’Forspoken’ er som at putte plaster på et åbent kraniebrud

Det længe ventede actionspil skulle være en teknisk åbenbaring, men i stedet er det en ørkenvandring af klichéer.
’Forspoken’ er som at putte plaster på et åbent kraniebrud
'Forspoken'. (Foto: PR)

Som et af de få spil, der udelukkende er blevet udviklet til pc og PlayStation 5, har der været store forventninger til ’Forspoken’.

Spillet ville ikke blive holdt tilbage af ældre konsollers tekniske begrænsninger, og i stedet skulle det sprænge rammerne for, hvad der kan lade sig gøre, når man sammenstykker en enorm spilverden med evnen til at bevæge sig igennem den med utrolig fart og smidighed.

Men så begyndte ridserne i lakken så småt at vise sig.

De første gameplay-klip gjorde de spændte spillere nervøse, spildemoen fik en hård medfart, og anmeldereksemplarerne var langsomme om at ankomme, hvilket ofte et dårligt tegn på, at spillet tilbageholdes, så de negative anmeldelser ikke kan ligge klar før lanceringen.

Desværre har alle advarselslamperne vist sig at blinke af en reel årsag. For ’Forspoken’ er et sjusket makværk med få lyspunkter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En tynd historie

I ’Forspoken’ indtager du rollen som Frey, en forældreløs og hjemløs new yorker, der sjældent befinder sig på den rigtige side af loven.

En dag finder hun et magisk armbånd, der transporterer hende til verdenen Athia, hvor en mystisk forbandelse kaldt The Break hærger.

Heldigvis for Frey kan hun bevæge sig upåvirket gennem verdenen, imens resten af befolkningen har måttet søge tilflugt i byen Cipal, der fungerer som deres sidste bastion mod forbandelsen.

Frey bliver modvilligt hvervet til at bekæmpe de fire Tanta. en slags herskende troldkvinder, og dermed besejre ondskaben for at bringe fred og orden tilbage til Athia.

’Forspoken’ er et generisk sammensurium af samtlige fantasy-klichéer, som vi har fået fortalt gentagne gange de sidste 70 år. Der er ikke noget fundamentalt i vejen med at genbruge klassikere, så længe det bliver gjort på en kreativ og ferm måde.

Det er bare ikke tilfældet her. I stedet føles det føles mest af alt som en tvungen blækregning fra en gymnasieelev, der hader matematik, og som et spil, der skulle udvikles, fordi man fik besked på det, men egentlig slet ikke havde lyst.

Frey skyder med magi. (Foto: PR)

Guldet i kulminen

De trættende aftryk sætter sig også i spillets lydside, som ellers er komponeret af ingen ringere end Bear McCreary (især kendt fra ’God of War’-spillene), der formår at løfte spillet en time eller to, indtil man indser, at man har hørt den samme komposition på loop.

Når man nu har hyret en gudsbenovet musiker som McCreary, hvorfor får man ham så ikke til at skrive en lang række temaer, så vi ikke skal udsættes for det samme refræn igen og igen?

Foruden musikken er det værd at fremhæve spillets bærende grundsøjle: bevægelses- og kamp-mekanikken. Det er bestemt ikke noget homerun, men der er faktisk et ret lovende skelet.

Frey er af uransagelige årsager lidt af en haj til parkour, men da hun kommer i besiddelse af sine magiske kræfter, stikker det helt af.

Nu kan hun pludselig krydse enorme terræner, suse op ad vægge og springe længere end en professionel skihopper. Og det er bare i starten af spillet.

Magisk skydeduel med et monster. (Foto: PR)

Det er enormt sjovt at bevæge sig rundt i ’Forspoken’, og selvom det ikke når op på niveau med ’Marvel’s Spider-Man’, kan man sagtens få et par timer til at gå sådan her, især fordi det kun bliver sjovere, jo flere evner Frey låser op for.

Det er heller ikke helt uden glæde, at man kaster sig over spillets kampsystem, for Frey har et imponerende arsenal af magiske evner, hvor det gælder om at vælge med omhu, hvis man vil udnytte sine fjenders svagheder.

Selvom det visuelt er ret spektakulært at bevæge sig fra kamp til kamp og nedlægge fjender med et boomende våbensystem, så er det dog ikke specielt smidigt. Det er nærmere kluntet, og man savner en vis finesse, når man slår flikflak og saltoer over sine fjender, mens man hagler småsten i hovedet på dem.

Måske var det bare mig, der aldrig mestrede det, men det føltes sjældent, som om Frey gjorde præcis, hvad jeg ville have hende til.

At det så samtidig er et sparsomt udvalg af fjender, man konstant kæmper mod, betyder, at man hurtigt begynder at kede sig.

Nogle af de lidt for ofte genbrugte fjender. (Foto: PR)

En livløs verden

Et andet aspekt, som ’Forspoken’ bakser med, er trangen til at skære enhver situation ud i pap frem for langsomt at lade spilleren selv løfte sløret.

Er Frey sur, får vi en »I’m fucking pissed«-replik. Er Frey træt af sin kompagnon, får vi en omgang »You’re a fucking idiot”«. Og det tager kun tyve minutter, før hun bramfrit beretter, at hun har tillidsproblemer.

Desværre er det blot en del af et markant større problem. For ligesom spillet har travlt med ikke at lade os opdage og fortolke noget for os selv, har det også travlt med at forhindre os i rent faktisk at spille spillet.

Jeg var fuldkommen målløs over, hvor mange mellemsekvenser der figurerede i de første 15-20 timer, og de indledende par timer er vitterligt cutscenes frem for reelt spil.

‘Forspoken’ er enormt, men ikke på den gode måde. (Foto: PR)

Det bliver ikke bedre af, at det kombineres med en ganske vist umådelig og imponerende stor verden, som i princippet giver mening for et parkourspil, da man så har masser af plads at udfolde sig på.

Problemet er bare, at vi med ’Forspoken’ får en gigantisk verden, der føles som en ørkenvandring. Den er hverken spændende, forbavsende eller fortryllende – og værst af alt har man slet ikke lyst til at udforske den, for når man gør, er det de samme ligegyldige og identiske missioner, man havner i.

Selv Cipal (den by man tilbringer en stor del af sin tid i) ligner noget, der er klippet ud af flamingoplader og derefter har fået et par penselstrøg med den kalkfarvede maling.

Byen er – ligesom størstedelen af ’Forspoken’ – enorm, livløs og skuffende kedelig at begive sig rundt i.


Kort sagt:
’Forspoken’ er tynget af den ene kliché efter den anden i en verden, der er lige så livløs, som den er stor. Heldigvis er der noget spilglæde i dets kamp- og parkour-elementer, men det er som at putte et plaster på et åbent kraniebrud.

’Forspoken’. Action-rollespil. Udvikler: Luminous Productions. Udgiver: Square Enix. Platform: PC, PlayStation 5 (testet). Premiere: Ude nu
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af