Når du åbner Instagram, TikTok og sågar Twitter de kommende dage, er det nok ikke utænkeligt, at du støder på en pizza-kastende Katy Perry.
Popstjernen dukkede for nylig op bag pulten hos en DJ i Las Vegas, hvor hun fodrede publikum med slices, hvilket blev fanget på kamera, hvorefter det heldigvis fandt vej online.
Klippet tog for alvor fart, da Perry selv retweetede det på Twitter med kommentaren: »En mor, der fodrer sine børn«.
Seancen har naturligvis spredt sig som en ildebrand online, og øjeblikket er allerede ved at skabe et ikonisk ry, ikke mindst eftersom det hele udspillede sig i en homoklub.
Andre påpeger (med et glimt i øjet) ironien i, at en popstjerne som Taylor Swift har vist sig som en klimasynder, imens Katy Perry tager sig tid til at fodre sine største fans – bogstavelig talt.
Perry befinder sig i øjeblikket i Las Vegas, hvor hun giver faste koncerter og altså også pizzakast frem til oktober.