De fem bedste Star Wars-spil nogensinde – og et par stinkere

De fem bedste Star Wars-spil nogensinde – og et par stinkere
'Star Wars Battlefront' udkommer i morgen.

Det stort anlagte ‘Star Wars Battlefront’ er lige på trapperne og vi venter spændt på at gøre et (forhåbentlig) glædeligt gensyn med Darth, Luke og alle de andre. For at slå ventetiden ihjel har vi været gamle støvede skuffer og kasser igennem for at finde de bedste Star Wars-spil fra tidligere år.

Det har både ført til et par skønne genbesøg i en galakse langt langt borte, samt et par smertelige påmindelser om, at ikke alt der bærer det ikoniske logo er lutter lagkage.

Den lyse side: De bedste ‘Star Wars’-spil

StarWarsGames1
‘Dark Forces’ lod os for første gang navigere rundt i ikoniske rumskibe og landskaber med ikoniske karakterer.

‘Star Wars Dark Forces’ – 1995

Hvis du ikke kender det her spil, følger hermed en opfordring til at købe spillet omgående og spille et par timer, inden vi forstætter artiklen her. Jeg venter… Godt.

Som det nok kunne fornemmes er ‘Dark Forces’ inspireret af ‘Doom’-spillene, der storhittede årene inden. ‘Dark Forces’ er skåret på samme sten, men er i den grad en opgraderet udgave af sin navnkundige forgænger: Ikke nok med at man kan kigge op og ned samt hoppe og dukke sig, der var også animerede historiesekvenser imellem de fleste af banerne og et meget stærkere narrativ end i ‘Doom’-spillene.

‘Dark Forces’ prøvede mange nye idéer af med både våben (håndgranater, miner m.m.) og introducerede den senere hen tilbagevendende hovedperson, Kyle Katarn. Flere af banerne var, foruden nedskydning af Stormtroopers, båret af stærke puzzle-elementer der satte gang i såvel hjerneceller som fingre med aftrækkerkløe.

Når ‘Dark Forces’ ikke har fået samme ikoniske plads i first person shooter-historien som storebror ‘Doom’, er det blandt andet fordi, spillet var ret kort, selv efter midthalvfemser-standarder og ikke havde en multiplayer-del. Det er stadig sandt, men ‘Star Wars Dark Forces’ er stadigvæk en solid FPS-oplevelse, ikke kun for de der har Yoda-plakater på kontoret og spiser af ‘Star Wars’-service til middagen. ‘Star Wars Dark Forces’ er bare et drøngodt spil.

Platform: Pc

På de næste sider kan du se flere ‘Star Wars’-pletskud og de få, men fæle svipsere.

StarWarsGames11
To lilla lyssværd. Wow.

‘Jedi Knight 3: Jedi Academy’ – 2002

I ‘Jedi Academy’ indtog man igen rollen som Kyle Katarn, men dernæst var meget få ting mejslet i granit. ‘Jedi Academy’ var et stort rollespil som lod spilleren navigere i moralske og historiemæssige valg, der drev plottet i retning af enten Sith- eller Jedi-siden af det store univers.

Hvadenten man var til lyssværd eller laserrifler, kunne man bygge en karakter, der passede til ens temperament. Jo længere man drev mod den ene af de to ekstremer på det moralske kompas desto flere force powers skulle man vælge imellem. Som fortsættelse i et narrativt etableret univers væves historien flot ind i universet, man kender fra både tidligere spil og filmene.

Spillet starter med at man optages på Jedi-akademiet som Jaden Korr, et ungt og ubeskrevet blad. Jaden møder både Kyle Katarn og Luke Skywalker, men skal sidenhen selv navigere imellem Jedi- og Sith-siden af spillets konflikter – både politisk og personligt. Man skaber undervejs i det flot fortalte eventyr sin egen karakter, som enten kan være engleblid eller et røvhul med lyssværd. Uanset hvilken vej man vælger fortælles historien flot og stringent igennem både velkendte karakterer, samt nye ansigter som i ligeså høj grad også er værd at stifte bekendtskab med.

Som krymmel på toppen af den lækre vaffelis ‘Jedi Academy’ er, kommer multiplayer-delen hvor man designer sin egen karakter med udvalgte force powers, sin egen kampstil med lyssværdet og et unikt udseende. Den unikke implementering af Star Wars-universets særegne elementer (lyssværd og force powers) medvirkede til at multiplayer-duellerne ofte nåede filmiske højder, hvor to duellanter hoppede, spænede og fægtede sig igennem store dele af banerne inden én af dem måtte overgive sig til et veltimet hug fra et lyssværd.

Platform: Pc, Xbox og OS X.

StarWarsGames4
Man nærmer sig næsten landgangen på Normandiet i ‘Battlefront 2’.

