KOMMENTAR. Kigger man på min spilsamling, vil man se et hav af forskellige spil. Det siger sig selv. Men man vil også finde en lang række udgivelser i samme serier.
Der er en håndfuld ’FIFA’-spil, et for hvert andet år (de andre år står ’Pro Evolution Soccer’ for). Der er hvert års nyeste ’Assassin’s Creed’. Og under F i mit digitale spilbibliotek står der intet mindre end 11 styks ’Football Manager’.
Jeg er – ligesom stort set alle andre, der spiller – blevet fanget i et dyrt helvede af årlige udgivelser, hvor man på en eller anden måde overtales til at købe den nye udgivelse i en bestemt serie, fordi det lokker med fuldstændig banebrydende funktioner.
Desværre er de banebrydende bare aldrig helt så banebrydende.
At man ender med at købe årets nyeste udgivelse i en bestemt serie skyldes selvfølgelig ofte, at man er fan af den serie. Spiller man ’FIFA’, bytter man ikke bare lige pludselig serien ud med konkurrenten hos ’eFootball PES’. Man er loyal, for man kender produktet, og man ved, hvad man får.
Man ved, at når man lægger 500 kroner for ’FIFA’, så får man seriens mest opdaterede udspil med de seneste spillerhandler, opdaterede klubber og stadions samt måske endda en ny turnering, man kan spille.
Men de seneste år har man også købt ind i en tendens, hvor prisskiltet på de årlige udgivelser ikke længere matcher det, vi får ud af produktet. Årets ’FIFA’ er for eksempel blevet presset af coronavirussen, så der er skåret ned på nye funktioner, der faktisk gør en forskel.
Lidt groft sagt er ’FIFA 21’ faktisk bare ’FIFA 20’ i nye klæder. Men alligevel koster det fuld pris: 500 kroner ved kasse 1, år efter år efter år.
Men hvorfor er det egentlig, at spilbranchen insisterer på at udgive et spil om året? Hos Konami valgte man at kalde årets ’eFootball PES 2021’ for en »sæsonopdatering til en særlig pris«.
Der er altså ikke tale om et komplet spil, men derimod blot en opdatering af sidste års database og en mindre bonus i form af et spilbart EM 2020.
Konami vidste godt, at de ikke kunne klemme nok nyheder ind i spillet til at retfærdiggøre den traditionelle pris. De var nødt til at justere prisen, for ellers ville årets udspil ikke være meget andet end et grådig greb i lommen på seriens fans.
Kreativitetens død
Hvor serier som ’Call of Duty’ går på runde mellem udviklere og dermed skifter hænder hvert år, bliver sportsserierne ofte håndteret af samme studie. Det giver god mening, for grundproduktet er det samme, så udviklernes erfaring udnyttes til fulde.
Desværre betyder det også, at kreativiteten drænes langsomt, så kvaliteten af produktet ofte svinger gevaldigt fra sæson til sæson.
Et af de værste eksempler på dette er Ubisofts ’Assassin’s Creed’, der godt nok falder uden for sportskategorien, men som indtil 2015 udkom hvert år på trods af at være en af spilbranchens største og mest omfattende produktioner.
Inkluderer vi dette års ’Assassin’s Creed Valhalla’, tæller seriens bagkatalog intet mindre end 23 (!) udspil på tværs af alle platforme siden 2007.
Det satte sine spor på spillene, der til sidst var fyldt med tekniske fejl, og det var da også den voldsomme kritik af ’Assassin’s Creed Syndicate’ i 2015, der fik Ubisoft til endelig at droppe de årlige udgivelser.
Spillene levede simpelthen ikke længere levede op til de krav, som fans havde, når de betalte fuld pris for årets spil.
En anden serie, hvor det er blevet en lidt af en bitter joke, at man kan skippe hvert andet års udspil, er ’Football Manager’. Serien er den hellige gral for manager-spil, og den status udnytter man hvert år til at sende et nyt kapitel på banen.
Konsekvensen af dette er blevet, at fanfællesskabet har opbygget deres egne databaser, som man kan hente kvit og frit til spillet. Og det er altså ikke bare tilfældige opdateringer, vi taler om her. Det er et dybt dedikeret fællesskab omkring spillet, der nøje opdaterer med transfers og seneste spillerhandler, sågar oftere end udviklerne selv.
Gør man brug af disse opdateringer, er der sjældent en god grund til at købe det årlige ’Football Manager’, medmindre udviklerne faktisk inkluderer funktioner, der skaber en komplet ny oplevelse.
En tendens, vi efterhånden ser hvert andet eller måske tredje år – ikke kun hos ’Football Manager’, men på tværs af spilbranchens årlige udgivelser.
Kunne spilfirmaerne måske nøjes med en mindre årlig opdatering til en lavere pris? Eller hvad med helt at holde et års pause, genstarte kreativiteten og levere et produkt næste år, som revolutionerer frem for blot at opdatere?
At vi er kommet dertil, hvor fans i vid udstrækning selv medvirker til at gøre de årlige udgivelser overflødige, burde i hvert fald få spilfirmaerne til at tænke sig om en ekstra gang.