Ingeborg Topsøe er bange for at blive misforstået. Alligevel har hun skrevet en roman om sin frivillige abort

I næsten to år forsøgte manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe at forklare, hvordan en frivillig abort satte et så uafrysteligt aftryk i hende, at hun nær havde mistet fodfæstet. Nu har hun skrevet romanen 'Efterveer' om de følelser, hun troede, at hun var helt alene med.
Ingeborg Topsøe er bange for at blive misforstået. Alligevel har hun skrevet en roman om sin frivillige abort
Ingeborg Topsøe (Foto: Michael Pihl Sandager)

Det var da snakken faldt på en af karakterernes pludselige valg om at blive mor, at manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe begyndte at mærke de følelsesmæssige rester fra sin egen abort melde deres ankomst til et møde om en dansk komedieserie. 

Først kom de kriblende. Så væltede de ud. Det var, som om de andre ikke helt forstod, hvor komplekst det kan være for en kvinde at beslutte, om hun vil have et barn eller ej, syntes hun. Og mens hun mærkede sin stemme blive dirrende og sig selv blive insisterende, tegnede forvirringen over hendes reaktion i de andres ansigter sig mere og mere tydeligt.

»Det var som om, at jeg var sådan et åbent kødsår. Og jeg blev bare så super intens, da vi skulle debattere det her«, siger Ingeborg Topsøe.

På det tidspunkt var det ti måneder siden, at hun selv havde fået en medicinsk abort. Frivilligt i syvende uge. Derfor var det også ti måneder siden, at den Robert-nominerede forfatter bag blandt andet filmen ‘Kød og blod’ forsvandt ned i en depressionslignende tilstand, der fik alt til at handle om den graviditet, hun selv besluttede sig for at afslutte i foråret 2020. Alt.

Det er den tid, Ingeborg Topsøe beskriver i sin debut som romanforfatter. Den autofiktive ‘Efterveer’, der udkommer fredag, har hun skrevet som en sorgdagbog over de mere end to år, hun helt bogstaveligt græd sig gennem tilværelsen.

Hun brød sammen alle vegne. Over fadøl på Nørrebro og under telefonsamtaler i Landbohøjskolens Have. I lukkede rum væk fra sin familie under julemiddagen og til konsultationer hos læger, psykiatere og psykologer. Alleroftest skete det i hendes eget hjem, hvor hun fik sværere og sværere ved at sove om natten og stå op om morgenen.

»Det var som om, at aborten bare åbnede for et eller andet, hvor alt muligt vældede op. Og alt var bare så råt«, siger Ingeborg Topsøe.

Følelserne er ikke helt så slagkraftige denne formiddag, hvor vi er mødtes på en café for at tale om romanen, der er baseret på hendes egen frivillige abort. Fyldt med datoer og notater fra hverdagen er den blevet til en slags kalender over tågen fra det traume, hun forsøgte at skrive sig fri af.

For selvom knap 15.000 andre danske kvinder årligt får en provokeret abort, følte hun sig som den eneste, der gik rundt og græd hele tiden.

Og så endda over et valg, hun selv havde truffet.

Fantomfødslen

Ingeborg Topsøe ser ud som om, hun ikke helt er færdig med at tænke, når hun taler. Hun placerer ofte to fingre på hver af sine øjenbryn og stopper en talestrøm, som om hun har trykket på en pauseknap i panden.

Så leder hun efter nogle flere ord, som hun kan bruge til at forklare, hvad der skete i månederne efter hendes abort. Og hvordan alle dagbogsnotaterne blev til en roman.

»Det er jo autofiktion. Så mange af teksterne har jo eksisteret i en eller anden form siden deres datering i bogen«, siger Ingeborg Topsøe.

Teksterne havde hun gemt i en mappe på sin computer. ‘Kvalme’ hed den fil, hvor alle noterne om tiden omkring aborten lå samlet. 

Hun begyndte at skrive af to årsager. Den ene var, fordi en psykolog tænkte, at det var en god idé. Den anden var, at hun også dengang ledte efter ord. Bare ikke sine egne. I stedet var hun i månederne efter sin frivillige abort helt desperat efter at finde nogen eller noget at spejle sig i.