‘Star Wars Battlefront 2’ – 2005

Når nu opfølgeren i ‘Battlefront’-serien venter lige om hjørnet, var det nærliggende at besøge den sidste installation i serien igen. Til min store fornøjelse var det stadig nemt at finde aktive servere med store episke slag i fuld gang. Til trods for at ‘Battlefront 2’ “kun” kan jonglere 32 spillere per kamp suppleres slagene på Hoth, Teth og alle de andre velkendte steder af AI-styrede fodtusser og fjender som stormer rundt på slagmarken i de storstilede slag som blandt andet det legendariske Conquest mode udbyder. Heri vælger man én af fire karakterklasser (medic, soldier, etc.) og kaster sig ud i enorme slag.

‘Battlefront 2’ hæver ambitionsniveauet fra mange andre spil og lader spilleren føle sig som en vigtig rolle i flere af de store kendte slag fra universet. Hvadenten man sætter sig i førersædet i en enorm AT-AT, er stjernepilot i en X-Wing Fighter eller går forrest på slagmarken, føler man sig som den udslagsgivende faktor i det store slag.

Det er en designmæssig genistreg at 32 spillere i den samme arena alle føler sig som den vigtigste brik i spillet og at lige netop den lyssværds/rumskibs-duel de er igang med, er den vigtigste nogensinde. Hvis man er heldig – og dygtig – kan man tage rollen som Mace Windu eller General Grievous med deres unikke bevægelser og evner.

‘Star Wars Battlefront 2’ var et af de første spil til at gøre det sjovt at være så mange spillere i samme arena. Det er helt tydeligt hvorfor det nyeste ‘Star Wars’-spil bærer netop dét navn og den arv videre i den nyeste generation af spil. Den hardware-mæssige udvikling de seneste år har båret med sig giver storartede muligheder for at bygge videre på de fænomenale grundsten som ‘Battlefront 2’ lagde, og det bliver spændende at se når nyeste iteration af serien lander, om arven kan løftes.

Platform: Pc, PlayStation 2, PlayStation Portable, Xbox)

StarWarsGames2
Lego-udgaven af det kendte ‘Star Wars’-univers er både charmerende og tro mod originalen.

‘Lego Star Wars 2: The Original Trilogy’ – 2006

Jeg har mange gange skulle forsvare min gamer-kredibilitet når jeg har smidt Lego-spillene på bordet i snakken om Årets Spil, men jeg lægger gladeligt hovedet på blokken igen. Lego-spillene er fremragende, og ‘Lego Star Wars 2: The Original Trilogy’ er endda bedre end gennemsnittet.

I den humoristiske og Lego-ficerede gennemgang af den originale trilogi skal man lege sig igennem børnevenlige udgaver af de ikoniske scener fra de berømte film. Med både lyssværd og rumskibe sendes man ud på et eventyr, som måske nok er rettet imod et yngre publikum, men som samtidig er så spækket med solid humor og kærlige nik til den originale film at voksne også sagtens kan nyde spillet. Yderligere fordi det i sig selv er en virkelig god action-platformer.

Co-op-delen er i helt vanlig Lego-stil sublimt designet og giver både en kaotisk følelse af ikke at skulle ramme sin partner med lyssværdet (eller måske netop at skulle gøre det) samt en fint designet grad af samarbejde som får de to spillere til at “lege sammen” på bedste Lego-vis.

StarWarsGames6
Darth Vader formår at gøre en entré.

Eftersom 2’eren i spilserien beskæftiger sig med den oprindelige trilogi af film (Episode 4, 5 og 6) vil nogle nok mene, at den har et bedre kildemateriale at arbejde med, men i forlængelse af det første Lego ‘Star Wars’-spil er der bare blevet finpudset og poleret så mange elementer at man med 2’eren virkelig sidder med et næsten perfekt spil.

‘Lego Star Wars 2: The Original Trilogy’ fortjener al mulig ros både som ‘Star Wars’-introduktion til de helt små og som fabelagtigt sjovt spil for de lidt større.

Platform: Pc, OS X, Xbox, Gamecube, PlayStation 2, GameBoy Advanced, Nintendo DS, PlayStation Portable, Xbox 360

StarWarsGames7
Kampene er baseret oftest kaotiske og strategi betyder alt.

‘Knights of The Old Republic’ – 2003

Det åbenlyse valg – men også det helt rigtige. ‘Knights of The Old Republic’ er ikke bare det bedste ‘Star Wars’-spil nogensinde, men et af de bedste spil nogensinde.

