‘Åben himmel’: Jonas Eikas middelaldermursten er både gal og genial – aldrig har nadveren været så nasty
ROMAN. Et megalomant nørdet murstensprojekt. En nadverteoretisk thriller. En kætterfeministisk kollektivroman om Kirken med stort K’s historiske vold, en jordstræbende ode til det lange, slidsomme arbejde, det er at føde verden på ny, en antikapitalistisk pageturner og en omsorgspoetisk vision om en anden og bedre verden i tættere samhørighed med naturen, tiden, tingene og Gud.
Sådan kunne jeg forsøge at beskrive Jonas Eikas hypede nye og hindbærrødmende roman ’Åben himmel’, et middelaldermonstrum af en litterær »fantasi« på 712 sider. Men herre jemini, hvor føles det blasfemisk: at sammenfatte en så ambitiøs, forunderlig og hovedbrydende roman, der vitterligt handler om himmel og jord, alt derimellem, synd og frelse, ånden og legemet, og simpelthen både er gal og genial.
Men den slags blasfemi er nu engang mit levebrød, så må Gud stå mig bi:
Vi befinder os i det herrens år 1233 på Bartholomæusbakken lidt uden for byen Liège i nutidens Belgien. Her bor Ida, Clarisse, Halene, Jacomyne, Jutta og Majke i Sankt Katharinas Hus som såkaldte beginer. Fromme, ugifte kvinder, der lever i en skrøbelig, nærmest nonbinær sprække i samfundet: »hverken gift eller i kloster, et ubestemmeligt sted mellem de hellige og de falske. Og hele tiden ved at falde ud til begge sider.«
Beginerne dyrker marken, går til tidebøn, fletter fingre (med mere) i halmsengen og helbreder syge bønder med heksede urtesalver. Og så elsker de nadveren, det er den rene kink:
»Så knælede hun ned på gulvet, lukkede øjnene og skubbede sin tunge frem – lang og hvid og nopret, spidsen lidt rødere, for enden af det blege ansigt. Kun en håndsbredde fra Idas skød der begyndte at sitre.«
Hvorfor nadver? At drikke af Jesu »svulmende sår« er for beginerne at overskride og opløse jeget, en total forening med Jesu blod og legeme, med Gud, men egentlig også med hinanden, med naturen og verdensaltet helt generelt: »et fuldstændigt nærvær«, en »fylde«, en kontakt med den mystiske »Dybde« i alt.
Meget som i Eikas syret-dystopiske novellesamling ’Efter solen’ dirrer romanen af denne dybe længsel efter en grænseoverskridende samhørighed. En længsel, der også er et erotisk håb om, at vi kan nærme os verden og alt det, der er hinsides vores forståelse, gennem ordene og sproget, at de kan gøde jorden for »Jesu komme« – et andet udtryk, som jeg læser det, for en ny og bedre verden.
Og Eika skriver da også, så tingene og verden funkler i et nyt, forandret lys. Knæ kan være »bittesmå indtørrede blommer«, morgenlyset »pipper som fugle gennem øjenlågene«, tankerne er »dejagtige«, floden »et stort, matblåt kjoleslæb«, og eftermiddagssolen »som et blegt brød bag skyerne.«
Det er en øm, andægtig skrift, sirligt demure, måske, der sanser verden gennem dens detaljer og pirrer læseren til at forestille sig, at tingene kunne være anderledes – og måske allerede er det.
Som bekendt er frie, lystige kvinder i flok dog altid en samfundstrussel – tænk blot på ’Voksbarnet’, Olga Ravns roman om 1600-tallets hekseafbrændinger. Så Kirken truer beginerne med kætterbål, hvis ikke de flytter i pseudokloster, beginegården Sankt Kristoffers, der mest af alt er et løndumpende arbejdsfængsel med »snorlige veje« og »faste arbejds- og bedetider« – en gru!
Så flugten går. Men langsomt vokser en utopisk og forhutlet menighed af fordrevne beginer, fattiglemmer, alle dem, »som er affald i verdens øjne«, frem i sumpen uden for bymurene:
»Yolente fanger fisk, Angila renser dem, Kathalijne graver et ovnhul i jorden og røger dem der. Trude og Helén står ved væven hele dagen, skarlagenrød og gyvelgul i en langsom strøm hen over skovbunden. Himlen går fra silkeblå til vajdblå med støvet rødt i sydvest.«
Ida får voldsomme visioner om Jomfru Maria og forkynder, at Jesus vil komme til påske – og at menigheden må gå Ham i møde »ved at gøre alting fælles og dele ud til alle efter enhvers behov.«
Føj hertil en selvtugtende søster, et bryllup, ål, adskillige teologiske mellemregninger og en påskekulmination med blodigt bondeoprør og ambivalent revolutionsromantik. For det tager »lang tid at lære at leve«, og måske kommer frelsen ikke med et guddommeligt fingerknips, men ved fælles arbejde under åben himmel.
’Åben himmel’ opererer, som man fornemmer, på en tårnhøj åndelig abstraktionsklinge. Og hvis ens teologiske dannelse begrænser sig til konfirmationsforberedelsen, er det fandeme krævende læsning. Til tider kan det føles som det rene religionsfilosofiske flueknepperi eller de monotone lagerhalsbeskrivelser i Eikas debut ’Lageret Huset Marie’.
Andre gange er det himmelsk, glimtvist sjovt eller decideret sexet.
Det er nok en pointe i sig selv, at man som læser må acceptere, at man har det lidt som flere af karaktererne: »Nina forstår det og forstår det ikke.« Hos Eika nærmer sandheden sig »sidelæns og lidt ad gangen«, som en ål, der skimtes i en grumset flod og forsvinder i dybden igen med et svirp.
Selvom en historisk middelalderroman kan lyde fjernt fra forfatterskabets to tidligere bøger, er ’Åben himmel’ i sit civilisationskritiske sigte umiskendeligt eikask. For middelalderen bliver et allegorisk forvarsel om vor egen tids kvaler: Ågerkarlenes afgud er »ussel mammon«, lensmændene »suger kraften ud af knoglerne« på bønderne, og der sker »en langsom afskovning af verden«.
Som Ida opsummerer: »Mænd vil fylde verden med deres lort.«
Lyder det bekendt? Ja, for som filosof Aksel Haaning skriver i ’Den kristne mystik’, der netop er genudgivet på Forlaget Virkelig: »Hvis man ønsker at se sin egen kultur i øjnene, at konfrontere sig med den kristne kulturs grundproblemer, så er middelalderen et godt sted at begynde.«
Noget af det bedste ved ’Åben himmel’ er dog, at den også er historien om tilblivelsen af en forfatter. Her er spor af både Ursula K. Le Guins bæreposeteori og Virginia Woolfs eget værelse: På kalveskindspergament nedfælder Ida beginernes »fælles liv« og modfortællinger om sine søstre og Jomfru Maria, som en feministisk tackling af den kristne verdens grundsten.
For øhhh, hallo – er amningen ikke i virkeligheden den oprindelige nadver? Og er syndefaldet ikke i virkeligheden det at bilde sig ind, at man kan eje noget som helst?
Det er overrumplende. Og når man har læst Idas fortælling om ærkeenglen Gabriels voldtægt af Jomfru Maria – og hendes forsøg på at abortere jesusbarnet med »nyserod, scammonium og æselagurk« – er verden ikke helt den samme igen.
Kort sagt:
Jonas Eika har skrevet en længselsfuld middelalderroman om frelsen, Jomfru Maria og de allerstørste spørgsmål. Den er mystisk, alt for meget, og en sært uimodståelig »salve på størrelse med solen«.