Meget er sket for 23-årige Simon Wick, siden han som hobbyprojekt ved siden af sit arbejde som model og butiksansat i Storm lancerede en serie af splitjakker i slutsommeren 2018.
Vennerne i modelkredsen var vilde med designet, der snart var at finde i mange street styles fra de store modeuger, og Simon fik lov at lancere sin første upcycle-kollektion hos Storm. Den anerkendte modebutik kunne kort efter melde om udsolgt.
For (Di)vision blev det startskuddet på et internationalt designeventyr, der stadig kun er i sin spæde start.
Respekterede butikker som LN-CC og Addicted Seoul har allerede taget (Di)vision til sig, og brandet, der i dag råder over en 100 kvadratmeter systue med både elever og praktikanter, forbereder nu deres første fulde kollektion, som de forventer at kunne præsentere til Københavns modeuge i januar.
Klar med første cut and sew-kollektion
Teamet arbejder på at kunne fremvise tre forskellige linjer, First (Di)vision, Second (Di)vision og (Di)construct. En opdeling der ifølge Simon har været nødvendig for at kunne skalere brandet.
»Når man laver tøj på den måde, vi gør, kan man godt opleve lidt udfordringer. Særligt i forhold til at levere varer, der er ens. Når vi laver ting cirkulært og rekonstrueret, vil produkterne aldrig være helt identiske«, fortæller Simon, der nu driver brandet med sin søster Nanna.
Detaljerede og rekonstruerede luksusjakker og mere komplicerede items vil falde under linjen First (Di)vision, der er mest rettet til finere, fysiske butikker. Second (Di)vision er første forsøg med egne materialer og mønsterkonstruktioner.
»Second (Di)vision er et koncept, vi har startet op for at have flere butikker med – specielt de netbaserede retailers, som vi har svært ved at ramme med First (Di)vision, der varierer meget i kvalitet, vask og farver«.
Men selvom det ikke længere kun er upcyclede kollektioner, (Di)vision kommer til at udgive, er bæredygtighed stadig i højsædet.
»Med Second (Di)vision har vi løst det på den måde, at vi opkøber overskudsmetervarer fra Italien og får det produceret lokalt i Italien – stadig i små kvantiteter«.
Endeligt er der de hurtigere varer, der har været med til at definere (Di)vision indtil nu.
»(Di)construct er vores webprojekt, der tager udgangspunkt i lidt det samme som First (Di)vision, men det er mindre luksus. Det kan være ting, der ikke er så detaljerede og lettere at lave som for eksempel split-t-shirts eller split-bukser. Her kan vi holde prisen nede og få andre og yngre kunder med, hvor First- og Second (Di)vision ligger henne i luksussegmentet«.
Midnight Studios og Off-White præsenterede allerede i 2016 en fælles kollektion baseret på split-designs, men spørger man Simon, er det ikke slut med det todelte design endnu.
»Det er en del af vores æstetik, og det vil vi se meget af i fremtiden – men også nogen helt andre ting. Det behøver heller ikke altid være vertikalt på midten. Der er mange måder, man kan lege med den idé«, fortæller Simon.
Adidas-kunstprojekt på vej
Simon har keyboardspilleren Jacob Bech-Hansen fra The Minds of 99 i røret, da vi ankommer til studiet, der er gemt væk i en stille baggård på Frederiksberg. Der er problemer med en vest, der er for varm at optræde i, og Jacob vil høre, om den kan laves i en tyndere udgave.
Efter en kort snak med sin skrædderstuderende elev, kan Simon fortælle ham, at det ikke er noget problem.
»Vi har lige lavet scenetøj til The Minds of 99. Vi har haft nogle møder med dem, og de er mega positive«, fortæller Simon begejstret.
Udover Bech-Hansen har Minds-guitaristen Anders Folke Larsen også optrådt i (Di)visions tøj ved nogle af de seneste arenakoncerter. Og det er ikke det eneste nye, spændende samarbejde, Simon kan løfte sløret for.
»Vi har en masse sjove initiativer på vej. Vi har noget med Adidas op til modeugen, og så arbejder vi med andre små, danske virksomheder og lidt med nogen musikere her og der. Det er rigtig spændende«.
Sidder du allerede nu og spekulerer i, hvor du kan få fat i Adidas-samarbejdet, bliver du desværre skuffet.
»Det er et kunstprojekt, så de bliver ikke sat til salg. Ikke i denne omgang«, griner Simon.
Alligevel er han svært glad for ideen om at få lov til at arbejde med det ikoniske brand, og han har allerede planlagt, hvordan det skal foregå.
»Med Adidas har vi fået lov at lege med deres Superstar, som vi rekonstruerer fuldstændig. Vi kommer til at save dem over, lime dem sammen og grave dem ned. Det bliver godt«.
Samarbejdet med Adidas er bare det seneste i rækken for det unge brand, der allerede har lavet projekter med brands som Storm, Tonsure og senest 7 Days.
Capsule-kollektionen af 7 Days og (Di)vision er netop sat til salg og kan købes hos blandt andre Birger Christensen, Achtung og Lot29.
»Jeg har kendt Malkit (Singh, grundlæggeren af 7 Days, red.) i mange år, og vi har tidligere snakket om at lave noget sammen. Da han lavede et nyt mærke, aftalte vi, at det kunne være sjovt at lave en lille capsule sammen. Det er mest et designsamarbejde, så det er ikke fordi, jeg har haft meget at gøre med selve produktionen«, forklarer Simon.
Bæredygtighed er en selvfølge
Mens mange brands i disse tider har travlt med at flage højest med deres bæredygtige tiltag, gør (Di)vision bevidst meget ud af, at det ikke er noget, de overreklamerer med. For dem er bæredygtighed en selvfølge.
»Vi håber også, at vi kan være et eksempel, uden at skulle flage med det. Sådan noget skal bare være i orden. Især når man er så lille et brand, som vi er, og vi har muligheden for at være omstillingsparate«.
Og netop, at (Di)vision er et ungt brand, tæller til deres fordel, mener Simon.
»I forhold til mange ældre brands har vi mulighed for at tænke bæredygtighed ind i alle led uden at gå på kompromis. Men alle brands kan jo gøre det, hvis de er villige til at betale prisen for det«.
Drømmen er også, at produktionen kan gøres helt grøn og rykkes ind i systuen på Frederiksberg. Det kræver lidt flere hænder, men går det, som Simon håber, mener han ikke, det er urealistisk med egen produktion.
»Når vi sætter tallene sammen, så giver det mening. Drømmescenariet er helt sikkert, at vi har vores egen lille, bæredygtige systue, hvor alt er lavet cirkulært«.
Opskriften er ny i en branche, der har siddet fast i de samme produktionscyklusser i mange år, hvor produktion i lande som Portugal, Litauen, Tyrkiet eller Kina har været lukrative løsninger uden videre omtanke på miljøomkostningerne eller de ansattes arbejdsforhold.
»Måden, man gør det på i modebranchen, har været brugt i så mange år, og det er de færreste, der faktisk kan få det til at lykkes med at producere herhjemme, men måden, vi gør tingene på, er så fundamentalt anderledes, at det faktisk er en mulighed for os«, slutter Simon, så man kun bliver mere spændt på at følge det unge, ambitiøse brand de kommende år.