Skelettet i ‘KoTOR’, som det populært kaldes, er bygget op på et klassisk rollespil. Man former en karakter i løbet af en lang række eventyr, hvor kun meget få begivenheder er sikre. Undervejs på sit eventyr knyttes man til både karakter og univers og når historien slår et uventet knæk, kender jeg meget få, der ikke lige har måttet skubbe tastatur og mus fra sig for en stund og trække vejret dybt et par gange.

Historien i ‘KoTOR’ formes af spillerens egne valg, men har et par kanoniske nedslag undervejs – skelsættende events som eventyret tager videre afsæt i – og her kan spillet sagtens være med både ‘The Walking Dead’ og ‘Game of Thrones’, når det gælder twists og karaktermord.

StarWarsGames5
Verdenen i ‘KoTOR’ er enorm – uden nogensinde at blive kedelig eller triviel.

Det stort opsatte hoved-eventyr flankeres af tilfældige møder og afstikkere, spændende sidequests og sjove minispil, hvor man både kan swoop-race, gamble eller duellere om penge og erfaringspoint. Ingen af delene bliver trivielle eller føles forcerede og indlagt i spillet for at gøre det længere eller sværere, hvert lille tandhjul hjælper den store velsmurte maskine med at virke indholdsrig og spændende, ligegyldigt hvor man går hen.

Spillerens vaklen imellem Jedi og Sith-fraktionerne er meget dybere end flere – også gode – rollespil har gjort det siden. Fremfor at skulle vælge via direkte handlinger (»gå derover og gør sådan hvis du vil vælge Hold A«), som eksempelvis ‘Mass Effect’ sidenhen forsimplet gjorde det, bevæger man sit tilhørsforhold indirekte igennem, den måde man agerer i universet på. Egoisme og konfrontationer fører dig tættere på den mørke side hvorimod kommunikation, demokrati og medfølelse giver dig lyse karmapoint på kontoen.

‘KoTOR’ er et af de få tilfælde i spil-historien, hvor det store eventyr og de overordnede elementer i spillet er så perfekt skruet sammen, at der bliver plads til at nyde de små prikker over i’erne og kirsebær på toppen som man finder i spillets detaljerige underskov. ‘KoTOR’ fungerer fabelagtigt i alle aspekter og er en tidløs klassiker som alle med et gran af gamer-gener bør gennemspille – mindst – én gang.

Platform: Pc, Xbox, OS X

På de følgende sider kigger vi på de værste stinkere i historien af ‘Star Wars’-spil.

Den mørke side: De ringeste ‘Star Wars’-spil

StarWarsGames8
Sådan har du – heldigvis – aldrig set Boba Fett før.

‘Kinect Star Wars’ – 2012

‘Kinect Star Wars’ var et spil ingen rigtig havde set komme: En samling af minispil i Star Wars-universet, der pludselig dumpede ud fra Microsoft som led i den fejlende Kinect-enheds relancering i 2012. Spillet var i sine bedste øjeblikke middelmådigt og i sine værste var det uspilleligt.

Man blev revet rundt i masser af forskellige scenarier hvori der både skulle pod-races, fægtes med lyssværd, skydes med force powers og danses (!). Fordi, hvorfor ikke? Har vi ikke alle drømt om at være midt i en koreograferet dance-off med den (indtil da) skrækindjagende dusørjæger Boba Fett og et par Stormtroopers?

Platform: Xbox 360

StarWarsGames9
Potentialet var der, men derfor var skuffelsen også ekstra stor.

‘Star Wars: The Force Unleashed II’ – 2010

Det ku’ ha’ været så godt…  ‘Star Wars: The Force Unleashed’, altså det første spil, var ikke perfekt – men det var godt nok. Et spil hvor vi får lov at lege med The Force, udkæmpe hæsblæsende lyssværds-dueller og hvor ens karakter hedder ‘Starkiller’ behøves ikke at være perfekt – vi skal nok æde det råt alligevel.

Derfor var forventningerne til 2’eren heller ikke astronomiske, men dog lidt højere end den klyngebombe af nederenhed der ramte hylderne i efteråret 2010.  Et miskmask af dårlige designvalg, en historie uden progression og læssevis af huller suppleret af et kampsystem, hvis eneste udvikling var »Mnøh… du kan bruge TO lyssværd nu. Det er dobbelt så sejt!« resulterede i et spil, der solgte godt i et par uger, men derefter bombede med katastrofale anmeldelser og en spillerbase i oprør.

‘The Force Unleashed II’ var både umanerligt ringe, men også så evigt skuffende fordi – helt ærligt – hvordan kan man ødelægge et spil med en hovedperson, der hedder Starkiller?

Platform: PC, PS3, Xbox360, Wii, Nintendo DS og iOS

Læs også: ‘Star Wars: Battlefront’ inviterer på en imponerende interaktiv tur til spillets planeter

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af