Men det lykkedes aldrig. Hverken i de talrige nyere danske bøger om moderskab, som blandt andet Olga Ravn og Tine Høeg har bidraget til. Heller ikke i litterære klassikere om ulovlig abort af forfattere som franske Annie Ernaux.

Og selvom manuskriptforfatteren har set utallige film, kunne hun ikke komme i tanke om nogen, der formidlede den komplekse sorg, hun stod tilbage med, efter hun havde afbrudt sin graviditet.

Ikke en gang hos sine veninder, der også havde erfaringer med abort, kunne hun finde svar på, hvorfor hun selv var så ked af det.

»Og det højnede lidt min forkerthedsfølelse over at have det svært med aborten. Jeg følte mig meget, meget ensom og vidste ikke rigtigt, hvor jeg skulle gå hen med det«, siger Ingeborg Topsøe.

Faktisk stod hun tilbage med et indtryk af, at en abort kun måtte gøre ondt, hvis den var uønsket eller udført under lyssky forhold dengang, det stadig var ulovligt.

Ingen af delene var tilfældet for Ingeborg Topsøe. Og på overfladen var der heller intet, der talte imod hendes graviditet.

Ligesom bogens hovedperson var hun 34 år, da hun fik sin abort. Gennem mange år havde hun haft en kæreste, som gerne ville have børn med hende. De boede sammen og havde begge godt gang i karrieren.

Men så var der alt det under overfladen. Ingeborg Topsøe husker det i dag som om, at alt i hendes krop skreg til hende, at noget var galt, da hun blev gravid. Som om hun forsvandt ned i et hul. Derfor fik hun en abort.

Ligesom hovedpersonen i bogen.

»Og så sker der jo noget spændende, fordi den mandlige partner også er sygt bevidst om, at det er kvindens valg. Hvis han skal være på the right side of history, så skal han lade det være hendes valg. Men i det oplever hovedpersonen ham som en, der slipper hende«, siger hun.

Ingeborg Topsøe har tidligere lidt af en depression og kan i dag godt se, at det var de symptomer, der vendte tilbage under hendes syv uger lange graviditet. Men det havde hun det for dårligt til at se dengang. Det eneste, hun tænkte på, var at finde den nærmeste nødudgang.   

Ingeborg Topsøe (Foto: Michael Pihl Sandager)

For hovedpersonen i bogen er aborten en hurtig beslutning truffet i en sløret tilstand. Den første af de to piller, det kræver at abortere medicinsk, ligger på en læges skrivebord. I en hurtig bevægelse tager hun pillen og sluger den. Den anden tager hun derhjemme, hvor hun kravler rundt på alle fire i så voldsom smerte, at hendes kæreste ringer til akuttelefonen.

»Fantomfødslen« kalder fortælleren episoden, der kun er beskrevet kort. Modsat skammen, skylden, tvivlen, sorgen og vildreden efter aborten, der udgør resten af bogen.

Alt sammen i selskab med gråden, der brød ud alle vegne som en måneders lang regntid. Ingeborg Topsøe forstod heller ikke selv, hvorfor den blev ved.

»Jeg ser på mange måder bogen lidt som en detektivroman. For hovedpersonen har ikke helt adgang til, hvad der er sket«, siger hun.

Netop det forsøgte hun at opklare ved at skrive romanen.

Et dobbeltlag af skam

Der er to ting, Ingeborg Topsøe understreger flere gang, mens hun fortæller:

Den første er, at hun er feminist.

Den anden er, at hun altså er tilhænger af abort. Ligesom for øvrigt 90 procent af den resterende danske befolkning.

Hun kan nemlig godt blive bekymret for at blive misforstået i en tid, hvor den ret for blandt andet amerikanske kvinder er blevet indskrænket. Abort er heller ikke i vores del af verden noget, vi længere kan tage for givet.

»Diskursen i det offentlige rum er, at det er et stort privilegium at have den fri abort. Hvilket det er. Retten til abort er presset mange steder fra. Men det internaliserer vi også. Jeg havde det sådan, at jeg ikke kunne have det dårligt. Det var jo mig, der havde valgt det«, siger Ingeborg Topsøe.

