Datingapps og sexlegetøj sælger dit privatliv til højestbydende

Datingapps og sexlegetøj sælger dit privatliv til højestbydende
Tinder. (Foto: Leon Neal/Getty Images)

På søndag er det den helt store festdag for kærlighed (hvis man ellers går ind for sådan noget), når vi kan fejre valentinsdag.

Derfor er der – trods coronatider – ekstra stor aktivitet i datingapps, hvilket også fører til høj aktivitet under lagnerne.

Men har du egentlig overhovedet overvejet, hvordan dit privatliv og din data behandles af dem, der er med til at skabe lidt romantik i dit liv?

Mozilla, der står bag browseren Firefox, har i anledning af valentinsdag samlet det helt store overblik over dating-apps og sexlegetøj, der på den ene eller anden måde forbinder til internettet, og hvordan de håndterer brugerdata.

Og hvis du er en aktiv bruger af enten det ene eller anden, er der dårligt nyt: De færreste apps og legetøj tager højde for det, vi kalder privatliv.

Tag bare Tinder, en af de værste syndere. Her har billeder fra mere end 70.000 kvinder været delt på suspekte sider, og din brugerdata deles med adskillige marketingfirmaer.

Det samme gør sig gældende med Grindr, der af Mozilla faktisk udnævnes som »den værste af de værste« datingapps. De er så slemme, at det norske Datatilsyn har givet tjenesten en bøde på knap 75 millioner kroner for at dele brugernes data med andre firmaer.

Der er dog også apps og sexlegetøj, som faktisk tager hensyn til anonymisering af brugerne ved ikke at indsamle mere data end nødvendigt, hvilket Mozilla guider til i overblikket.

En vigtig tommelfingerregel er dog, at du aldrig skal oprette din bruger på datingapps ved at tilknytte din Facebook-profil. Dette tip er generelt et godt råd at følge på tværs af alle apps.

En anden god huskeregel er, at hvis et sexlegetøj bruger en app, som benytter sig af Bluetooth, vil der altid være en risiko for, at andre kan tvinge sig adgang til appen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af