Instagram gør det nemmere at slette din konto

Instagram gør det nemmere at slette din konto
Instagram. (Foto: Kerde Severin/Pexels)

Overvejer du at droppe Instagram, bliver det nu meget nemmere at slippe af med din profil – i hvert fald hvis du sidder med en iPhone.

Det sociale medie har nemlig opdateret sin app, så du nu kan slette din konto direkte i appen, skriver TechCrunch.

Førhen har det kun været muligt at deaktivere din profil via din mobil. Ville du derimod slette den helt, skulle du ind via en browser og finde indstillingen, der var gemt godt af vejen.

Det er ændret nu, så du blot skal gå ind under Indstillinger > Konto, hvorefter du kan scrolle ned i bunden og vælge ‘Slet konto’.

Ændringen skyldes et nyt krav fra Apple, hvor alle apps, der er tilgængelige i App Store, skal give brugerne mulighed for at slette deres kontoer i selve appen.

Dette gælder dog kun, hvis appen også lader brugerne oprette profiler via appen, og eftersom Instagram falder ind under denne kategori, har de skulle makke ret inden deadlinen, som lød på den 30. juni.

Samtidig har Apple krævet, at firmaer, heriblandt Instagram, skal slette data forbundet til kontoen, så Instagram må altså ikke beholde privatlivsdata, hvis man anmoder om en permanent sletning.

Vælger du at slette din konto, er der en nedkølingsperiode på 30 dage, hvor din konto blot er deaktiveret. Herefter slettes den permanent.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af