Derfor placerede der sig to lag af dårlig samvittighed i hende. I det inderste følte hun skyld over at have fået en abort. I det yderste skammede hun sig over, at hun havde det på den måde.

For hvordan forklarer en god feminist for eksempel lige, at hun i sin depression har overbevist sig selv om, at hun med sin abort har begået et drab?

»Og bare det at bruge begrebet barn om en frivillig abort i uge syv, det ville jeg jo ikke gøre nu. Altså det vil jo nærmest stride mod mit eget politiske ståsted. Men hovedpersonen er et sted i bogen, hvor det er de tanker, der fylder«, siger Ingeborg Topsøe.

Alligevel tænkte hun selv, at hun burde have det fint. Ligesom alle andre tilsyneladende kunne finde ud af efter en frivillig abort. Men det havde hun ikke. Langtfra.

Ingeborg Topsøe (Foto: Michael Pihl Sandager)

Aborten sneg sig sammen med tårerne ind alle steder i hendes tilværelse. Periodisk invaliderede det hende nærmest. Men det var også en af grundene til, at hun ligesom bogens hovedperson søgte efter svar så mange steder, at hun til sidst fandt nogle, der gjorde skammen mindre.

For da hun var færdig med at lede efter genkendelige følelser i litteraturen, filmene og venindernes erfaringer, gik hun på jagt efter andre forklaringer.

Skridt for skridt begyndte det at give mening, hvorfor hun brød sammen overalt. For romanens hovedperson er det et gennembrud i slow motion.

Efter besøg hos en generøs håndfuld sundhedsfaglige personer fortæller en psykiater hende blandt andet, at hver femte kvinde oplever depressionssymptomer i begyndelsen af en graviditet, der kan blive permanent. Syvende uge er et særligt skrøbeligt tidspunkt.

Men det er der ikke ret mange læger eller gynækologer, der gør opmærksom på, påpeger psykiateren i romanen.

»En del af det var jo ubærligt at få at vide, fordi det fodrede mine tanker om, at det kunne have været anderledes. Og samtidig var det jo enormt befriende, fordi…«, siger Ingeborg Topsøe.

Så tager hun en dyb vejrtrækning.

»Der var ikke noget galt med mig«.

En mand i et jakkesæt

Det var den rette viden om hendes tilstand, der blev vejen til at få det bedre for både romanens hovedperson og Ingeborg Topsøe.

Men hun synes, at det er uforståeligt, hvor lang tid der gik, før hun fik den hjælp, hun havde brug for. Ligesom hun stadig kan blive vred over, at hun først blev sendt det rigtige sted hen i sundhedsvæsenet, da hendes mandlige kæreste iført jakkesæt tog med hende til lægen.

»Der var heller ikke nogen af de gynækologer og sygeplejersker, jeg har talt med, mens jeg var gravid, der sagde, hvad jeg kunne gøre, hvis jeg havde det lidt svært og skørt. Så der synes jeg, at der er en vidensmangel«, siger Ingeborg Topsøe.

I dag har hun det bedre. Godt endda. Lige nu arbejder hun på sin egen tv-serie ‘Reservatet’ til Netflix, der udkommer senere på året. Hendes følelsesliv bliver typisk uden for døren, når hun holder møder.

Og så har hun faktisk skrevet sig ud af traumet. I hvert fald ser hun anderledes på den skam, hun bar rundt på i så mange måneder efter sin abort.

»Der er ikke noget galt med en, hvis det valg ikke nødvendigvis bare er nemt, og man flyver empowered ud af abortklinikken. For jeg synes ikke, at der er så mange gange i ens liv, hvor noget er uigenkaldeligt«, siger Ingeborg Topsøe.

Det er den nuance, hun har forsøgt at skrive frem til andre kvinder, hvis de ligesom hende selv også har ledt forgæves efter nogen eller noget at spejle sig i.

Det er derfor, hun har skrevet bogen. Så den findes. Og er til at finde.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af