Det ligger langt væk for en Nørrebro-boer som mig – i hvert fald i københavnske målestoksforhold. Derfor har min hemmelige (indtil nu) beundring også primært foregået på nettet, hvor jeg lidt tilfældigt stødte på Sydhavn Genbrugscenters Facebook-profil. Og det var faktisk love at first sight.
Gratis workshops i alt fra syning af muleposer og scrunchies til snedkerering af møbler – alt sammen med genbrugsmaterialer. Plads til iværksættere der prøver at skabe nyt af gammelt. Og selvfølgelig en butik, der sælger en masse af de ting, vi alle sammen smider ud.
Det er med andre ord en deluxe-version af en genbrugsstation, og det er også tanken fra København Kommunes side. Sydhavn Genbrugscenter er en slags test af, hvordan vi alle sammen kan blive bedre til at genbruge mere – og det er jo ret genialt.
For mens genbrug allerede er på vej frem, så er det jo ofte cremen af cremen, vi forstår at udnytte. Vi vil gerne købe en næsten ubrugt The North Face-jakke eller et par AirPods, der stadig bare spiller, på Den Blå Avis, men hvad med det der IKEA-skab med ridsede låger? Kan det blive til rammen på en ny seng? Eller et arbejdsbord? Ellers kan skruerne og beslagene i hvert fald bruges igen, i stedet for at alt destrueres?
Det er nogle af de ting, som Sydhavn Genbrugscenter arbejder med og sætter fokus på igennem sin eksistens og diverse workshops. Lidt ligesom i Den Grønne Genbrugshal på Christiania kan du købe enkelte gulvbrædder, lister, beslag og andre materialer, der måske kan bruges til dit næste byggeprojekt.
Mange af os tror, at når vi smider noget i storskrald i København, så bliver tingene nænsomt fragtet til genbrugscentralen, hvor andre kan få glæde af det. Men i virkeligheden bliver det knust i skraldebilen ligesom så meget andet affald. Mens Københavns Kommune arbejder på at ændre indsamlingen og i hvert fald kommunikationen omkring den, så kan vi også selv være mere bevidste om, hvad materialerne kan bruges til.
I modeverdenen ser vi meget upcycling for tiden. (Di)vision syer to gamle t-shirts sammen til en ny, mens patchwork-designs (som Soulland blandt andre har lavet) udnytter materialerester til at skabe nyt. På samme måde kan man blandt andet komme til en workshop på Sydhavn Genbrugscenter, hvor en snedker hjælper én med at lave en stol ud af resttræ.
Københavns Kommune har en målsætning om at blive CO2-neutral i 2025. Et skridt i den retning er en tredobling af genbruget på genbrugscentralerne, og det er en udfordring, som vi forbrugere og borgere sagtens kan tage på os.
Det er selvfølgelig dejligt nemt at tage i et byggemarked og købe alt nyt på ét sted, men der er også noget fedt i at finde ting hist og her brugt og samle sammen. Det kræver mere tid og overskud, men hvis flere genbrugsstationer begynder at ligne den i Sydhavnen, så kunne det også sagtens blive nogle hyggelige ekstra timer.
Du kan følge med i de mange workshops på Sydhavn Genbrugscenter på deres Facebook-profil, hvor de også løbende deler billeder af ting, der sættes til salg i butikken. Læs mere på deres website.