Ganni flytter ind mellem couturegiganter til modeugen Paris

Ganni flytter ind mellem couturegiganter til modeugen Paris
Gannis modeshow under Copenhagen Fashion Week i august 2023. (Foto: Alena Zakirova/Getty Images)

Da den halvårlige københavnske modeuge for få uger siden løb af stablen, glimrede særligt ét brand ved sit fravær:

Ganni.

It girl-mærket og milliardvirksomheden havde nemlig denne sæson besluttet ikke at afholde show under Copenhagen Fashion Week og gjorde dermed modeugen herhjemme et ellers typisk trækplaster fattigere.

Men det var der god grund til, viser det sig nu.

Ganni er nemlig i stedet for første gang at finde under modeugen i Paris, der begynder i slutningen af september og er blandt verdens førende.

Det oplyser modehuset i en pressemeddelelse.

»Ganni har etableret sig globalt, og som vi træder ind i vores næste vækstkapitel, er det med vores brandværdi og størrelse en naturlig udvikling at afholde show i Paris«, lyder det fra direktør Laura du Rusquec, der tidligere på året blev hevet ind fra det eksklusive modehus Balenciaga.

Det er også blandt modeverdens sværvægtere, at det danske mærke med fans som Taylor Swift og Bella Hadid er placeret, når de sender modeller på catwalken 24. september i Paris.

Million-ballerinaer

Ganni afholder show uden for den officielle kalender, men har placeret sin debut i et smørhul på modeugens egen tidsplan kort efter Dior og få timer før Saint Laurent.

Og det er et bemærkelsesværdigt tidspunkt for et brand som Ganni, der måske ikke er billigt, men trods alt ikke kan konkurrere med de skyhøje priser hos de franske couturemærker, der ellers fremviser i Paris, som The Guardian skriver.

T-shirts med et Ganni-mærkat i nakken koster typisk omkring 1.000 kroner, mens priserne til sammenligning starter på mere end 6.000 kroner hos Dior, lyder det i den britiske avis.

Men selv om priserne stadig ikke har nået de franske kollegaer, har omsætningen de seneste år været på himmelflugt hos Ganni, der begyndte som en lille cashmerevirksomhed for 24 år siden.

I 2009 overtog ægteparret Ditte og Nicolaj Reffstrup firmaet, der siden har udviklet sig til en global forretning med 70 butikker verden i blandt andet New York, London, Paris, Seoul og Sydney.

For få uger siden vandt modehuset et søgsmål mod den amerikanske skogigant Steve Madden, som ifølge retten havde kopieret en populær ballerinasko, som Ganni lancerede i 2021. Den såkaldte ‘Buckle Ballerina’ har ifølge afgørelsen fra Sø- og Handelsretten alene sikret Ganni en indtjening på 13 millioner kroner og gik sidste år viralt blandt modefans på TikTok.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@haileyscott77

Replying to @Camille Conchita GANNI buckle flat review is in 🖤✨⛓️ #ganni #gannibuckleflats #gannigirls #shoereview

♬ original sound – Hailey Scott

Ganni omsatte sidste for 1,2 milliarder kroner og åbnede for nyligt et kontor i Paris, hvor de på en stadig ukendt lokation altså debuterer til modeugen om få uger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af