Microsofts gigantiske spilhandel hænger i en tynd tråd

Microsofts gigantiske spilhandel hænger i en tynd tråd
'Call of Duty: Black Ops – Cold War'.

Det kom som lidt af et chok, da Microsoft i starten af året kunne afsløre, at de ville opkøbe spilgiganten Activision Blizzard.

Firmaet, der ejer franchises som ‘Call of Duty’, ‘World of Warcraft’ og ‘Diablo’, havde ellers været i modvind efter adskillige skandaler, men det afskrækkede ikke Xbox-producenten fra at gennemføre handlen til en værdi af 458 milliarder kroner.

Nu risikerer planerne dog at gå i vasken, efter de amerikanske konkurrencemyndigheder FTC er gået ind i sagen med henblik på at stoppe den grundet konkurrenceforvridende forhold. Det skriver Eurogamer.

»Vi forsøger at stoppe Microsoft fra at få kontrol over et førende og uafhængigt spilfirma og dermed bruge det som en fordel til at skade konkurrencen i et dynamisk og hurtigtvoksende spilmarked«, lyder det fra FTC.

Frygten er, at Microsoft vil låse den enorme portefølje af spil, som Activision Blizzard råder over, til deres platforme og dermed udkonkurrere PlayStation, fordi Sonys konsol vil være mindre attraktiv for forbrugerne.

Et af hovedargumenterne er, at Microsoft allerede har benyttet sig af denne strategi før, da de opkøbte ZeniMax i 2020.

Med i købet fulgte ikoniske serier som ‘The Elder Scrolls’ og ‘Fallout’ samt det kommende sci-fi-epos ‘Starfield’, og spekulationerne startede straks herefter, om serierne ville have en fremtid hos PlayStation.

Efter flere vage udmeldinger bekræftede Xbox-chef Phil Spencer, at spillene i første omgang kun vil komme til pc og Xbox.

Samme diskussion har derfor ramt handlen med Activision Blizzard, hvor især ‘Call of Duty’ har været centrum for en intensiverende krig mellem Microsoft og Sony, men nu ser det altså ud til, at der måske slet ikke er noget at frygte.

Selv er Microsoft overbeviste om, at FTC’s indblanding ikke får konsekvenser for deres opkøb: »Vi er sikre i vores sag og glæder os til at fremvise vores argumenter i retssalen«, udtaler de.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af