedladenhed over for pensionister er det værd at bemærke – og prise – at ’Calle Malaga’ netop ikke cuteificerer hverken det nyforelskede par eller filmens geniale hovedperson.
Hun håndteres med kærkommen respekt, ligegyldigt om det er i rebelske oprør mod datteren eller i skønne scener, hvor hun giver en grafisk beskrivelse af den foregående aftenens væskedrevne og smukt indfangede sex til sin nonneveninde.
Og ingen kan fortælle så medrivende om cunnilingus som vidunderlige Carmen Maura, der er særligt kendt og hyldet for sit arbejde i Pedro Almodóvars ’Volver’, og som her leverer endnu en pragtpræstation.
Charmerende, stålsindig, såret, liderlig, vred – hun kan tage form som det hele. Og når hendes lakerede hånd det ene sekund kan ae kirkegårdsstøv og det næste en lækker biceps, viser hun ikke blot skuespilmæssig tæft, men fremstår også som en yderst forbilledlig seenager.
Eller måske bare et helt almindeligt menneske med helt almindelig livslyst og libido – og med en forholdsvis beskeden bøn om ikke at få frarøvet sine ting eller sin myndighed.
Det er skam alvorstunge tematikker, der sættes i scene i en ellers humoristisk film, og dens slutning er klart mere tungsindig – og brat – end forventet.
Men det er et både stærkt og klogt valg, der efterlader mig med en rørstrømsk trang til at give min bedstemor et kram og en pladespiller – og eventuelt også en elsker.
Kort sagt:
’Hotel Romantik’ har fået en værdig modstander i kampen om at levere det mest rørende portræt af alderdommens sorger, glæder og orgasmer.