KOMMENTAR. Da den amerikanske hær i 2002 skulle genopfinde markedsføringen af sig selv, havde de brug for noget, der kunne fange opmærksomheden blandt unge mænd.
De skulle bruge et rekrutteringsværktøj, der forklarede, hvordan livet som soldat var, og ikke mindst hvorfor hæren var et fornuftigt alternativ til andre uddannelser.
Resultatet blev ’America’s Army’, der blev udviklet som rekrutteringsværktøj af hæren selv, og som sidenhen er blevet så populært, at det i dag er »den amerikanske hærs officielle spil«.
Det var et oplagt valg, for computerspil er en af de mest effektive indgange til en for militæret eftertragtet målgruppe: Unge mænd, der er usikre på deres fremtid.
Men det viser også et problematisk aspekt af spilbranchens komplicerede forhold med krig og fascinationen af soldater som en slags rollemodel for drenge og unge mænd. For imens ’America’s Army’ er et bevidst rekrutteringsværktøj, der nyder godt af (og måske til en vis grad udnytter) en stor målgruppes interesse for computerspil, er almindelige skydespil ofte mere en glorificering af krig, end de er en kommentar på selvsamme.
Tag bare ’Call of Duty’. Den legendariske skydespilserie pumper et nyt millionsælgende spil ud hvert år, men præmissen er altid den samme: Krig, vold, skyd en masse fjender (der som regel er nazister, russere eller fra Mellemøsten).
Når populære skydespil år efter år bliver lanceret med løfter om realisme og skildring af krig, er der ikke fokus på de menneskelige aspekter og konsekvenser af krig. I stedet sendes spillene ofte på markedet for at underholde frem for at oplyse spillerne.
At spil primært vil underholde er naturligvis helt acceptabelt – ligesom vi også har store actionfilm, der ikke sparer på krudtet – men en vis selvindsigt og anerkendelse af, at skydespil bevæger sig i et problematisk felt, ville være kærkommen.
Når spilstudiet Treyarch i august brugte konspirationsteorier fra højrefløjen i promoveringen af det nye ’Call of Duty: Black Ops Cold War’, var det måske blot et tankeløst uheld. Men ansvarligt var det ikke. Traileren præsenterede et forvrænget billede af historiske begivenheder, og det er uaccaptabelt.
Hvis spilbranchen ikke ved bedre, må udviklerne simpelthen hanke op i sig selv og gøre en indsats. Det er en milliardindustri, der er med til at opdrage kommende generationer af børn, unge og sågar voksne.
En lemfældig sammenblanding af skydeglad underholdning og virkelighedens krigsaktiviteter er problematisk og uforsvarlig. Som når den amerikanske hær for tiden slår sine folder på den populære streamingplatform Twitch med et esport-hold.
Krig med ansvar
Heldigvis er der spil, som formår at levere en nuanceret oplevelse, hvor krig skildres med ansvar og en klar bevidsthed. For det er ikke umuligt, hvis bare man er ærlig omkring sit formål.
Da ’Spec Ops: The Line’ udkom tilbage i 2012, var det ikke blot endnu et skydespil sat i Mellemøsten. Det var derimod en skarp kommentar til det krigselskende USA og dets allierede, hvor man blandt andet endte med at bombe en civil befolkning med fosforbomber, da den prøvede at flygte fra krigens rædsler.
’Spec Ops: The Line’ var ikke et sjovt spil, for det var ikke besat af at være rendyrket underholdning. Det var derimod bevidst om sit ophav. Dets formål var ikke tidsfordriv. Det var derimod dybt ubehageligt, og som spiller gjorde det indtryk.
Folkene bag spillet havde en klar besked: Krig er ikke en bekvemmelighed, vi kan tjene penge på uden at tage stilling til konsekvenserne.
Et andet eksempel er ’This War of Mine’, et overlevelsesspil, hvor der fokuseres på de civile ofre og den forfærdelige hverdag, man tvinges til at leve i under krig. Spillet foregår i et fiktivt land, men er inspireret af 90’ernes borgerkrig i Bosnien.
’This War of Mine’ lægger ikke fingre imellem. Som overlevende i en krigshærget by skal man forvalte sparsomme ressourcer, imens krigens rædsler hærger omkring én. Hver dag er en kamp for overlevelse. Ikke kun fysisk, men også mentalt.
Det er brutalt og nådesløs, men også en nødvendig skildring af krig. At spillet tidligere i år blev tilføjet Polens anbefalede pensum for universitetselever understreger, at spil kan mere end at underholde.
For spil kan sagtens tage ansvar, uden oplevelsen lider under det. De behøver ikke konstant at belære os. Der skal ikke altid være en løftet pegefinger.
Men spil og kulturen omkring dem spiller nu så magtfuld en rolle i samfundet, at de må være deres ansvar bevidst og behandle krig, dens konsekvenser og historiske fakta, med den seriøsitet, det kræver.