’Need for Speed Unbound’ giver ’Fast & Furious’ kamp til målstregen
Der er dem, som synes, at ’The Fast and the Furious: Tokyo Drift’ fra 2006 er franchisens bedste film.
Og så er der dem, der er uenige (og dermed tager fejl), fordi de ikke forstår, at neonlys under karrosseriet er essentielt, og at skildringen af gaderæs bare var bedre i de gamle dage.
Det samme kan siges om ’Need for Speed’-serien, der aldrig helt har nået fordums tids imponerende sans for tuning-nørderi i ’Need for Speed: Underground 2’ fra 2004, hvor alt på ens bil kunne tilpasses.
Siden da har serien – med enkelte undtagelser – haft direkte kurs mod autoophuggeren, og derfor har der heller ikke været de store forventninger til ’Need for Speed Unbound’.
Heldigvis findes der stadig mirakler, for spillet er et imponerede comeback, der trækker på alt det bedste fra både ’Need for Speed’ og ’Fast & Furious’.
Familieværdier
Det er ikke fordi, at spillet opfinder den dybe tallerken. Det er cirka lige så fladt som en paptallerken til en børnefødselsdag med sin historie om bedrag, loyalitet og la familia (den, du vælger, ikke den, du er født ind i, som Vin Diesels Dom Toretto har understreget så mange gange).
Som talentfuld mekaniker arbejder du hos din mentor, der om dagen driver et lovlydigt værksted, men om natten restaurerer og tuner biler til ræs i Chicago-kopibyen Lakeshore City.
En dag ramler det hele, da din bedste ven tramper på loyaliteten og stjæler din bil (dit kæreste eje, som Dom Toretto også har lært os). Du må så starte rejsen forfra med en skrotbil, der skal toptunes, og et bedrag der skal hævnes.
Det er dybt uopfindsomt, men når duften af brændt gummi og benzin breder sig, overmandes man af dyriske drifter og basale instinkter. Nu gælder øje for et øje og bil for bil.
Langsomt stiger du i graderne, og efterhånden som du opbygger et ry for at være en habil bilist, får du adgang til flere og mere lukrative gaderæs-konkurrencer, hvor du kan vinde penge til at forbedre din bil eller sågar score dig en hel ny slæde.
Sådan fortsætter det dag efter dag, indtil du når det endegyldige mål: adgang til den helt store finale, hvor puljen består af din stjålne bil, og hvor din konkurrent naturligvis er din barndomsven.
Gaderæs for Gen Z
Umiddelbart både ligner og føles ’Need for Speed Unbound’ som en TikTok-værdig udgave af gaderæs, når der slynges rundt med forcerede bro-agtige gloser, og hjulspind resulterer i en ’Fortnite’-lignende animation.
Alligevel kan man ikke lade være med at overgive sig og nyde turen, når ASAP Rocky (som i øvrigt dukker op i en sløj gæsterolle) flyder ud af højttalerne og rammende snøvler »goddamn, how real is this?«, imens kameraet panorerer hen over en gudeskøn solopgang over Lakeshore City.
Det er ikke fordi, at byen nogensinde føles super realistisk, men nu er vi heller ikke kommet for et feltstudie i storbyens indbyggere, men derimod gaderæs med snævre sving og halsbrækkende hop.
Hvor omgivelserne i første omgang føles stive og næsten kedelige, så åbner de sig langsomt, når man memorerer vejenes små kroge og bevæger sig ud mod landets mere åbne vidder, der er djævelsk farlige, men også måbende flotte, i silende regnvejr.
Når man samtidig tilføjer det bryske politi, der altid er klar på en adrenalinpumpende jagt, og som (næsten) altid har været en fast bestanddel af ’Need for Speed’, begynder det hele at dufte af seriens bedste øjeblikke.
Hver dag opdeles i dags- og nattetimer, hvor du optjener heat, hver gang du vinder turneringer. Jo mere heat, jo mere opmærksomhed fra politiet, hvilket besværliggør din færden fra løb til løb, men også skruer op for spændingen.
Dette skyldes ikke mindst, at du dagligt vinder store summer i løb, men at de ikke er på din bankkonto, før du kører tilbage til din garage.
Vender du tilbage, afslutter du dagen, hvilket starter et system af risikoovervejelse, der kan koges ned til en ganske velfungerende go big or go home.
Kvalitetsunderholdning
Det tager nogle timer for ’Need for Speed Unbound’, hvor det skal op i omdrejninger og finde sine egne dæk at køre på, og man skal selv lige vænne sig til det energiske tempo, hvor der nærmest samler sig støv på bremsen, fordi den aldrig er i brug.
Men stille og roligt udfolder spillet sig som en sammenfletning af nyt og gammelt, lidt lånt og lidt stjålet, dog uden at det nogensinde virker utaknemmeligt eller upassende.
Det trækker på en tydelig inspiration (som nu opdateres med moderne teknik) fra ’Underground’-storhedstiden, hvor man nøje studerer alle bremseklodser, dæk og sågar ladeluftkølere for at optimere hver eneste hestekraft, imens historien trækker på opskriften om familieloyalitet, som ’Fast & Furious’ har haft så stor succes med.
At spillet så har nogle sporadiske tekniske udfordringer (det ene øjeblik forsvinder musikken, det næste laver man donuts 100 meter oppe i luften), ignorerer man glædeligt.
For selvom selve spillet ikke genopfinder gaderæs, så er det umuligt at slippe speederen, når først du sætter sig ind i din toptunede favoritbil og ser de blå blink i bakspejlet.
Kort sagt:
Gaderæs bliver ikke meget bedre end i det knap så originale, men drønunderholdende ’Need for Speed Unbound’, der er seriens bedste udspil i knap ti år.